Vi er vant til, at der skal være lighed på arbejdsmarkedet. Lige løn for lige arbejde. Der kan selvfølgelig være nogle personlige tillæg, så lønnen kan være lidt forskellig.
Men at man får den samme løn for at arbejde på en bestemt dag, uanset, hvor lang tid man har arbejdet, vil i manges øjne være uretfærdigt, og de fleste fagforeninger vil nok være enige.
Hvis du har arbejdet 12 timer i træk får det samme i løn, som én, der kun har arbejdet én time – og I har udført samme arbejde, vil du nok protestere. Sådan er den almindelige retfærdighedsfølelse i samfundet.
Det er da heller ikke lønforhold på arbejdsmarkedet, Jesus taler om i dagens tekst. Han er ikke ude på at indføre et kommunistisk system med samme løn for forskelligt arbejde. Nej, han taler ikke om verdslige ting, men om Himmerigets rige, dvs. den kristne kirke.
Der er to ting, der ofte kan gøre ikke-kristne vrede på kristendommen. Det ene er tanken om, at Gud straffer synden. Det andet er, at Gud tilgiver synden, fordi Jesus har båret straffen for alle mennesker.
Mennesker vil ikke dømmes af Guds lov og afsløres som syndere. Og omvendt vil de ikke frelses ved Guds nåde alene. Det er uretfærdigt tænker de.
Og sammenlignet med dét, man vil opfatte som retfærdigt på f.eks. arbejdsmarkedet, kan det også virke uretfærdigt, at Gud tilgiver nogle, der har levet deres liv i synd og omvender sig i sidste øjeblik, mens mennesker, som har levet et nogenlunde ordentligt liv og gået i kirke, frelses på samme måde.
Er Gud da uretfærdig?
Hvis Gud var retfærdig efter loven – til de første
Jesu lignelse er en advarsel mod hovmodighed. Jesus gav til de første arbejdere, hvad han havde lovet: Men han svarede og sagde til en af dem: Ven! jeg gør dig ikke Uret; er du ikke bleven enig med mig om en Denar?
Da de vil have retfærdighed henviser han dem altså til, at der var tale om et løfte, hvor han specifikt sagde, hvad han ville give dem.
De fik ikke en denar, fordi de havde fortjent det. Det var, hvad de troede. Og derfor mente de selvfølgelig, at de burde have mere, når nu dem, der kom efter, også fik en denar.
Men husbonden gav dem ikke en denar, fordi de havde fortjent det. Han gav dem den, fordi han havde lovet det. De fik den af husbondens nåde, men så det selv som om de havde tjent den.
Og sådan er det med enhver, som ikke vil acceptere, at Gud kan tilgive selv den største synd og frelser den største synder på samme måde som den, der i det ydre ser mest retfærdig ud.
Sådan kan mennesker, som hele deres liv har været i kirken pludselig ende i selvretfærdighed, så de vil have løn som fortjent og ikke længere frelses ved den samme nåde som røveren på korset, som først omvendte sig lige før sin død.
Da irettesætter Jesus og siger: Eller har jeg ikke Lov at gøre med mit, hvad jeg vil? Eller er dit Øje ondt, fordi jeg er god?
Og Jesus fortsætter og advarer mod fortabelsen: Således skulle de sidste blive de første, og de første de sidste; for mange er kaldede, men få er udvalgte.
For faktum er, at hvis du virkelig vil have lovens retfærdighed og løn efter fortjeneste, så kan du også få det.
Hvis du ikke vil frelses på samme måde som den prostituerede, røveren, massemorderen og enhver anden synder, så kan du gøre, som husbonden siger: Tag dit og gå!
I Guds vingård er der ikke anden måde at frelses på end af nåde alene. Vil du ikke frelses af nåde alene, så må du tager dine gerninger og går. For hvad er dine gerninger værd, når det kommer til stykket.
Hvis Gud virkelig skal være retfærdig og dømme dig efter sin lov, vil du så overhovedet få nogen løn. Du tænker måske, at du da har tjent Gud i årevis og ikke lever i åbenbare laster, men gør det så godt du kan – og så må Gud vel gøre resten.
Sådan tænker muslimerne også: jeg gør mit og så må jeg håbe, at Gud gør det sidste. Men hvad du kan præstere er ikke nok, målt med Guds fuldkomne målestok.
Du har måske ikke bevidst dyrket afguder, tænker du. Men har du aldrig sat din lid til dine penge, dine evner eller ladet dig styre af menneskefrygt eller elsket nogen eller noget højere end Gud?
Har du aldrig fortvivlet og tænkt, at Gud ikke var på din side, når det gik galt her i livet? Har du aldrig ladet dig opsluge af jordiske bekymringer, fordi du ikke satte din lid til Gud. Så har du syndet mod det første bud!
Du bander muligvis ikke, men du har måske ladet dig lokke til at interessere dig for overtro og troldom i moderne blade, og tænkt, at der måske var noget om det. Eller du har tilhørt kirker og menigheder, hvor Guds ord ikke forkyndes ret, men Herrens navn misbruges til falsk lære.
Eller du har hørt på falsk lære uden at aflægge en sand bekendelse af din tro. Eller du har ikke påkaldt Herrens navn og bekendt dig til ham overfor din næste, da du burde. Så har du syndet mod det andet bud!
Du kommer muligvis til gudstjeneste så ofte du kan. Men har du virkelig sat det at høre og lære Guds ord som en høj prioritet i dit liv. Eller sætter du ofte fornøjelse over gudstjeneste, prædiken, kirkegang og bibellæsning. Og tænker du på andre ting og er liggelad med det Guds ord, du hører eller læser?
Støtter du ordets tjeneste og udbredelse med de midler, du har til rådighed, eller prioriterer du dig selv højere? Så har du syndet mod det tredje bud!
Du har muligvis ikke gjort åbent oprør mod dine forældre og foresatte. Men har du altid æret dem, som du burde? Har du adlydt dine forældre eller har sat dig op imod dem? Har du adlydt lærere, pædagoger, arbejdsgivere og øvrighedens love? Nok ikke altid. Så har du syndet mod det fjerde bud!
Du har muligvis ikke slået et andet menneske ihjel. Men har du aldrig ladet dit hjerte fylde af had og bitterhed mod et andet menneske? Har du aldrig ønsket at skade et andet menneske og måske endda gjort alvor af det? Har du aldrig undladt at hjælpe nogen i nød? Så har du brudt det femte bud!
Du har muligvis ikke brudt ægteskabet. Men har du aldrig begæret en, der var gift med en anden? Eller har du ikke haft urene tanker om en, der ikke var din ægtefælle? Så har du brudt det sjette bud!
Du kan muligvis ikke dømmes af staten som en tyv. Men har du aldrig snydt nogen for, hvad der var deres eller slået en uretfærdig handle af med nogen? Har du altid brugt din ejendom, så du kan forsvare det overfor Gud? Og har du altid hjulpet din næste, som var i nød, når der var brug for det? Har du misundt din næste hans ejendom? Så har du brudt det syvende bud.
Du har måske ikke vidnet falsk i retten. Men har du aldrig bagtalt dine næste eller lyttet til usande eller onde rygter uden at gribe ind og dermed accepteret, at de blev spredt? Har du altid optaget alt i bedste mening, eller har du forsøgt at fange din næste i ord og fortolke dem værst muligt? Så har du brudt det ottende bud!
Har du begæret noget, der tilhørte din næste, hvad enten det er hans ejendom, hans popularitet og venner, hans børns kærlighed, hans hustrus kærlighed eller noget som helst, der tilhører din næste? Så har du brudt det niende og tiende bud.
Har du gjort dig fortjent til så meget som en denar hos Gud? Har du fortjent at komme ind i vingården. Nej, bedømt med Guds fuldkomne lov og ikke ved at sammenligne med andre, er du på linje med dem, der kom den sidste time.
Hvis du vil have løn efter fortjeneste, må du tage dine synders løn og gå. Da vil du bliver smidt ud, hvor der er gråd og tænderskæren, når arbejdsdagen i vingården er ovre.
Selvom du var den første, selvom du er født ind i kirken og ikke har levet i åbenbare laster, vil du kastes ud og opfylde Jesu ord: Således skulle de sidste blive de første, og de første de sidste; for mange er kaldede, men få er udvalgte.
Vil du have lovens retfærdighed, så skal du få det. Men at kræve retfærdighed vil kun bringe dig til helvede, for da må du bære straffen for hver eneste overtrædelse af Guds bud i tanker, ord eller gerninger.
Guds nåde og sande retfærdighed
Så hvis man kræver retfærdighed, vil man gå fortabt, uanset hvor lille en synder man er.
Men hvad så med dem, der frelses – er det så ikke uretfærdigt? Sådan kan man umiddelbart tænke.
Ser Gud blot bort fra sin egen lov, når han lader mennesker komme ind i sin vingård og til sidst lønner dem, uden at de har fortjent det? Er Gud uretfærdig?
Det kan synes som om, at Gud lønner nogen, som ikke har fortjent det. Som om han bare sætter en streg over regningen, uden at den er betalt.
Det kan synes som om, at Gud blot smider vores gældsbrev ud, selvom det ikke er betalt. Men det er ikke tilfældet.
Regningen er betalt fuldt og helt. Det gjorde Jesus på korset, hvor han, som vi læser i Kol. 2: udslettede det imod os rettede Gældsbrev med dets Befalinger, hvilket gik os imod, og han har taget det bort ved at nagle det til Korset. Din denar er altså ikke frugten af dit arbejde.
Men den er heller ikke noget du får, uden at der er arbejdet for den. Jesus har gjort din del. Jesus har arbejdet ved at opfylde Guds lov som din stedfortræder, både ved at overholde alle Guds bud i tanker, ord og gerninger, og ved at tage straffen for alle de gange, du ikke har overholdt Guds bud.
Jesus har til fulde betalt prisen for alle menneskers frelse og vores gældsbrev er derfor slettet. Det blev naglet til korset.
Her bar Jesus byrden af Guds vrede over alle menneskers synd. Her bar han byrden af din skyld, da du brød hvert enkelt af de ti bud.
Jesus bar frivilligt skylden og straffen for din synd. Der er altså ikke tale om, at Gud på uretfærdig vis tilregnede ham den. Men han tog den selv på sig og lod Gud straffe ham for al din synd. Så er din synd altså fuldt og helt betalt for!
Hvis man skal låne penge og det er usikkert, om man kan betale det tilbage, kan udlåneren kræve, at man får en kautionist. En kautionist er en, der garanterer for lånet og altså betaler, hvis man ikke selv kan betale.
Sådan har Jesus betalt alt, hvad vi skylder Gud. Og fordi der nu er betalt, er gældsbrevet væk. Det betyder også, at loven ikke kan gøre krav på noget hos os.
Budene er opfyldt og straffen betalt. Det ville være uretfærdigt, hvis man krævede betaling to gange. Den, der altså kræver at få lov at betale, fornægter i virkeligheden Jesu betaling og kommer selv til at stå med hele betalingen.
Men enhver som sætter sin lid til Jesu betaling, er frikendt fra skylden. For Gud kan ikke kræve, at du betaler, når der er betalt for dig én gang.
Gud vil ikke straffe dig, når han har straffet Jesus én gang. For Gud er retfærdig. Det ville være uretfærdigt, hvis Gud straffede dig, som har Jesu betaling, endnu en gang.
Så uanset, hvor stor din synd er, så er den altså betalt. Uanset, hvor mange gange du har begået den samme synd, har Jesus slettet gælden ud.
Uanset, hvor lang tid du har været vantro og levet i synd, så kommer Gud og byder dig at komme til hans vingård.
Sådan blev røveren på korset, som havde levet i strid med Guds bud hele sit liv, alligevel frelst. Samme dag, som han døde, gik hans sjæl ind i paradis.
Om det så var Adolf Hitler, som erkendte sin synd og stolede på Jesu fortjeneste inden sin død, så ville Gud tilgive ham og lukke ham ind i sin vingård.
Er det uretfærdigt? Set med loven øjne, så er det. Men tager vi loven konsekvent, da er det uretfærdigt, at nogen af os frelses.
Ser vi det derimod fra evangeliets synspunkt, så ville de være uretfærdigt, hvis Gud straffede to gange. Og når Jesus har betalt, så er den, som har Jesus, friet fra lovens anklager.
Når du stoler på den tilgivelse, Gud rækker dig i evangeliet, så har du den og du er tilregnet Jesu retfærdighed.
Du er altså retfærdig overfor Gud, ligesom Jesus er retfærdig, og derfor rammer straffen dig ikke. På samme måde blev Jesus regnet for uretfærdig, ligesom du er uretfærdig og skyldig.
I har altså byttet plads. Han fik din skyld og Guds vrede og du får hans retfærdighed, renhed og barnekår. For det er ikke retfærdigt, hvis Gud straffer to gange.
Så handler det altså ikke om, hvor længe du har været i vingården, eller hvad du har præsteret i vingården. Det vigtige er, at du er i Guds vingård.
Har du syndet i tanker, ord og gerninger, så er vingården for dig. Så er du en af dem, der står på torvet. Og Gud kommer i sit ord og tilbyder dig plads i vingården.
Her kunne man måske indvende, at så må det er gå ind i vingården da i det mindste være vores egen præstation.
Men Jesus slutter dagens tekst med at sige: for mange er kaldede, men få er udvalgte. At du går ind i vingården skyldes ikke dig selv, men Gud som har udvalgt dig før verdens grundvold blev lagt.
Gud har fra evighed af haft dig for øje og besluttet, hvordan han ville frelse dig ved at sende sin Søn for at lide og dø for dig, ved at lade evangeliet prædike i verden og ved at kalde dig til tro.
Fra først til sidst er din frelse alene Guds fortjeneste. Du kan rigtigt nok selv miste den ved at stole på din egen fortjeneste og benægte Guds lov eller evangelium, men det er alene Gud, der giver dig den.
Det er alene Gud, der bevarer dig i troen ved Helligånden gennem Guds ord. Også her gælder, hvad Jesus siger: Således skulle de sidste blive de første, og de første de sidste. Frelsen er af nåde alene. Den, der vil frelses ved gerninger, går fortabt.
Afslutning
Men når vi er i vingården, må vi selvfølgelig påtage os det arbejde, Herren giver os.
Det sker ikke af tvang eller frygt, men fordi vi har fået lov at være i vingården, er blevet tilgivet vores synder for Jesu lidelses og døds skyld og har det evige liv i vente.
Vi skal altså ikke arbejde, for at få denaren, men fordi vi ved, at vi får den, for Herren har lovet det. Lad os arbejde i vingården i tillid til, at Gud tilgiver os den synd, der stadig er i vores gerninger. For i sig selv fortjener de ingen denar.
Lad os arbejde i tillid til, at Guds nåde og barmhjertighed gør det hele og ikke for at få løn. Og når husbonden kommer, da vil vi med sikkerhed få det evige liv.
