Prædikener fra Augustanakirken

Prædikener ved pastor Magnus N. Sørensen

  • Forside
  • Kirkens web
  • Kirkens blog
  • Præsten skriver
  • Tilmeld
  • Søg
  • Mere
    • Kontakt
    • Liturgi
    • Filer
    • Tags-sky
    • Om
  • Kalender

Vær forberedt til Jesu genkomst! (Lukas 21,25-36 ) 2. s. i Advent

7. december 2008 af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

I dag hører vi om forberedelsen til Jesu genkomst og dommedag. Når Jesus kommer igen, skal der ske tegn i sol og måne og himlens kræfter skal rystes. Når Jesus kommer anden gang, bliver det ikke ydmyg som i sidste søndags tekst, men i magt og herlighed.

 

Da kommer han ikke for at vinde syndernes forladelse, men for at frelse dem, der i tiden har taget imod den og dømme dem, der ikke har.

 

Derfor må den vantro verden frygte og fortvivles, men Guds folk løfter sit hoved, fordi forløsningen fra kampen mod kødet, verden og Satan er nær.

 

Det er derfor afgørende, at du er en del af Guds folk og forberedt til Jesu komme.

 

Adventstiden er også en bods- og forberedelsestid, vor vi må tænke på den alvorlige baggrund for Julens glæde.

 

Og der skal ske tegn…

De fleste danskere tænker nok ikke over dommedag, døden og det evige liv.

Men når man pludselig møder en stor fare, kan man i et nu komme på andre tanker. Man kan rammes af stor frygt og ængstelse. Ja, man kan ligefrem være ved at gå til at angst for døden eller dommedag.

Sådan skal det også være, når dommedag kommer. Mennesker, som har gået ubekymret rundt, vil pludselig vågne og se tegn i sol og måne.

Himlens kræfter vil rystes, og man vil opdage, at nu er det slut med at synde, og tømmermændene kommer. Nu kommer dommen, som ingen kan flygte fra.

De, som er blevet I vantroen, trods forkyndelsen af evangeliet i verden, vil pludselig vågne op og erkende, at de har satset på den forkerte hest.

De vil gå til i frygt og forventning om dommen, som kommer kort efter.

Og de gør ret i at frygte, for når først tegnene kommer, er der ingen vej tilbage. Når først dommedag er indtrådt, kommer dommen uundgåeligt, og den, som ikke er i troen vil blive dømt til straf i helvede til evig tid.

Den, som ikke vil tage imod Kristi retfærdighed, men smykke sig med sin egen, vil pludselig indse, at den ikke er noget værd.

Og derfor må mennesker, der stoler på deres egen retfærdighed, også gå til i frygt, når dommedag kommer. Da vil de ønske, at de aldrig var blevet født og at bjergene kunne skjule dem for deres dommer.

For da kommer Menneskesønnen i magt og herlighed. Da kommer han for at dømme og straffe ubodfærdige syndere.

Og nogle mennesker lever allerede nu et liv i frygt for dommedag, fordi de ved, at den kommer, men ikke, hvordan de undslipper.

Tænk på muslimerne, som ved, at de en dag vil blive dømt. I deres loviske afgudsdyrkelse kan de aldrig vide sig sikre på, om de vil blive frelst eller gå fortabt.

Ifølge Islam skal enhver gå over en smal bro til paradis. Under broen er helvedes ild, og de vantro vil ende heri. Og man kan ikke med sikkerhed vide, om man er en af dem, der vil falde i ilden.

Kun Allah ved det, og han siger det ikke.

Har man gjort nok? Hvis Allah var en retfærdig Gud, så ville han dømme enhver synd og enhver ville dermed ende i helvede.

Men muslimerne bilder sig ind, at de ved Allahs nåde og egne gerninger måske kan nå over broen.

Men den sande Gud er både 100% retfærdig og 100% nådig i modsætning til muslimernes afgud. Den sande Gud lader ingen synd ustraffet. Vil man frelses ved sin egen retfærdighed, kan man altså ikke komme over broen.

Men hvornår kommer denne dag da. Jesus siger et andet sted, at den kommer, når vi mindst venter det. Jesus kan komme igen i morgen.

Og den, der ikke er klar, vil blive dømt. Den, som i dag stoler på sin egen retfærdighed i stedet for Kristi retfærdighed, kan i morgen vågne op og se sig dømt til fortabelse.

Den, som i dag pukker på egne gerninger og tror sig frelst, fordi han forsøger, så godt han kan, kan i morgen gå straffen i møde.

Den, som lever sit liv i ligegyldighed med Guds lov i udsvævelse og drukkenskab, kan i morgen meget vel stå foran sin dommer.

Den, som har opgivet kampen mod synden og kun i det ydre lever et kristenliv, kan i morgen blive afsløret som den hykler, han er – af himlens konge.

Den som ikke vil høre Guds dom over synden, men have lov til at leve i den, kan i morgen høre Guds endelige dom over synden.

Den som tror sig frelst ved sin tro og sine gerninger, kan i morgen finde ud af, at den tro, som stoler på gerninger, er falsk.

Menneskesønnen kan komme, hvornår det skal være, og da er det for sent at omvende sig. Da vil uomvendte, frafaldne, ubodfærdige og hyklere møde deres dommer.

Se op og opløft jeres Hoveder!

Men skal vi kristne da også gå og frygte dommedag. Er det derfor, Jesus fortæller os om sin genkomst. Må vi også gå dommedag i møde med usikkerhed og rædsel.

 

Vist kan ingen kristen siger sig fri fra at have frygtet dommedag. Også kristne rammes af anfægtelse, når de ser synden i deres liv eller ikke føler troen i hjertet.

 

Og vist fortæller Jesus også om sin genkomst for at advare kristne mod frafald og åndelig søvn.

 

Men Jesu genkomst vil ikke være til dom over de kristne. Jesus siger jo i teksten: Men når disse Ting begynder at ske, da se op og opløft jeres Hoveder, for jeres Forløsning nærmer sig.”

 

Når tegnene begynder at ske, da skal de kristne fryde sig og se frem mode deres forløsning. Da bliver det fuldendt, som begyndte med Jesu ydmyge komme, som vi hørte om i søndags.

 

Og netop Jesu komme som tjener og frelser, er baggrunden for, at vi kristne kan se op og løfte vores hoveder, når Jesus kommer igen.

 

Det er jo dén frelser, som bar dine synder på korset, som nu kommer for at frelse dig fra alle syndens følger.

 

Det er den himmelske brudgom, som kommer for at hente sin brud. Bruden har allerede fået fælleseje med ham, så hendes synd er blevet hans og hans retfærdighed er blevet hendes.

 

Derfor kan hun løfte hovedet og gå sin brudgom i møde. Da kommer himlens konge for at hente Zions datter hjem til sit herlighedsrige.

 

Han, som kom ydmyg og ridende på et æsel i søndags for at lide og dø under foragt og spot for Zions datter, den sande kirke, kommer nu i herlighed for at frelse sin brud fra kødet, Satan og verden.

 

Så løft dit hoved, du som sukker under dine synders vægt og dine anfægtelser.

 

Se op, du, som igen og igen må kæmpe med dit køds ligegyldighed overfor Gud og hans ord.

 

Glæd dig, Zions datter, som mærker verdens foragt og angreb, når du bekender din tro.

 

Glæd dig, du som lider under kors og trængsler.

 

Opløft dit hoved og se frem mod din konges komme. Han vil befri dig fra dit syndige kød og fra Satans fristelser og anklager. Han vil befri dig fra bekymringer for dagen i morgen og fra verdens hån og spot.

 

Dit liv nu er som vinteren, men når foråret, tegnene kommer, da ved du, at sommeren er nær, som Jesus siger: Se Figentræet og alle Træerne; 30 allerede når de springe ud, da ser I og ved af jer selv, at Sommeren nu er nær. 31 Således skal også I, når I se disse Ting ske, vide, at Guds Rige er nær.

 

Ligesom foråret er tegn på, at sommeren kommer, sådan er tegnene i jord og himmel tegn på, at himmeriget står for døren.

 

Men hvordan kan jeg vide mig sikker, spørger du måske. Hvordan kan jeg vide, at det ikke vil gå mig som de vantro?

 

Jo, i modsætning til muslimerne kan du faktisk vide det med sikkerhed, selvom du ikke altid føler det med sikkerhed.

 

Gud har ikke villet holde sin nåde skjult for dig, så du må leve hver dag i frygt og usikkerhed.

 

Gud har for det første sendt sin Søn for at lide og dø for dine synders skyld og opfylde Guds bud som din stedfortræder. Derfor blev han menneske og født julenat.

 

Og fordi Gud har oprejst Jesus fra graven kan du vide, at straffen for dine synder betalt til sidste øre.

 

Og så skal du løfte dit hoved, fordi Jesu siger det. For som han selv siger videre i dagens tekst: Himmelen og Jorden skal forgå; men mine Ord skal ingenlunde forgå.

 

Ingen af Jesu ord skal forgå, men alle hans løfter skal opfyldes. Jesu løfte om at frelse dig og bevare dig i troen skal ikke forgå.

 

Hvad Jesus én gang har sagt dig i dåben, da han genfødte dig ved vand og Helligånd og gjorde dig til Guds barn, skal ikke forgå, selvom himlen og jorden forgår.

 

Og hvad Jesus siger dig i skriftemål og prædiken, når han ved præstens mund fortæller dig, at dine ynder tilgives her og nu, det skal ikke forgå, men gælder på dommedag, som det gælder i dag.

 

For Jesus har givet sine hyrder og lærere løfte om, at de synder, de forlader, vil være forladt i himlen.

 

Og Jesu løfte, når han giver dig sit hellige legeme og blod som en pant på, at dine synder er forladt, dét løfte gælder også, når himlens og jordens kræfter røres, og du ser Menneskesønnen komme i herlighed.

 

Så er der altså grund til at løfte hovedet og se op, når himlens kræfter rystes for din brudgom kommer for at hente dig hjem og befri dig fra syndens slaveri og verdens trængsler.

 

Vogt jer!

Jesus knytter også en formaning til: Men vogt jer, at jeres Hjerter ikke, nogen Tid besværes af Svir og Drukkenskab og timelige Bekymringer, så den dag kommer pludseligt over jer som en Snare. 35 ¶ For komme skal den over alle dem, der bor på hele Jordens Flade.

 

Pas på! Der findes noget, der hedder frafald.

 

Jesus vil beskytte dig mod kødelig sikkerhed, hvor du holder op med at leve i daglig anger og tro på evangeliet.

 

Jesus vil advare dig mod at blive opslugt af bekymringer eller ligegyldighed med synden, så du glemmer Guds lov og Guds evangelium.

 

Sker det, da vil du ikke være forberedt til at løfte hovedet, når Jesus kommer igen. Da vil du pludselig vågne, fanget i en snare, som et dyr, der er gået i en fælde. Der vil ingen vej være tilbage.

 

Fald ikke i søvn! Du ved, hvor farligt det kan være at falde i søvn, imens du kører bil. Det er endnu farligere at falde åndeligt i søvn i dette liv; dvs. at holde op med at kæmpe dagligt mod synden, erkende den og sætte sin lid til evangeliet.

 

Begynder du først at se igennem fingre med synden og søge Guds tilladelse i stedet for tilgivelse, da er du faldet i søvn.

 

Vogt dig, for dagen kan komme når som helst. Og begynder du først at ringeagte Guds ord til fordel for bekymringer om økonomi, karriere og de daglige gøremål, så falder du i søvn, og vil pludselig vågne til lyden af Kristi komme. Men da er det for sent.

 

Men hvordan skal jeg da holde mig vågen, spørger du måske? Jesus fortsætter: Og våg og bed til enhver Tid, for at I må blive i Stand til at undfly alle disse Ting, som skal ske, og bestå for Menneskesønnen.

 

Kun Jesus kan bevare dig fra synden, Satan og verden, så du må sætte din lid til ham. Bed til ham, som kan bevare dig, og hør svaret i hans ord, som ikke forgår.

 

Erkend din synd og bed ham om tilgivelse, som vandt syndernes forladelse til dig på korset. Og hør svaret i dåben, i skriftemålet og nadveren.

 

Her kommer Jesus til dig, giver dig syndernes forladelse ved sit ord, som ikke forgår. Her giver han dig Helligånden, så du tror på det. Her kan du hvile i visheden om Guds nåde og tilgivelse.

 

Og så vil du bestå for menneskesønnen, når han kommer igen. For når du dagligt erkender synden og sætter din lid til dén nåde og tilgivelse, Jesus vandt på korset, og som han giver dig sikkert og vist i sit ord, så vil du bestå for Menneskesønnen.

 

Hvordan skulle Jesus kunne dømme dig, der er iklædt hans retfærdighed. Hvordan skulle han kunne dømme dig, når han selv har betalt din straf.

 

Nej, når du i troen tager din tilflugt til Jesu frelsergerning og sætter din lid til den, så vil med sikkerhed bestå, når Kristus kommer igen. Så løft dit hoved og se op, når tegnene kommer. For din forløsning kommer og den evige sommer, hvor synden, kødet, Satan og verden ikke længere kan true dig.

Amen.

Arkiveret i: Læseprædikener Tags: 2. s. i. Advent, Lukas 21:25-36

Kommende begivenheder

24. feb. 09.00 ‒ 09.30
Bibelstudie
24. feb. 10.00 ‒ 11.30
Sexagesima
3. mar. 09.00 ‒ 09.30
Bibelstudie
3. mar. 10.00 ‒ 11.30
Fastelavn
10. mar. 09.00 ‒ 09.30
Bibelstudie

Sider

  • Tags-sky

Kategorier

  • Diverse (4)
  • GT-prædikener (32)
  • Læseprædikener (153)
  • Lydgudstjenester (92)
  • Lydprædikener (255)

Kontakt

Pastor, cand.theol. Magnus N. Sørensen
Gammel Landevej 23
Spørring
8380 Trige
Mobil 30 23 15 36
E-mail: pastor@augustanakirken.dk

Menighedsrådet
Formand: Thomas Torp Andersen
E-mail:

RSS Fra Kirkebloggen

  • Kom til gudstjeneste: De første skal blive de sidste og de sidste de første (Matt 20,1-16) Septuagesima 2017 10. februar 2017
  • Kom til gudstjeneste: Jesus viser sin herlighed (Matt 17,1-9) Sidste søndag efter Epifani 2017 1. februar 2017
  • Kom til gudstjeneste: Himmel og hav adlyder Jesus (Matt 8,23-27) 4.s.e. Epifani 2017 25. januar 2017

RSS Fra Prædikener

  • Hør en prædiken om Åndens enhed (Ef 4,1-6; 17. s.e. Trinitatis 2015) 28. september 2015
  • Hør prædikenen Nær ikke bekymring for jeres liv (Matt 6,24-34; 15. s.e. Trinitatis 2015) 26. september 2015
  • Hør prædikenen Ånden og kødet (Gal 5,16-24; 14. s.e. Trinitatis 2015) 26. september 2015

Augustanakirken på nettet

Hjemmesider

  • Kirkens hjemmeside
  • Kirkens blog
  • Præstens blog
  • Prædikener
  • HvadErKristendom

Sociale medier

  • Augustanakirkens Facebook-side
  • Augustanakirkens Twitter-side
  • Augustanakirken på G+

© Copyright 2019 Augustanakirken