Denne bibeltime er holdt 21.12.2008
Du kan finde undervisningen som lydfil nederest i indlægget.
Baggrund:
Rom 1,18-3,20 Guds lovs dom over synden. Kap. 1 Guds vredes åbenbarelse over al synd. Kap. 2 Guds retfærdige dom over hedninger og jøder. Kap. 3. Ingen retfærdig, ingen forstandig, ingen som søger Gud, loven virker syndserkendelse.
Rom 3,21-4,25. Retfærdiggørelsen. 4,25: givet hen pga. vore overtrædelser og oprejst på grund af vor retfærdiggørelse.
Kap. 5-8. Retfærdiggørelsens følger.
Kapitlet handler altså om hvad det vil sige at være retfærdiggjort.
Repetition: Hvad betyder retfærdiggørelse -at benåde, dømme uskyldig, erklære retfærdig, tilgive, tilregner retfærdighed, ikke tilregne synd, forlade synder.
Freden som følge af retfærdiggørelsen
D31 Romans 5:1 Altså retfærdiggjorte af Tro have vi Fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus, 2 ved hvem vi også have fået Adgang ved Troen til denne Nåde, hvori vi stå, og vi rose os af Håb om Guds Herlighed;
Overskriften er her Fred. Men hvilken fred. Ikke den manglende vrede og fjendskab mod gud endnu(se herom kap. 8). Snarere fred som modsætning til Guds vrede og dom fra kap. 1,18-3,20. Freden er et resultat af retfærdiggørelsen. Fordi vi er dømt retfærdige har vi fred med Gud i stedet for fjendskab. Retfærdiggørelsen er sket ved troen, hvilket ikke vil sige, at troen er grunden til retfærdiggørelsen. Det er altså ikke sådan, at Gud retfærdiggør et menneske fordi det tror. Nej, Gud retfærdiggør alene på grund af Kristus, og troen er blot en tom hånd, som modtager. Ved Kristus har vi fået adgang til nåden og ved troen står vi i nåden, men nåden er ikke blevet til som følge af troen. Og at stå i retfærdiggørelsens nåde, er at have fred med Gud. For når vore synder er forladt er vi forsonet med Gud og har fred med ham.
Og når vi har fred med Gud kan vi også håbe på Guds herlighed. Håbet udspringer altså af troen, som udspringer af nåden i Kristus. Håbet retter sig mod Guds herlighed, som er den herlighed Gud hare og vil give i evigheden, se Rom 8,17, som en arv til Kristi medarvinger. Vi kan altså rose os af vores fremtidige herlighed.
3 ja, ikke det alene, men vi rose os også af Trængslerne, idet vi vide, at Trængselen virker Udholdenhed, 4 men Udholdenheden Prøvethed, men Prøvetheden Håb, 5 men Håbet beskæmmer ikke;
Det er ikke kun den fremtidige herlighed, vi kan rose os af. Også de nuværende trængsler, som står i modsætning til vores kommende herlighed kan vi rose os af. Begrundelsen er det, trængslerne virker, nemlig udholdenhed, prøvethed og håbet om herligheden. Igennem prøvelserne her på jorden bliver vi gjort mere og mere afhængige af Guds nåde alene og styrkes derfor i håbet om herligheden, hvor vi skal miste vort syndige legeme og lidelserne. Men indtil da hjælper lidelserne os til at leve i daglig anger over synden og stadig henflyen til Guds nåde alene.
5b thi Guds Kærlighed er udøst i vore Hjerter ved den Helligånd, som blev given os.
6 Thi medens vi endnu vare kraftesløse, døde Kristus til den bestemte Tid for ugudelige. 7 Næppe vil nemlig nogen dø for en retfærdig – for den gode var der jo måske nogen, som tog sig på at dø -, 8 men Gud beviser sin Kærlighed over for os, ved at Kristus døde for os, medens vi endnu vare Syndere. 9 Så meget mere skulle vi altså, da vi nu ere blevne retfærdiggjorte ved hans Blod, frelses ved ham fra Vreden. 10 Thi når vi, da vi vare Fjender, bleve forligte med Gud ved hans Søns Død, da skulle vi meget mere, efter at vi ere blevne forligte, frelses ved hans Liv, 11 ja, ikke det alene, men også således, at vi rose os af Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi nu have fået Forligelsen.
Det kan ikke her være kærligheden til Gud, da denne ikke er blevet udgydt i vore hjerter, eftersom den ikke eksisterede forud. Der er altså den kærlighed, hvormed Gud elsker og som forklares i det følgende, vers 8 f.eks. håbets sikkerhed skyldes altså, at Guds kærlighed til os er blevet udgydt i os af Helligånden. Dette skete ved troen, da Helligånden bragte Guds kærlighed i Kristus til os. Selvom prøvelserne fører til håb, er det altså ikke sådan, at vi skal finde vished om håbet i, at vi er i trængsler. For trængslerne er ikke bevis på at håbet ikke gør til skamme, ligesom fremgang heller ikke er det. Tværtimo findes beviset i det, troen klynger sig til, nemlig Guds kærlighed, hvorved han skabte fred med os.
Dernæst forklares den Guds kærlighed, som er blevet udgydt i os i vers 6-9. Gud har bevist sin kærlighed ved at lade Kristus dø for os mens vi endnu var syndere, ugudelige og fjender. Dette stilles i modsætning til at nogen vil dø for en retfærdig, sådan som det måske kan forekomme blandt mennesker. Måske vil man give sit liv for sin konge, præsident, eller en man er i familie med, men for en, som er ens fjende, er det det færreste, som vil dø. Ja, de færreste vil enddog dø for en som blot er retfærdig og ikke ovenud god mod en. Men det var altså det, Kristus gjorde. Han døde ikke for os fordi der var en smule godt i os, som han elskede. Han døde ikke for os, fordi vi stadig havde en smule at den oprindelige gudbilledlighed. Nej, han døde for os, mens vi endnu var ugudelige, syndere og Guds fjender. Han døde mens vi var under Guds vrede og dom.
Og når Kristus er død, som vor stedfortræder under Guds vrede, så er vi retfærdiggjorte og bliver derved frelst fra Guds vrede. Retfærdiggørelsen og forligelsen er her to sider af samme sag. AT være retfærdiggjort vil sige at have fred med Gud og at være forligt vil sige at være retfærddiggjort.
Når Gud viste os kærlighed, mens vi var syndere, hvor meget mere vil han så ikke vise os krælighed, nu da vi er retfrædiggjorteNår vi er retfærdidggjorte, kan vi altså stole på, at Gud også vil holde fred med os og frelse os fra sin kommende vrede.
Og derfor kan vi rose os af Gud og glæde os over den fred vi har med ham.
Adam og Kristus, fredsforstyrreren og fredsstifteren:
12 Derfor, ligesom Synden kom ind i Verden ved ét Menneske, og Døden ved Synden, og Døden således trængte igennem til alle Mennesker, efterdi de syndede alle; 13 thi inden Loven var der Synd i Verden; men Synd tilregnes ikke, hvor der ikke er Lov; 14 dog herskede Døden fra Adam til Moses også over dem, som ikke syndede i Lighed med Adams Overtrædelse, han, som er et Forbillede på den, der skulde komme.
Apostlen sammenligner her Adam og Kristus, og han begynder med at forklare omAdam, hvordan synden og dermed døden kom ind i verden. Døden trængte igennem til alle mennesker fordi alle har syndet i Adam. Adams synd er ikke Adams alene, men også vores. Derfor bliver alle set som syndere af Gud. For at bevise at døden gælder alle mennesker og at alle har syndet i Adam, henviser apostlen til, at også før loven blev åbenbaret for Moses og man kunne opregne synden, døde mennesker. Det var altså ikke først, da mennesker blev bevidste om loven, de begyndte at synde og blev skyldige, men de var allerede skyldige i Guds øjne fra Adam af. Og sådan også med os. Vi bliver ikke først fjender af Gud, når vi bliver voksne og lærere Guds lov at kende med vores fornuft. Fra undfangelsen af, er vi under døden og Guds vrede og har derfor ikke fred med Gud, når vi bliver født. Den fred må vi først få gennem Kristus og dåben. Adams synd alene er nok til at dømme alle mennesker til døden og Guds vrede, ligesom også hver enkel synd gør det, fordi det er den hellige og almægtige Gud, synden sker imod. Adam kaldes nu et forbillede på Kristus, selvom der er store forskelle.
15 Men det er ikke således med Nådegaven som med Faldet; thi døde de mange ved den enes Fald, da har meget mere Guds Nåde og Gaven i det ene Menneskes Jesu Kristi Nåde udbredt sig overflødig, til de mange. 16 Og Gaven er ikke som igennem en enkelt, der syndede; thi Dommen blev ud fra en enkelt til Fordømmelse, men Nådegaven blev ud fra mange Fald til Retfærdiggørelse. 17 Thi når på Grund af dennes Fald Døden herskede ved den ene, da skulle meget mere de, som modtage den overvættes Nåde og Retfærdigheds Gave, herske i Liv ved den ene, Jesus Kristus.
Paulus modstiller nu Adam med Kristus. Ligheden mellem de to består i, at ligesom Adams synd blev tilregnet hans efterkommere, dem som er i Adam, sådan bliver Kristi retfærdighed også tilregnet og arvet af dem, som tilhører Kristus. Det er en arvesynd ligesom det er en arveretfærdighed. Forskellen består i, at Den ene var en nådegave og den anden et fald og at nådegvaen er større end faldet. Nådegaven fører nemlig til evigt liv og salighed, fordi den fører til retfærdiggørelse.
Ligesom alle mennesker blev dømt skyldige i Adam, sådan har Gud også i Kristus straffet skylden og for hans lidelses og døds skyld i ham dømt verden uskyldig. Det var det, der skete ved hans opstandelse, hvori Gud, fordi synden var sonet og betalt, erklærede ham og os i ham uskyldige, ligesom vor skyld var blevet straffet i ham. Og derved erhvervede Kristus retfærdighedens gave til os, ligesom Adam var skyld i dommen og døden for alle mennesker. Kristi lidelse og død kaldes derfor også det nye testamente(også kaldet pagt, hvilket er en dårlig oversættelse), fordi han heri har efterladt os sin retfærdighed, ligesom Adam efterlod os sin skyld.
18 Altså, ligesom det ved éns Fald blev for alle Mennesker til Fordømmelse, således også ved éns Retfærdighed for alle Mennesker til Retfærdiggørelse til Liv. 19 Thi ligesom ved det ene Menneskes Ulydighed de mange bleve til Syndere, så skulle også ved den enes Lydighed de mange blive til retfærdige. 20 Men Loven kom til, for at Faldet kunde blive større; men hvor Synden blev større, der blev Nåden end mere overvættes, 21 for at, ligesom Synden herskede ved Døden, således også Nåden skulde herske ved Retfærdighed til et evigt Liv ved Jesus Kristus, vor Herre.
Paulus fortsætter sammenligningen og konkluderer på den. Her modstilles Adams fald med Kristi retfærdighed. Adams fald bestod i hans synd og skyld. Kristi retfærdighed består både i, at han aktivt handlede retfærdigt i vores sted, som vores stedfortræder, hvor vi har syndet, altså i hans lydighed, i at han overholdt Guds lov helt og fuldt. Dette gjorde han stedfortrædende for alle menensker, og Gud tilregnede det dengang alle mennesker, dvs. Gud så på Kristi stedfortrædende opfyldelse af loven og erklærede at det var gjort for alle mennesker. Samtidig består hans retfærdighed også i hans passive lydighed, dvs. i at han bar vores skyld og straf og led både Guds vrede svarende til, hvad alle menensker ellers måtte lide i helvede og døden. Begge disse to sider, hans opfyldelse af lovens krav og af dens straf, tog Gud imod og erklærede derfor i Kristus verden retfærdig. Kristus har så at sige vundet en stedfortrædende retfærdighed for hele verden ved at Gud har modtaget hans offer og i ham tilgivet alle verdens synder. Og den retfærdighed er vores fred med Gud. Forligelsen, freden med Gud består altså i, hvad Kristus har gjort for os, at han har opfyldt lovens klrav og båret syndens straf for os og derved købt en evig retfærdighed til os. Ved troen får vi del i denne retfærdighed, som uddeles gennem nådemidlerne.