I sidste blogindlæg forholdt jeg mig til den positive side af læren om kirkefællesskab. Det vil sige, at jeg skrev om, hvad grundlaget er for at have og praktisere kirkefællesskab.
Nu vil jeg så forholde mig til den negative side af læren om kirkefællesskab og forholde mig til grænserne for det kirkelige fællesskab: Hvad er det, der gør, at man i nogle situationer ikke kan praktisere kirkeligt fællesskab med andre.
Som jeg viste i slutningen af sidste blogindlæg, er den logiske konsekvens af, at kirkefællesskab forudsætter fuldstændig læremæssig enighed, at man så ikke kan praktisere kirkefællesskab, hvor der er læremæssig uenighed. Det kirkelige fællesskab bygger på, at man fuldt ud lærer i overensstemmelse med Skriften og ikke viger derfra.
Skriften befaler os derfor at modstå falske lærere og holde os fra dem.
At Skriften også drager den konsekvens, vil jeg vise i det følgende.
Tag jer i agt for vranglærerne!
Det hører vi allerede om i 5. Mosebog 13: 2 Hvis der fremstår en profet eller en, der har drømmesyner, hos dig, og han giver dig et tegn eller et varsel, 3 og det tegn eller varsel, han har givet, indtræffer, og han siger: »Lad os følge andre guder, som du ikke før har kendt, og dyrke dem,« 4 da skal du ikke lytte til, hvad den profet eller den, der har drømmesyner, siger. Det er Herren jeres Gud, der sætter jer på prøve for at få at vide, om I elsker Herren jeres Gud af hele jeres hjerte og af hele jeres sjæl. (5 Mos 13:2-4)
Her formanes det gamle testamentes kirke til ikke at lytte til profeter, der forkynder falsk. Jesus kommer med en lignende formaning i Matthæusevangeliet 7,15-16: 15 Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. 16 På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? 17 Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. (Mat 7:15-17) Mange har fejltolket denne formaning og ment, at frugterne var profeternes liv. Der er dog ikke noget, der antyder, at det blot skulle være deres liv, der tales om. Ligesom et æbletræs frugt er æbler, sådan må en profets frugt være dennes profeti – eller forkyndelse. Man skal altså kende de falske profeter på deres falske forkyndelse og lære – og man skal tage sig i agt for dem. Dvs. at man skal holde sig fra dem.
I Apostlenes gerninger 20,29-31 formaner Paulus de ældste i Efesus vedrørende falske lærere: 29 Jeg ved, at når jeg er borte, vil der komme glubske ulve til jer, og de vil ikke skåne hjorden. 30 Ja, blandt jer selv vil der stå mænd frem og tale falsk for at få disciplene med sig. 31 Derfor skal I være på vagt. Og husk på, at jeg gennem tre år uophørligt, nat og dag, har vejledt hver enkelt under tårer. (APG 20:27-31)
Apostlen har netop sagt, at han selv har forkyndt hele Guds vilje – altså hele læren – og formaner så de ældste til at være på vagt overfor de glubske ulve, der ikke vil skåne hjorden. De glubske ulve er dem, der i modsætning til Paulus ikke vil forkynde hele Guds vilje.
Hold jer fra vranglærerne!
Endnu mere konkret i sin formaning er Paulus i Romerbrevet 16,17: 17 Jeg formaner jer, brødre, til at holde øje med dem, der i modstrid med den lære, I har taget imod, skaber splittelse og fører andre til fald. Hold jer fra dem! (Rom 16:17)
Dette er en meget klar formaning fra Paulus om at holde sig fra dem, der leder mennesker til fald gennem falsk lære. Der er ikke basis for i denne tekst at begrænse den lære, man ikke må være i modstrid med. Nogen vil hævde, at det kun er dem, der er i strid med lærepunkter, der er nødvendige til frelse. Men det siger teksten intet om.
Og selvom der vel kan være lærepunkter, som man af uvidenhed kan benægte uden nødvendigvis at gå fortabt, så er der intet lærepunkt, der ikke har med frelsen at gøre og underminerer denne. Jesus har jo befalet, at man skal undervises i alt, hvad han har befalet og ikke blot noget af det, for at blive hans discipel.
Når der alligevel findes sande kristne i vranglærende kirkesamfund skyldes det, at de ikke drager konsekvensen af deres falske lære for resten af deres tro og ikke bevidst fastholder falsk lære.
Det kirkelige fællesskab bygger altså på fuld læremæssig enighed. Hvor denne ikke er til stede, må man afstå fra kirkeligt fællesskab.
I 2. Korintherbrev skriver Paulus: 14 Træk ikke på samme hammel som de vantro! For hvad har retfærdighed med lovløshed at gøre, eller hvad har lys til fælles med mørke?15 Hvordan kan Kristus og Beliar stemme overens, eller hvordan kan en troende have lod og del med en vantro? 16 Hvilken sammenhæng er der mellem Guds tempel og afguderne? For det er os, der er den levende Guds tempel, som Gud også har sagt: »Jeg vil bo og vandre midt iblandt dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.« 17 Derfor: »Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, og rør ikke ved noget urent! Så vil jeg tage imod jer, 18 og jeg vil være jeres fader, og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren den Almægtige.« (2Kor 6:14-18)
Her er I første omgang tale om at holde sig fra de åbenbart vantro. Men da vranglæren i et vranglærende kirkesamfund er lovløshed og fører til vantro og afgudsdyrkelse, gælder formaningen i lige høj grad forholdet til vranglærende kirker. De er for så vidt angår deres vranglære vantro, om end der pga. den kristendom, der stadig er i dem, findes sande kristne i dem.
Senere i 2. Korintherbrev kritiserer Paulus da også korintherne, fordi de accepterer , at der kommer nogen og prædiker en anden Jesus, end ham, Paulus prædikede og et andet evangelium, end de to imod: 3 – men jeg er bange for, at ligesom slangen forledte Eva ved sin snedighed, skal jeres tanker komme på afveje bort fra det oprigtige og rene forhold til Kristus. 4 I finder jer jo kønt i, at der kommer nogen og prædiker en anden Jesus end ham, vi prædikede, og at I får en anden ånd end den, I fik, og et andet evangelium end det, I tog imod. (2Kor 11:3-4) Paulus frygter altså for, at dét, at menigheden accepterer vranglæreres prædiken, fører til, at de bliver forledt. Paulus vil altså med andre ord have, at menigheden nægter vranglærerne adgang til deres prædikestol.
Paulus fordømmer også på det kraftigste vranglære i Galaterbrevet: 8 Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han. 9 Som vi allerede har sagt, siger jeg nu igen: Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han. (Gal 1:8-9)
Den menighed, der her er tale om, er en menighed, hvis eneste ”kendte” vranglære går ud på, at de kræver, at man skal omskæres som kristen. I manges øjne måtte det have været et mindre problem – men Paulus ser, hvordan selv den mindste fejl i læren fører til, at det er et andet evangelium, der prædikes. Og derfor skriver han i kapitel 5: 9 Den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen. (Gal 5:9)
Her er ikke nogen skelnen mellem ”det væsentlige” og ”kernepunkter” på den ene side og perifere spørgsmål på den anden side. Alt, hvad Gud har åbenbaret, har han åbenbaret for menneskers frelses skyld, så ethvert lærepunkt har betydning for retfærdiggørelseslæren i sidste ende – og dermed menneskers frelse.
Ligesom Paulus formaner menigheden i Korinth til ikke at lytte til vranglærere, sådan formaner han også omvendt præsten Titus til at afvise vranglærere i menigheden: 10 Et kættersk menneske skal du vise bort efter en første og en anden advarsel. 11 Du ved jo, at sådan et menneske er kommet på afveje; det synder, og det har dømt sig selv. (Tit 3:10-11)
Efter at have formanet et menneske, som lærer falsk, skal man altså som præst vise dette menneske bort. Paulus anvender her Jesu undervisning om læretugt på spørgsmålet om vranglære i menigheden. Den, der fastholder og forsvarer vranglære synder mod det andet bud – budet om ikke at misbruge Guds navn. Fastholder man synd mod dette bud på trods af formaning og tilrettevisning, gælder det samme om for andre åbenbare ubodfærdige syndere.
Af samme grund skriver Paulus til Titus om kvalifikationerne for at blive præst, at ”9 han skal holde fast ved lærens troværdige ord, så han er i stand til både at formane med den sunde lære og at gendrive dem, der siger imod. (Tit 1:9)
Den sidste bibeltekst, jeg vil tage frem, der handler om at holde sig fra vranglærerne, er 2 Johannesbrev 10-11: 10 Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne lære, så tag ikke imod ham i jeres hus, og byd ham ikke velkommen; 11 for den, der byder ham velkommen, gør sig delagtig i hans onde gerninger. (2Jo 1:10-11)
Læst isoleret, kunne man få det indtryk, at Paulus forbyder almindelig venlighed mod fremmede. Men han skriver her, at man gør sig delagtig i disse menneskers onde gerninger, som er deres vranglære. For at forstå teksten, må man se i 3. Johannesbrev. I vers 5-8 formaner Johannes læseren, Gajus, til at tage i mode de brødre som er rejst ud for evangeliets skyld. Og i vers 9-10 skriver Johannes, at han allerede har skrevet til menigheden, men at Diotrefes, et medlem af menigheden, ikke vil tage imod disse fremmede forkyndere. Der er altså tale om tilrejsende forkyndere eller missionærer, som Johannes anbefaler i 3. Johannesbrev, men som han derimod advarer mod i 2. Johannesbrev.
Når Johannes forbyder et medlem af menigheden at tage dem indenfor, vil det sige, at han forbyder at understøtte disse forkyndere ved at lade dem bruge menighedsmedlemmets hjem som base. At give dem husly var at støtte deres vranglære økonomisk og dermed hjælpe til med udbredelsen af vranglæren. Derfor kan Johannes skrive, at man gør sig delagtig i deres onde gerninger ved at invitere dem indenfor.
Den nærmeste sammenligning, man kan komme med i dag, er vel at betale kirkeskat eller medlemsbidrag, der går til præster, der lærer falsk eller at betale til missionsselskaber, der ikke er i overensstemmelse med den rene lære.
Biblen taler altså klart om, at vi skal tage os i agt for vranglærere og holde os fra dem. Der kan ikke være noget kirkefællesskab mellem sand og falsk lære. Vi skal altså både som personer og som kirker holde os fra vranglærende kirker og organisationer og ikke praktisere kirkefællesskab med dem.
Hold jer til retlærende kirker
I stedet skal vi holde os til retlærende kirker. Jesus siger jo, at den, der bliver i hans ord, er en discipel: 31 Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, 32 og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« (Joh 8:31-32)
Og om den første menighed hører vi: 42 De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne. (Act 2:42)
Det er altså de kirker, som holder sig til apostlenes lære og Jesu ord, vi skal holde os til. Det er enhver kristens pligt at tilslutte sig sådanne kirker, hvor han måtte finde dem, men at holde sig fra vranglærende kirker.
Også den lutherske bekendelses lære
Desværre er der den tendens i Danmark, at man sætter lighedstegn mellem dét, der i længere tid har været praksis i folkekirken og så den klassiske lutherske lære. Derfor kan det komme bag på mange, at den gamle lutherske lære om kirkefællesskab også er, at man skal holde sig fra vranglærere.
Det fremgår klart af de lutherske bekendelsesskrifter.
Det fremgår bl.a. af Melanchthons forsvarsskrift for den Augsburgske bekendelse: Den ottende artikel er helt igennem antaget, i hvilken vi bekender at onde og hyklere er blandet ind i kirken, og at sakramenterne er virksomme, selvom de forvaltes ved onde tjenere, fordi tjenerne handler i Kristi sted, idet de ikke repræsenterer deres egen person, ifølge dette [ord]: Den, der hører jer, hører mig [Luk 10,16].
Ugudelige lærere bør man forlade, fordi de ikke handler i Kristi persons [sted], men er antikrister. Og Kristus siger: Vogt jer for de falske profeter [Matth. 7,15] og Paulus: Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium, forbandet være han [Gal 1,9].
(Egen oversættelse BELK, Apologien for den Augsburgske bekendelse Art. VII/VIII pkt. 47 p. 246)
Her nævner Apologien onde og hyklere på den ene side, som altid vil være i kirken. Ordet og sakramenterne bliver ikke uvirksomme på grund af dem. De handler i Kristi sted pga. det embede, de er kaldet til og det ord, de forkynder.
Men Apologien skelner mellem de onde og hyklerne på den ene side og så ugudelige lærere på den anden side, og den siger klart, at man skal forlade dem med henvisning til to af de skriftsteder, jeg også har nævnt.
Med andre ord har også den lutherske bekendelse et klart skel mellem dét, som er synligt, nemlig lære, og det, som ofte er usynligt: troen i hjertet.
Og i Traktaten om pavens Magt og overhøjhed skriver Melanchthon: Eftersom dette nu forholder sig således, skal alle kristne på det omhyggeligste tage sig i agt for, at de ikke gør sig delagtige i sådan ugudelig lære, gudsbespottelse og uretfærdig grusomhed, men de skal forlade og forbande paven og hans lemmer eller tilhæng som antikristens rige, ligesom Kristus har befalet: ”Vogt jer for de falske profeter” [Matt 7,15]. Paulus byder også, at man skal sky falske lærere og forbande dem som en vederstyggelighed [gal 1,8; Tit 3,10]; og i 2 Kor 6[14), siger han ”Drag ikke i ulige Åg med de vantro; for hvad samfund har lyset med mørket o.s.v.?” tungt er det vel at måtte skille sig fra så mange lande og folk og måtte føre en særegen lære. Men her har vi Guds befaling, at hvermand skal tage sig i agt og ikke samstemme med dem, der fører vrang lære og vil opretholde den md grusomhed.” (Casparis oversættelse s. 230– let sprogligt redigeret).
Og i Konkordieformlen slog lutheranerne fast, hvad angår de ting, der ikke er befalet noget om i Guds ord:
…heller ikke skal man under de rette frie adiaphora eller middelting henregne sådanne ceremonier, som har eller – for dermed at undgå forfølgelse – vil fremkalde skinnet af, at vor religion ikke afviger stort fra den papistiske, eller at den i al fald ikke er os meget imod, eller når sådanne ceremonier har den hensigt, fordres, eller tages i den mening, at dermed og derved begge de modstridende religioner skulle være forenet og blevet til et legeme, eller på ny en tiltrædelse til pavedømmet og en fjernelse af evangeliets rene lære og den sande religion derved skulle ske eller lidt efter lidt deraf følge. For i dette tilfælde skal og må gælde, hvad Paulus skriver 2 Kor 6[14.17]: Drag ikke i ulige Åg med de vantro; hvad samfund har lys med mørke? Derfor Gå ud fra dem og skil jer fra dem, siger Herren” osv. (Casparis oversættelse s. 441)
Ifølge denne må man altså ikke engang ved hjælp af ceremonier, som ellers ikke er forbudt i Skriften, give indtryk af, at man har kirkeligt fællesskab med vranglærerne.
Luthers ord
Også Luther var klar i læren om kirkefællesskab. I et brev til de kristne i Frankfurt Am Main kan han således skrive, at det er bedre, at de ikke modtager nadveren end at de modtager den af en, der også uddeler den til Zwinglianere. Og i Marburg nægtede han Zwingli broderhånden.
I sin Store Galaterbrevskommentar forklarer Luther sit syn på vranglærens betydning:
”…sådan ødelægger inden for teologien en ringe vildfarelse hele læren. Derfor skal man holde lære og liv skarpt adskilt. Læren er ikke vor, men Guds….For læren er som et matematisk punkt; den kan ikke deles, hvilket er ensbetydende med, at den hverken kan finde sig i at få trukket noget fra eller i at få lagt noget til.”
Dr. Martin Luther i i sin Store Galaterbrevskommentar til Gal 5,9, oversat af Helge Haystrup i Store GalaterbrevsKommentar II, s. 253-254, København 1984.
“Derfor skal man, som jeg ofte påminder om, skelne omhyggeligt mellem lære og liv. Læren er himlen, livet er jorden. I livet er der synd, vildfarelse, urenhed og eddikesur elendighed, som man siger. Dér skal kærligheden være overbærende og tålsom, lade sig narre, tro, håbe og udholde alt. Dér gælder fremfor alt syndernes forladelse, når blot man ikke forsvarer synd og vildfarelse; men i læren er der ingen fejl, så den trænger ikke til syndsforladelse. Lære og liv kan altså slet ikke sammenlignes. Bare en tøddel af læren er mere værd end himmel og jord( Matt. 5,18). Derfor tillader vi ikke, at man tilføjer den mindste smule skade. Men vildfarelser i levned kan vi udmærket være overbærende med. For også vi fejler dagligt i liv og sæder, ligesom alle helgener gør. Det bekender de jo alvorligt i Herrens bøn (naturligvis fadervor) og i trosbekendelsen. Men vor lære er, Guds ske lov, ren, og alle vore trosartikler er fuldstændig begrundet i den hellige Skrift.”
Dr. Martin Luther i i sin Store Galaterbrevskommentar til Gal 5,10b, oversat af Helge Haystrup i Store GalaterbrevsKommentar II, s. 258-259, København 1984.
Der kan altså ikke være nogen eftergivenhed overfor falske lærere ifølge Martin Luther, ligesom ifølge den lutherske bekendelse. Den, der vil lære mere om Luthers og reformationen stilling i læren om kirkefælleskab kan evt. læse Tom Hardts foredrag om emnet.
Den, som mener at kunne tilsidesætte lærepunkter som forudsætning for kirkeligt fællesskab handler altså både imod Skriften og imod den lutherske kirke.
Det næste spørgsmål, der rejser sig, er naturligvis, hvornår man praktiserer kirkefællesskab? Hvordan skal man konkret forholde sig overfor andre kirker?