På denne blog kører en debat om Romerkirken som antikrist, hvor det fremføres mod denne lutherske lære om antikristen, at Romerkirken ikke lære, at man retfærdiggøres delvis ved gerninger.
Det blev nævnt i debatten, at Tridentinerkoncilets beslutninger kunne pege på en sammenbladning af tro og gerninger i retfærdiggørelsen.
Hvis man vil læse en ordentlig analyse af Tridentinerkoncilets bestemmelser, kan jeg varmt anbefale den ortodokse lutherske teolog Martin Chemnitzs klassiske efterprøvelse af det.
Tridentinerkoncilets bestemmelser om retfærdiggørelseslæren kan læses her:
Læs f.eks. canon IX, XI og XII:
CANON IX.-If any one saith, that by faith alone the impious is justified; in such wise as to mean, that nothing else is required to co-operate in order to the obtaining the grace of Justification, and that it is not in any way necessary, that he be prepared and disposed by the movement of his own will; let him be anathema.
CANON XI.-If any one saith, that men are justified, either by the sole imputation of the justice of Christ, or by the sole remission of sins, to the exclusion of the grace and the charity which is poured forth in their hearts by the Holy Ghost, and is inherent in them; or even that the grace, whereby we are justified, is only the favour of God; let him be anathema.
CANON XII.-If any one saith, that justifying faith is nothing else but confidence in the divine mercy which remits sins for Christ’s sake; or, that this confidence alone is that whereby we are justified; let him be anathema.
Men hvad så i dag? Har Romerkirken ændret sig med Fælleserklæringen om Retfærdiggørelsen?
Nej. Den officielle katolske katekismus lærer, at det evige liv er en belønning for gode gerninger:
1821 We can therefore hope in the glory of heaven promised by God to those who love him and do his will.92 In every circumstance, each one of us should hope, with the grace of God, to persevere “to the end”93 and to obtain the joy of heaven, as God’s eternal reward for the good works accomplished with the grace of Christ.
Fælleserklæringen om retfærdiggørelsen er en øvelse i tvetydige økumeniske udtryk. Ingen af de centrale udtryk defineres – og striden handler netop om definitionen på “retfærdiggørelse”, “nåde” og “tro”. Retfærdiggørelsen består ifølge fælleserklæringen af både retfærdiggørelse og fornyelse (således pkt. 11 samt 22-24 samt annekset 2 A: Retfærdiggørelsen består i tilgivelse af synden, og i at man bliver gjort retfærdig, idet Gud gennem den “giver det nye livs gave i Kristus”).
“Nåde” defineres heller ikke klart. Romerkikren kan jo sagtens sige, at man retfærdiggøres af nåde alene, men nåden er i romerkirken en indgydt kraft eller habitus, som gør en i stand til at blive retfærdigjort, hvor den i Skriften og luthersk teologi er Guds nådige sindelag mod mennesker. “TRo” defineres heller ikke klart. Den frelsende tro er i Romersk teologi ikke synderens fortrøstning og tillid til synderens forladelse for Kristi skyld, men en tro på hele kirkens lære. Det er denne generelle tro, som frelser i romersk teologi, mens den generelle tro på hele Skriftens lære i luthersk teologi er en frugt af den specifikke tro på syndernes forladelse for Kristi skyld.
Heller ikke i synet på f.eks. frelsesvished har romerkirken gjort indrømmelser, selvom det måske for en umiddelbar betragtning kan se sådan ud. Det eneste en angst synder kan være sikker på, er: that God intends his salvation. (pkt. 36) (se også mit blogindlæg om læren om skriftemålet, hvor dette emne berøres)
Fælleserklæringen har heller ikke trukket Tridentinerkoncilets fordømmelser tilbage, men erklæret, at de, der tilslutter sig den ikke længere falder ind under fordømmelsen (pkt. 41). Så det er snarere sådan, at de “lutheranere”, der har skrevet under, har skrevet under på en uluthersk lære, som ikke fordømmes af Tridentinum. Enhver sand lutheraner kan rose sig af at stå under trindetinerkoncielts og antikristens fordømmelse.
Enhver sand lutheraner bekender, at man alene bliver retfærdiggjort ved at Kristi stedfortrædende retfærdighed og fortjeneste tilregnes ved troen, som stoler derpå. Retfærdiggørelsen er altså alene syndernes forladelse, og fornyelsen er alene en frugt heraf. Og enhver sand lutheraner fastholder, at mennesker ikke af egen magt og kraft kan tro på evangeliet, hverken helt eller delvist, men at det alene er Helligånden, der ved ordet og sakramenterne skaber og bevarer troen.
For den, der vil læse mere om forskellene i synet på retfærdiggørelsen mellem Romerkirken og luthersk teologi, kan jeg anbefale Robert Preus: Justification and Rome