Find bibeltimen og lidt af den efterfølgende samtale nederst i blogindlægget .
Romerbrevet kapitel 4
Paulus har i kapitel 1,18-3,20 vist, at hverken hedninger eller jøder kunne retfærdiggøres ved lovgerninger, men alene ved troen på forløsningen i Jesus Kristus. Nu rejses måske en indvending fra jøderne: hvad med Abraham. Blev han ikke retfærdiggjort ved gerninger. Og hvad de andre fædre. Blev de ikke frelst ved deres gerninger.
1 Hvad skulle vi da sige, at vor Stamfader Abraham har vundet efter Kødet? 2 Thi dersom Abraham blev retfærdiggjort af Gerninger, har han Ros, men ikke for Gud. 3 Thi hvad siger Skriften? “Og Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed.” 4 Men den, som gør Gerninger, tilregnes Lønnen ikke som Nåde, men som Skyldighed; 5 den derimod, som ikke gør Gerninger, men tror på ham, som retfærdiggør den ugudelige, regnes hans Tro til Retfærdighed;
Hvad har Abraham vundet ved at overholde loven, efter kødet. Hvad har han vundet ved sin omskærelse, vil jøderne måske spørge. Jøderne havde Abraham som stamfader efter kødet. Og Gud havde givet et løfte til disse kødelige efterkommere af Abraham for en tid (f.eks. 1 Mos 15,18f). Men formålet var at forberede et større løfte, som Gud havde givet Abraham, nemlig løftet om det åndelige afkom (1 Mos 15,6).
Hvis Abraham s retfærdiggørelse var af gerninger, ville han kunne rose sig af dem. Men Skriften bevidner, at han blev retfærdiggjort ved tro, så han kan ikke rose sig. Abrahams tro var altså ikke en tro, der frelste, fordi den var rosværdig. Abraham blev ikke retfærdiggjort, fordi hans tro var så stor en gerning, at andre var overflødige. Troen er altså ikke en gerning, men en nåde. Der er altså ikke her tale om Abrahams trofasthed eller hans tro på Gud i al almindelighed, som om en delvis opfyldelse af lovens første bud kunne frelse. Sådan forstår mange troen som en generel tro på Guds løfter. I 1. Mos 15,5-6, som Paulus henviser til, står der: 5 Derpå førte han ham ud i det fri og sagde: “Se op mod Himmelen og prøv, om du kan tælle Stjernerne!” Og han sagde til ham: “Således skal dit Afkom blive!” 6 Da troede Abram HERREN, og han regnede ham det til Retfærdighed. Her tales om det åndelige afkom, som skal skabes ud af alle folkeslag, ved det ene afkom, som er Jesus Kristus (1 Mos 22,18, Gal 3,16). Dette løfte om, at alle folkeslag skulle velsignes i Abraham, havde han allerede fået (1 Mos 12,3). Abrahams tro var en tro på den kommende frelser, Jesus Kristus, som allerede var lovet til Adam og Eva, kvindens sæd som skulle knuse slangens hoved. Han skal blive til velsignelse for alle folkeslag og skabe et folk, som skal være Abrahams efterkommere ved troen. Og ligesom Abraham skal de erklæres retfærdige ved troen på Kristus. Og at retfærdiggøre vil sige at erklære retfærdig eller uskyldig, at blive regnet som retfærdig af Gud.Vi hører også, at Abrahams tro var en tro på ham, der retfærdiggør den ugudelige. Abrahms tro var altså heller ikke blot en tro på afkommet, Jesus Kristus, som person, men det var en tro på Guds nåde på grund af afkommet. Det var en tro på den gud, der tilgiver menneskers synder og retfærdiggør ugudelige. Abraham troede på retfærdiggørelsen for Kristi skyld og det blev regnet ham til retfærdighed. Og derfor kunne han ikke rose sig af gerninger. Troen retfærdiggør, fordi den stoler på, at gud tilgiver synden for Kristi skyld. Troen retfærdiggør, fordi den stoler på Kristi retfærdighed, som gælder overfor Gud. Det er dén tro, som alene kan retfærdiggøre mennesker og det er den tro, mennesker er blevet frelst ved siden Adam og Eva.
Paulus fortsætter med endnu et eksempel, nemlig David:
6 ligesom også David priser det Menneske saligt, hvem Gud tilregner Retfærdighed uden Gerninger: 7 “Salige de, hvis Overtrædelser ere forladte, og hvis Synder ere skjulte; 8 salig den Mand, hvem Herren ikke vil tilregne Synd.”
Her har vi altså endnu et eksempel på, at retfærdiggørelsen ved tro også er det gamle testamentes lære. At blive tilregnet retfærdighed vil altså sige at få sine synder tilgivet og ikke tilregnet. At blive retfærdiggjort vil altså sige at blive tilgivet. Det vil sige, at synden bliver skjult af Kristi retfærdighed, som tilregnes syndere. Og den mand, som Herren ikke tilregner skyld er salig, eller lykkelig. Fra Adam og Eva over Abraham til David og frem til Paulus er det altså den samme tro på dén Gud, der forlader synd for Kristi skyld, der prædikes. Nogen vil så måske indvende, at det var på grund af omskærelsen, David kunne regne sig tilgivet. Paulus fortsætter:
9 Gælder da denne Saligprisning de omskårne eller tillige de uomskårne? Vi sige jo: Troen blev regnet Abraham til Retfærdighed. 10 Hvorledes blev den ham da tilregnet? da han var omskåren, eller da han havde Forhud? Ikke da han var omskåren, men da han havde Forhud. 11 Og han fik Omskærelsens Tegn som et Segl på den Troens Retfærdighed, som han havde som uomskåren, for at han skulde være Fader til alle dem, som tro uden at være omskårne, for at Retfærdighed kan blive dem tilregnet, 12 og Fader til omskårne, til dem, som ikke alene have Omskærelse, men også vandre i den Tros Spor, hvilken vor Fader Abraham havde som uomskåren.
David var jo omskåret, so nogle kunne måske bilde sig ind, at saligprisningen kun gjladt de omskårne og ikke de uomskårne. Blev troen kun regnet omskårne til retfærdighed, så omskærelsen var noget, der skulle lægges til troen for at den retfærdiggjorde. Svaret kan afgøres historisk. Abraham de troendes fader, blev retfærdiggjort allerede som uomskåren. Omskærelsen var et segl på den retfærdighed han fik før omskærelsen. Omskærelsen var ikke Abrahams gerning, hvormed han lagde noget til troen. Den var Guds gave. Der står, at han fik omskærelsens tegn. Den var ikke noget, han kunne rose sig af, som jøderne troende, men en gave fra Gud – et tegn fra Gud. Den var et tegn og segl på Guds løfte og testamente til Abraham(1 Mos 17,11). Den var et tegn på guds nådige sindelag, ligesom dåben og de øvrige sakramenter i NT. Abraham blev retfærdiggjort som uomskåren for at han skulle blive fader til både uomskårne og omskårne. Og det var jo netop løftet om at blive fader til mange afkom gennem Jesus Kristus, der blev regnet Abraham til retfærdighed. Alle sandt troende er altså Abrahams børn, hvad enten de er omskårne eller uomskårne.
13 Thi ikke ved Lov fik Abraham eller hans Sæd den Forjættelse, at han skulde være Arving til Verden, men ved Tros-Retfærdighed. 14 Thi dersom de, der ere af Loven, ere Arvinger, da er Troen bleven tom, og Forjættelsen gjort til intet. 15 Thi Loven virker Vrede; men hvor der ikke er Lov, er der heller ikke Overtrædelse. 16 Derfor er det af Tro, for at det skal være som Nåde, for at Forjættelsen må stå fast for den hele Sæd, ikke alene for den af Loven, men også for den af Abrahams Tro, han, som er Fader til os alle
Abraham og Abrahams åndelige børn (hans afkom) fik ikke løftet i kraft af overholdelse af loven eller på grund af deres lydighed mod f.eks. omskærelsen. Nej de fik løftet ved trosreftærdigheden. Fordi Abraham troede løftet skulle han arve jorden. Hvis de, som lever under loven kunne arve jorden ved loven, så ville troen være tom. Hvis man kan frelses ved loven, er evangeliet, løftet, intet værd. Hvis løftet var betinget af overholdelse af loven, ville det føre til vrede – for alle er jo syndere. Men når det ikke er betinget af loven, når loven intet har at sige i løftet, da er der ingen overtrædere. Når loven er opfyldt og den krav borte, da er synden og skylden borte. Derfor kan løftet ikke være betinget af opfyldelse af loven, men i stedet må det gribes ved troen. Kun sådan kunne løftet stå fast for Abrahams børn, både de kødelige, som havde loven, de troende jøder, men også til dem, der er Abrahams åndelige efterkommere, som har troen.
17 (som der er skrevet: “Jeg har sat dig til mange Folkeslags Fader”), over for Gud, hvem han troede, ham, som levendegør de døde og kalder det, der ikke er, som om det var. 18 Og han troede imod Håb med Håb på, at, han skulde blive mange Folkeslags Fader, efter det, som var sagt: “Således skal din Sæd være;” 19 og uden at blive svag i Troen så han på sit eget allerede udlevede Legeme (han var nær hundrede År) og på, at Saras Moderliv var udlevet; 20 men om Guds Forjættelse tvivlede han ikke i Vantro, derimod blev han styrket i Troen, idet han gav Gud Ære 21 og var overbevist om, at hvad han har forjættet, er han mægtig til også at gøre. 22 Derfor blev det også regnet ham til Retfærdighed.
Her henvises til 1 Mos 17,5, som altså ikke går på de kødelige efterkommere, men på de åndelige efterkommere, som skulle blive til ved evangeliet om det ene afkom. Disse skulle blive til ved at blive levendegjort fra deres åndelige død (se ef 2,1f) og blive til af det, som ikke var (Es 48,13). hedningernes omvendelse, som begyndte, da Kristus kom, sker ved Guds almægige ord, når han kalder mennesker til tro.
Og Abraham troede med håb imod håb. Det naturlige håb, forstanden og naturen ville vise ham en anden vej og ikke lade ham tro på, at gud ville opfylde sit løfte om frelseren, som skulle nedstamme fra Abraham og Sara. Men på grund af løftet, som skaber troen, kunne Abraham på løftet. For Gud kalder det frem, som ikke er, ved sit ord. Troen stoler på Guds åbenbarede løfter – og specielt løftet om frelseren, som Abraham troede på. Det var jo dét løfte, som afhang af, at Sara blev med barn. For frelseren skulle være Abraham skødelige efterkommer. Og kun ved denne kødelige efterkommer (1 Mos 22,18), ville løftet om de mange folkeslag gå i opfyldelse. Og fordi Abraham troede på løftet om afkommet, som skulle blive til velsignelse for alle folkeslag og skaffe Abraham åndelige efterkommere, blev det regnet ham til retfærdighed. Abrahams tro var altså en tro på Kristus og Guds retfærdiggørelse ved ham, og derfor blev Kristi retfærdighed også tilregnet ham.
23 Men det blev, ikke skrevet for hans Skyld alene, at det blev ham tilregnet, 24 men også for vor Skyld, hvem det skal tilregnes, os, som tro på ham, der oprejste Jesus, vor Herre, fra de døde, 25 ham, som blev hengiven for vore Overtrædelsers Skyld og oprejst for vor Retfærdiggørelses Skyld.
Men historien om Abraham blev ikke skrevet for Abrahams skyld alene, men for alle troende skyld, som tror på det evangelium, Abraham troede på. Det blev skrevet for alle deres skyld, som Kristi retfærdighed tilregnes, nemlig dem, der, som Abraham tror på Gud, som oprejste Kristus fra de døde.
Det sidste vers kan også oversættes med “på grund af..:” i stedet for “for…skyld”. Betydningen er altså enten, at vores synder var dét, der bragte Jesus til korset og retfærdiggørelsen dét, der virkede hans opstandelse, eller omvendt, at vores synder var målet med hans hengivelse og vor retfærdiggørelse målet med hans opstandelse. Uanset hvilken oversættelse, man vælger, så er det den såkaldte objektive retfærdiggørelse, der er tale om. Hvis man bruger vores oversættelse, er meningen, at Gud ved at oprejse Jesus, erklærede verden retfærdig. Hvis man vælger den anden, så var opstandelsen følgen af, at Gud havde erklæret verden retfærdig, og opstandelsen var dermed beviset på det. Selvom kun en af oversættelserne er rigtige, er begge dele sandt. Det er retfærdiggørlesen set fra to sider. Som Guds dom og den retfærdighed, der gælder overfor gud, eller som guds offentlige erklæring af den retfærdighed, som allerede var vundet i Guds hjerte.