Hør den her: [sc_embed_player fileurl=”https://www.augustanakirken.dk//wp-content/audio/2009-10-07-bibelundervisning-Rom1_18-32.mp3″]
Sidste gang hører vi om indledningen til Romerbrevet, som sluttede med, at Paulus præsenterede os for brevets tema: 16 Thi jeg skammer mig ikke ved Evangeliet; thi det er en Guds Kraft til Frelse for hver den, som tror, både for Jøde først og for Græker. 17 Thi deri åbenbares Guds Retfærdighed* af Tro for Tro, som der er skrevet: “Men den retfærdige skal leve af Tro.”
Nu begynder vi så med den første hovedel, som beskriver baggrunden for evangeliet om dén, retfærdighed, som gælder overfor Gud, som er åbenbaret i evangeliet og som modtages ved troen. Baggrunden er lovens dom og Guds vrede. Idag vil vi høre, hvordan Paulus i resten af kapitel 1 påviser, hvordan Guds vrede åbenbares over menneskeheden, som er uden undskyldning i sit oprør mod Gud. Paulus vil altså nu fortælle, hvorfor mennesker har brug for den retfærdighed, der åbenbares i evangeliet. Evangeliet forudsætter loven og derfor forkyndes loven først.
Romerbrevet 1,17-32
18 Thi Guds Vrede åbenbares fra Himmelen over al Ugudelighed og Uretfærdighed hos Mennesker, som holder Sandheden nede ved Uretfærdighed;
Guds vrede er modsætningen til frelsen. Guds vrede er Guds reaktion på synden. Den vil blive åbenbaret på den yderste dag mod al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker. I modsætning til Guds retfærdighed står menneskers ugudelighed og uretfærdighed. Menneskene handler ugudeligt og ondt imod bedre vidende. De kender ikke blot ikke sandheden. De undertrykker den bevidst. Guds lov er åbenbaret for dem, men de fremturer i deres umoralske adfærd. Hvor kender de Guds lov fra:
19 thi det, som man kan vide om Gud, er åbenbart iblandt dem; Gud har jo åbenbaret dem det.
Hedningerne er ikke i ren uvidenhed om Gud. De ved altså noget sandt om Gud, fordi Gud har åbenbaret det for dem. Sådan hører vi i kapitel 2, at Gud har skrevet sin lov på hedningernes hjerter. Mennesker kan altså af naturen vide noget sandt om Gud. Selv djævelen ved noget om Gud. Men hvad er det så, man kan vide om Gud, og hvilken betydning har denne viden om Gud.
20 Thi hans usynlige Væsen, både hans evige Kraft og Guddommelighed, skues fra Verdens Skabelse af, idet det forstås af hans Gerninger, så at de ingen Undskyldning har.
Gud er usynlig og har ikke vist sig for hedningerne. Men hans kraft og hans guddommelighed kan erkendes gennem skabningen. Sådan kan man ved at studere naturen nå frem til, at der er en Gud, som er almægtig og har skabt og opretholder alt. Noget af det, vi tror om Gud, kan vi rent faktisk lære af naturen. Det er man også nået frem til med Intelligent Design-teorien og der findes videnskabsfolk, der mener at argumentere mod evolutionsteorien. Derfor siger Skriften her altså også, at man ud fra fornuften kan nå frem til, at Gud eksisterer – og at det er Guds åbenbaring.
Men vi kan stadig kun vide det med sikkerhed, fordi det også er åbenbaret i Skriften. For disse sandheder er altid blandede med synden. Det er dog nok til, at mennesker er uden undskyldning, når de fornægter sandheden og undertrykker den. Derfor kan vi også bruge den til at forkynde Guds lov.
21 Thi skønt de kendte Gud, så ærede eller takkede de ham dog ikke som Gud, men bleve tåbelige i deres Tanker, og deres uforstandige Hjerte blev formørket.
På den ene side står der, at de kender Gud og på den anden side, at de ikke ærede og takkede ham som Gud. Intet vantro menneske kan dyrke Gud. Selvom mennesker kan vide noget sandt om Gud, betyder det altså ikke, at de rent faktisk dyrker Gud. Sådan lærer vi også i den Augsburgske Bekendelse: For djævlene og de ugudelige kan ikke tro denne artikel: syndernes forladelse. Derfor hader de Gud som fjende, påkalder ham ikke og venter intet godt af ham. Augustin påminder også sin læser om ordet tro på denne måde og lærer, at ordet tro i skriften ikke tages om kundskab, således som denne findes hos de ugudelige, men om en tillid, som trøster og oprejser de forfærdede sjæle.
Der er altså en spænding her mellem, at vi rent faktisk kan vide noget sandt om Gud uden Guds ord og troen og så, at vi ikke ærer og dyrker Gud, hvis vi ikke har en sand tro. Uden evangeliet om syndernes forladelse, vil vi dyrke en afgud, som vi har skabt i vores eget billede.
Den naturlige gudserkendelse, kan altså ikke skabe en frelsende tro eller få mennesker til at dyrke Gud. Men den kan bruges som tilknytningspunkt for at forkynde Guds lov, som Paulus her gør. Man kan vise mennesker, at de ikke har æret og dyrket Gud. Man kan forkynde de ti bud eller det dobbelte kærlighedsbud i tillid til, at menneskers samvittighed fordømmer dem, selvom de ikke vil indrømme det.
Hvis hedningerne havde fulgt den naturlige åbenbaring havde de ledt i verden efter Guds ord, som har været i verden altid – hos patriarkerne, Israel, profeterne og nu i kirken. Men havd gjorde de i stedet?
22 Idet de påstod at være vise, blev de Dårer 23 og omskiftede den uforkrænkelige Guds Herlighed med et Billede i Lighed med et forkrænkeligt Menneske og Fugle og firføddede og krybende dyr. 24 Derfor gav Gud dem hen i deres Hjerters Begæringer til Urenhed, til at vanære deres Legemer indbyrdes, 25 de, som ombyttede Guds Sandhed med Løgnen og dyrkede og tjente Skabningen fremfor Skaberen, som er højlovet i Evighed! Amen.
Mennesker egen visdom er dårskab, og når de lader sig lede af den, i stedet for Guds åbenbaring, så vil de udskifte Guds naturlige åbenbaring med afguder, som var skabt i deres eget billede. Sådan kender vi det fra hedenske religioner.
Resultatet er, at Gud overgiver dem til synden. Gud straffer synden ved at overgive dem til deres syndige lyster. Og grunden understreges igen: de byttede skaberen ud med skabningen. Al afgudsdyrkelse handler om at dyrke skabningen frem for skaberen. Ens Gud er det, man stoler på, som Luther siger i store katekismus. Og kun dén, der ved, at hans synder er forladt, stoler på den sande Gud. Alle andre forlader sig på skabningen på den ene eller anden måde.
26 Derfor gav Gud dem hen i vanærende Lidenskaber; thi både deres Kvinder ombyttede den naturlige Omgang med den unaturlige, 27 og ligeså forlode også Mændene den naturlige Omgang med Kvinden og optændtes i deres Begær efter hverandre, så at Mænd øvede skamløshed med Mænd og fik deres Vildfarelses Løn, som det burde sig, på sig selv.
Følgen af, at man dyrker skabningen frem for skaberen bliver, at Gud overgiver en til ens syndige lidenskaber. Når man forkaster den naturlige gudserkendelse, medfører det også unaturlige synder – altså synder som selv fornuften kan se, er forkerte. Gud overgiver dem nu til unaturlige lidenskaber, nemlig at mænd ligger med mænd og kvinder med kvinder.
28 Og ligesom de forkastede af have Gud i Erkendelse, således gav Gud dem hen i et forkasteligt Sind til at gøre det usømmelige, 29 opfyldte med al Uretfærdighed, Ondskab, Havesyge, Slethed; fulde af Avind, Mord, Kiv, Svig, Ondsindethed; 30 Øretudere, Bagvaskere, Gudshadere, Voldsmænd, hovmodige; Pralere, opfindsomme på ondt, ulydige mod Forældre, 31 uforstandige, troløse, ukærlige, ubarmhjertige; 32 hvilke jo, skønt de erkende Guds retfærdige Dom, at de, der øve sådanne Ting, fortjene Døden, dog ikke alene gøre det, men også give dem, som øve det, deres Bifald.
Menneskenes forkastelse af den naturlige gudserkendelse, fører til, at Gud giver dem hen til deres eget sind. Gud havde givet sig til kende gennem naturen, men de afviste den erkendelse og at søge efter den sande Gud. Og fordi de afviste den naturlige gudserkendelse, afviste de også Guds lov, som han har skrevet på deres hjerter. Og Gud gav dem hen til deres forkastelige sind, et sind, som også er imod den naturelige lov. Som vi læser til slut, kender de godt konsekvensen, Guds dom, over sådanne ting, men de ikke alene udøver dem, de støtter også at andre gør det.