Romerbrevet bibeltime 1 Rom 1,1-17. indledning og tema for Romerbrevet
Du kan høre bibeltimen her: [sc_embed_player fileurl=”https://www.augustanakirken.dk//wp-content/audio/2009-10-01-bibelundervisning-Rom1_1-17.mp3″]
1,1-15 indledende bemærkninger
1,16-17 brevets tema Evangeliet er Guds kraft til frelse!
1,18-3,20 viser Paulus, at alle mennesker er syndere og strafskyldige overfor Gud
3,21-5,21 handler om retfærdiggørelsen
6-8 handler om helliggørelsen, som følger retfærdiggørelsen -åndens kamp mod kødet
9-11 handler om Guds førelse af Israel og hedninger i historien – udvælgelsen
12-16 er specifikke formaninger til de kristne
(Gl. overs.) v 1 Paulus, Jesu Kristi Tjener, Apostel ifølge Kald, udtagen til at forkynde Guds Evangelium,
(Ny overs.) v1 Fra Paulus, Kristi Jesu tjener, kaldet til apostel, udset til at forkynde det evangelium,
Paulus er to ting. Han er Jesu Kristi tjener. Nogen har ment, at der heri også lå at være en slave, som var blevet befriet. Ordet “tjener” kan også mere specifikt betyde slave, men det er usikkert, om det har den specifikke betydning her. Man kunne så sige, at Paulus var frikøbet ved Jesu blod til at være Jesu tjener. Sådan vil nogen fortolke det. I hvert tilfælde kan man sige, at dette at være Kristi tjener gælder alle kristne.
Udover det, er Paulus kaldet som apostel til at forkynde evangeliet. Han blev kaldet ved et umiddelbart kald. Martin Luther skriver i den store Galaterbrevskommentar: “Der er nemlig to former for kaldelse fra Gud; den ene er en formidlet, den anden en umiddelbar. I dag kalder Gud os alle til ordets tjeneste ved en formidlet kaldelse, det vil sige ved en kaldelse, der er formidlet ved et menneske. Apostlene blev derimod kaldet umiddelbart af Kristus selv, ligesom profeterne i det gamle testamente af Gud selv. Apostlene kaldte dernæst deres disciple, som Paulus, Timotheus, Titus o.s.v. Og de kaldte siden biskopper (Titus 1,5f.), og biskopperne deres efterfølgere lige til vor tid og således lige til verdens ende. Det er den middelbare kaldelse, fordi den sker gennem et menneske, og dog er den fra Gud.” Forskellen er altså, at apostlene var kaldet umiddelbart og direkte og havde løfte om, at deres tale og skrift var ufejlbarlig. Og tegnene derpå var undere og tegn. Men ligesom de senere hyrder og lærere, der blev kaldet til at prædike evangeliet, er aposteltjenesten også en tjeneste, der prædiker evangeliet. Nu kaldes hyrder og lærere ikke længere umiddelbart, men gennem kirken. På samme måde blev præsteskabet i GT også kaldet middelbart – gennem en fast norm, som Gud havde givet. I dag har han ikke ladet embedet gå i arv, men han kalder stadig gennem Guds folk.
V 2 hvilket han forud forjættede ved sine Profeter i hellige Skrifter,
v 2 som Gud forud har lovet ved sine profeter i De hellige Skrifter,
Evangeliet er altså ikke noget nyt. Det er ikke sådan, at Gt er loven og NT evangeliet. Evangeliet var forudsagt gennem profeterne lige siden Adam, som hørte løftet fra Gud om, at kvindens afkom ville besejre djævelen gennem sin egen lidelse og atter bringe forholdet til Gud i orden (1 Mos 3,15 – se også Evas forståelse af løftet i 1 mos 4). Her er nøglen til at forstå GT – GT er en lang fortælling om profeter, der blev lovet frelsen og en forberedelse til, at frelseren skulle komme. Ligesom apostlene var profeterne kaldet direkte af Gud og talte ufejlbarligt på Guds vegne. Derfor kunne Guds løfter ved dem skrives i Hellige Skrifter. Og fordi apostlene er kaldet direkte ligesom proferne, er deres Skrifter også hellige, ligesom de profeter, som blev anerkendt af apostlene og givet profetiske nådegaver af dem.
v1:3-5
3 om hans Søn, født af Davids Sæd efter Kødet, 4 kraftelig bevist som Guds Søn efter Helligheds Ånd ved Opstandelse fra de døde, Jesus Kristus, vor Herre, 5 ved hvem vi have fået Nåde og Apostelgerning til at virke Tros-Lydighed iblandt alle Hedningerne for hans Navns Skyld,
v 3 evangeliet om hans søn, Jesus Kristus, vor Herre, som menneske kommet af Davids slægt, v4 i kraft af helligheds ånd stadfæstet som Guds søn med magt og vælde, da han opstod fra de døde. v5 Af ham har vi fået nåde og apostelkald til at føre mennesker i alle folkeslag til troslydighed, hans navn til ære.
Her kommer så indholdet af evangeliet, efter at Paulus har gjort klart, at det er det samme evangelium, som profeterne har forkyndt fra begyndelsen af. Evangeliet handler om Guds søn. Senere hører vi, at det er Guds egen søn (8,32) og at han er Gud selv (9,5).
Han er desuden af Davids slægt efter kødet, dvs. Efter sin menneskelige natur. Han nedstammer fra David og opfylder dermed løfterne i f.eks. 2. Sam 7 om Davids efterkommer, der skal bygge et hus for David. Han er helt of fuldt menneske og trådte frem som et menneske, selvom han var Gud selv.
Men han blev også stadfæstet som Guds søn, da han opstod fra døde. I modsætning til Lazarus, var det en opstandelse i magt og vælde. Lazarus blev opvakt ved Jesu magt, men Jesus stod op ved egen magt og vælde og viste derved, at han er den almægtige selv. Det kan også oversættes (Wierød): Han, Som med vælde er godtgjort at være Guds Søn i kraft, efter helligheds Ånd, ved opstandelse af døde: Jesus Kristus, vor Herre,
Ved opstandelsen er Jesus igen fremtrådt i herlighed. Han havde hele tiden magten, men nu gjorde han igen fuldt ud brug af den. I fornedrelsen brugte han den ikke fuldt ud i sin menneskelige natur, men det gjorde han fra sin opstandelse og frem. Selvom den menneskelige natur havde del i guddommelig kraft fra Gud blev menneske, så var det ved opstandelsen, Jesus viste den fuldt ud. “efter helligheds ånd” står som modsætning til “efter kødet”- det er altså ikke nødvendigvis Helligåndens person, der er tale om. Guds søn er ånd og nu viser han sin guddommelige natur fuldt ud, ligesom han i fornedrelsen først og fremmest viste sin menneskelige natur.
Jesus Kristus, vor Herre – denne Jesus, er de kristnes herre. Det er han både i den forstand, at han er den, der regerer i kirken gennem sit ord. Han har forløst og købt os fra synden og døden og oprettet sit åndelige rige på jorden. Han er det også i den forstand, at vi kristne tjener ham som vores Herre.
Nåde og apostelgerning – Det kan enten ses som to sider af samme sag, hvor apostelgerningen ses som en særlig nådesbevisning, eller det kan ses som forskellige ting. Nåden går da forud for kaldet til tjeneste. Paulus fik nåden, da han blev omvendt og blev så kaldet som apostel. Form¨let med apostelkaldet er bl.a. at føre folkeslagene til troslydighed – se Matt 28,20. Apostlen er forkynder og lærer for alle folkeslag. Og idag bedømmes alle de senere lærere efter disse første lærere, som var kaldet umiddelbart og udrustet med Helligånden til at give dem ordene, de skulle tale med.
6-7 iblandt hvilke også I ere Jesu Kristi kaldede: 7 ¶ Til alle Guds elskede, som ere i Rom, kaldede hellige. Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus!
v6 Blandt dem er også I, som er kaldet til at tilhøre Jesus Kristus. v7 Til alle Guds elskede i Rom, som er kaldet til at være hellige. Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus!
Nu til læserne. Romermenigheden var også kaldet til at tilhøre Jesus Kristus og have ham som herre. De var ved evangeliets forkyndelse kaldet af Gud til tro. Og derfor var de hellige.
v 1:8-10
8 Først takker jeg min Gud ved Jesus Kristus for eder alle, fordi eders Tro omtales i den hele Verden. 9 Thi Gud er mit Vidne, hvem jeg i min Ånd tjener i hans Søns Evangelium, hvor uafladeligt jeg kommer eder i Hu, 10 idet jeg bestandig i mine Bønner beder om, at jeg dog endelig engang måtte få Lykke til Ved Guds Villie at komme til eder.
v8 Først og fremmest takker jeg min Gud ved Jesus Kristus for jer alle, fordi der i hele verden forkyndes om jeres tro. v9 Gud, som jeg i min ånd tjener med evangeliet om hans søn, er mit vidne på, at jeg uophørligt nævner jer i mine bønner v10 og altid beder om, at det med Guds vilje dog endelig må lykkes mig at komme til jer.
Paulus takker sin Gud ved Jesus Kristus. Det er pga. Jesus og ved ham, vi kan komme til Gud. Det er Paulus’ Gud, fordi Paulus stoler på ham. Sådan er troen altid en fortrøstning og tillid til Gud. Rom var en hovedstad, så hvad der skete der lød i hele riget – derfor var rygterne om deres tro også nået ud i hele verden.
Paulus’ bøn og taksigelse er en sag ml. Ham og Gud. Derfor tager han Gud til vidne på, at det er sandt, at han beder uophørligt for romerne. Han beder ligeledes om at måtte komme til dem.
v 11-12
v11 Thi jeg længes efter at se eder, for at jeg kunde meddele eder nogen åndelig Nådegave, for at I måtte styrkes, 12 det vil sige, for sammen at opmuntres hos eder ved hinandens Tro, både eders og min.
v11 For jeg længes efter at se jer, for at jeg kan give jer af Åndens gaver, så at I kan blive styrket, v12 eller rettere: så at vi sammen kan opmuntres ved vor fælles tro, jeres og min.
Grunden til bønnen om, at Paulus gerne vil besøge Rom er, at han gerne vil dele en åndelig nådegave med dem. Det kan være fordi der måske ikke har været en apostel der før (det er der noget, der tyder på). Tungetalen nævnes f.eks. Ikke i kapitel 12, hvor forskellige nådegaver nævnes. Kun profetisk gave nævnes af de ekstraordinære nådegaver, men det kan skyldes, at menigheden er grundlagt af nogen, der har fået den. Eller det kan skyldes, at de har hørt om den og at Paulus selv har den.
Det kan måske også tolkes som en nådegave i bredere forstand, som ordet bruges i 5,15-16 el. 6,23, så det er evangeliet, det handler om, at Paulus vil dele med dem.
v13-15
13 Og jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om, at jeg ofte har sat mig for at komme til eder (men hidindtil er jeg bleven forhindret), for at jeg måtte få nogen Frugt også iblandt eder, ligesom iblandt de øvrige Hedninger. 14 Både til Grækere og Barbarer*, både til vise og uforstandige står jeg i Gæld. 15 således er jeg, hvad mig angår, redebon til at forkynde Evangeliet også for eder, som ere i Rom.
v13 Og det skal I vide, brødre, at jeg tit har sat mig for at komme, men hidtil er jeg blevet forhindret. Jeg ville nemlig gerne høste nogen frugt også hos jer ligesom blandt de andre folkeslag. v14 Både grækere og barbarer, både vise og uforstandige er jeg forpligtet over for. v15 Derfor min iver efter også at forkynde evangeliet for jer i Rom.
Det er ikke manglende interesse, der har gjort, at Paulus ikke har besøgt dem. Han ville hellere end gerne, så han også som hedningernes apostle kunne være til gavn for kirken der og føje nogen til ved evangeliets prædiken. Han er derfor parat til at forkynde evangeliet også i Rom.
v1:16-17
16 Thi jeg skammer mig ikke ved Evangeliet; thi det er en Guds Kraft til Frelse for hver den, som tror, både for Jøde først og for Græker. 17 Thi deri åbenbares Guds Retfærdighed* af Tro for Tro, som der er skrevet: “Men den retfærdige skal leve af Tro.”
v16 For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker. v17 For i det åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro – som der står skrevet: »Den retfærdige skal leve af tro.«
Grunden til, at Paulus gerne vil forkynde evangeliet også i Rom er ydermere evangeliets indhold. Han skammer sig ikke ved evangeliet. Det er det evangelium, han nævnte i begyndelsen: evangeliet om Guds søn, som blev menneske og døde og opstod for os. Evangeliet er en kraft til frelse. Budskabet er altså i sig selv virkekraftigt og frelser. Det er ikke blot information, men en virkelig aktiv kraft, der gør os salige. Den virker troen i mennesker, både jøder og grækere, dvs. hedninger. Hverken jøder eller hedninger kan frelses ved andet end evangeliet og troen derpå. Og evangeliet formår at frelse begge.
Baggrunden for, at evangeliet er en Guds kraft til frelse, er at heri åbenbares Guds retfærdighed – den retfærdighed, der gælder for overfor Gud. Guds retfærdighed er ikke Guds retfærdighed som en egenskab i Gud, ligesom når man taler om en retfærdig Gud. Det er heller ikke en moralsk egenskab ved mennesket. Nej, det er menneskets forhold til Gud og Guds nådige dom over mennesket, der er tale om her.
Guds retfærdighed, retfærdiggørelsen, er den dom, hvormed Gud frikender og benåder et menneske på baggrund af Kristi stedfortrædende opfyldelse af lovens krav og hans stedfortrædende straflidelse. Den retfærdighed modtages ved troen og skyldes ikke gerninger.
Noget, der åbenbares, findes allerede. Her hører vi altså, at guds benådningsdom allerede findes, før den åbenbares for os i evangeliet og modtages i tro. Kristus har allerede vundet den stedfortrædende retfærdighed ved sin opfyldelse af lovens krav og straf. Jesus har vundet retfærdighed for alle mennesker og Gud har erklæret verden retfærdig I Kristus, da han oprejste ham fra de døde. Det er altså ikke sådan, at evangelieforkyndelsen eller troen lægger noget til. Nej, evangelieforkyndelsen åbenbarer og uddeler den retfærdighed, Kristus allerede har vundet ved sit liv, sin lidelse og sin død. Og troen modtager og fortrøster sig til den retfærdighed, som evangeliet åbenbarer. Hvordan skulle man kunne stole på en benådning, som ikke allerede har lydt? Hvis dommen var afhængig af troen, så ville det jo være troen, man skulle stole på og ikke Guds benådningsdom. Men nu står der, at Guds retfærdighed åbenbares – og altså derfor allerede eksisterer. Men ved troen får du del i den, fordi du fortrøster dig til den og stoler på den og derved modtager den. Og i evangeliet åbenbares den for dig, så du kan stole på den.
Denne Guds retfærdighed, som er en kraft til frelse, er temaet i romerbrevet. Men for at vide, at man har brug for at blive benådet, må man først vide, at der er noget at benådes fra. Man må vide, at man er en synder. Derfor begynder Paulus med at beskrive den dystre baggrund for det glædelige evangelium: at alle mennesker er syndere, som står strafskyldige overfor Gud og rammes af hans vrede, hvis ikke Gud griber ind. Det beskriver Paulus i 1,18-3,20
Dernæst beskriver han retfærdiggørelsen i 3,21-5,21
og så beskriver han den retfærdigjortes liv i troen med kamp mod synden og daglig omvendelse og fortrøstning til syndernes forladelse.
Dernæst beskriver han udvælgelsen – hvordan Gud gennem historien har før mennesker til tro og bevaret dem ved hjælp af evangeliet – både det gamle Israel og hedningefolkene.
Dernæst tager han fat i de praktiske forhold i menigheden og komme på baggrund af Guds barmhjertighed med konkrete formaninger til menigheden. Sådan må man først have evangeliet og læren på plads, før man kan begynde at forholde sig til de praktiske ting.