Indre Mission Blog» Blogarkiv » Lad os være konstruktive!
Landsungdomssekretær i Indre Mission, Anders Møberg nævner i en leder i Indre Missions tidende samt på Indre Missions blog en række problemer ved Folkekirken, som måske kan holde nogen fra at blive i den eller f.eks. blive præst i den.
Et af problemerne er pibekraven. Begrundelsen er:
For mig er den underlig, gammeldags og kort sagt grim. Jeg undrer mig over, at jeg selv bruger den, og tænker hver gang, at der snart skal findes et alternativ.
På Indre Missions blog foreslår han som løsning, at man beder menighedsrådet om at bære alternative messeklæder.
Nu bærer jeg ikke selv pibekrave eller den tykke og varme danske præstekjole, men en tyndere sort præstekjole med en messeskjorte (superpellicum/røkkelin) over. Det er dog ikke af principielle grunde (måske delvis af økonomiske).
Rent liturgisk mener jeg også, at man i hvert tilfælde bør bære en alba eller messeskjorte over den sorte præstekjole. Den sorte præstekjole er historisk set præstens daglige embedsdragt og egentlig ikke messeklæder. (Se bl.a. P. Severinsen: “De Rette Messeklæder” vedrørende denne udvikling).
Men at det skulle være et problem, der afholder nogen fra at blive i Folkekirken eller f.eks. bliver præster i den, forstår jeg ikke. Var der knyttet en teologisk eller symbolsk betydning til pibekraven, som gjorde, at man ville aflægge en falsk bekendelse hvis man bar den, kunne jeg se en mening med at gøre det til et problem. Men det er der ikke.
Jeg skal være den første til at sige, at man som lutheraner bør forlade Folkekirken.
Men hvis man forlader en kirke eller ikke vil lade sig kalde som præst i en kirke alene af rent æstetiske grunde, var det bedre, om man var blevet. Hvis der sidder teologer, som ikke vil være præster i Folkekirken, alene fordi de synes pibekraven er grim, må man betvivle deres egnethed som præster i en luthersk kirke i det hele taget.
Anders Møberg nævner også de lange salmer i Folkekirken. Der er to sider af denne sag. Den er ene er, at der måske kan være noget om det. Den nyere tilføjelse af 3. salme samt dét, at man er ophørt med at vælge nogle få vers som gradualsalme (som f.eks. Luther opfordrede til og også er praksis i Kingos salmebog) og i stedet synger en hel lang salme, kan måske gøre gudstjenesten lidt lang.
Hvis man også vil genindføre nogle af de liturgiske led, som er faldet ud under oplysningstid og pietisme, kan det måske forlænge gudstjenesten unødvendigt. Hvis man derimod fjerner salmen fø prædikenen, som er en nyere tilføjelse og nøjes med at vælge to vers mellem læsningerne (gradualsalmen), bliver gudstjenesten faktisk lidt lettere. – og så er det faktisk mere ‘gammeldags’ at gøre sådan.
Noget, der kan lette salmesangen kan også være, at man laver en seddel med oversættelse af gamle eller svære ord. Det har vi haft succes med i Augustanakirken. Forslaget er hermed givet videre.
Den anden side af denne sag er dog, at evangelisk-lutherske salmer altid vil være tungere end f.eks. evangelikale lovsange. Evangelisk-lutherske salmer har til formål at undervise i og indprente Guds ord og lære (Kol 3,16). Jeg er bange for, at det netop er denne tyngde i salmerne, som udgør en del af det problem, nogen har med dem. Det skyldes nok, at man har ladet sig påvirke af evangelikale lovsangstraditioner.
Forlader man folkekirken på grund af de evangelisk-lutherske salmer, som heldigvis synges mange steder endnu, så er det i virkeligheden luthersk kristendom, man forlader. Den lutherske salmeskat, som delvis findes endnu i Folkekirken, er for mig at se et af de få positive ting ved Folkekirken. Hvem ved, hvor mange mennesker, Helligånden frelser i det skjulte, fordi ordet stadig forkyndes gennem evangelisk-lutherske salmer i Folkekirken. Desværre er dem, der burde være de lutherske salmers forsvarere, mange steder blevet deres modstandere.
Jeg er bange for, at netop modstanden mod luthersk lære og gudstjenestepraksis også er en af grundene til mange nye menighedsdannelser. Sådanne menighedsdannelser, må man som evangelisk-luthersk kristen tage afstand fra.
For Guds kirke vokser alene gennem Guds ord og sakramenter. Hvor de tilsidesættes til fordel for gudstjenesteformer, der sætter menneskers følelser, oplevelser og følte behov i centrum, er det ikke længere Guds kirke, der vokser, selvom der måtte være synlig vækst.
Der findes altså mange grunde til at forlade folkekirken og danne nye menigheder, som ikke er læremæssige og dermed heller ikke kristelige grunde.
Det er skismatisk og separatistisk at danne nye menigheder og kirker alene af formmæssige grunde (såsom pibekraver), uden at der ligger læremæssig uenighed i disse.
Omvendt er det en kristens pligt at holde sig fra vranglærere og dermed forlade kirker, der lærer falsk (Rom 16,17). Men da forlader man ikke kirken for at stille sit kød tilfreds, men for sin og andres frelses skyld og fordi Gud befaler det.