Helliggørelse – en frugt af retfærdiggørelsen
Hvad skulle vi da sige? skulde vi blive ved i Synden, for at Nåden kunde blive desto større? 2 Det være langt fra! Vi, som jo ere døde fra Synden, hvorledes skulle vi endnu leve i den?
Apostlen har færdiggjort sin behandling af retfærdiggørelsen og behandler nu den indvending, at retfærdiggørelsen af nåde alene skulle føre til et umoralsk liv og at man bliver ligeglad med synden og bliver i den. Den indvending kender vi måske også, når vi klart bekender læren om retfærdiggørelsen af nåde for Kristi skyld alene. Der må føjes mere til – ellers forbliver mennesker i synden. Evangelikale, pietister og romersk-katolske tror ikke på evangeliets kraft til at forandre mennesker – de vil have loven landet ind i evangeliet og frembringe gode gerninger med den – fordi de ikke stoler på, at det frie evangelium virkelig forvandler mennesker. De vil ikke have en billig, men en dyr nåde, siger de. Men den billige og den dyre nåde er egentlig to sider af samme sag – det er begge en lovisk nåde. Spørgsmålet er blot, hvor lidt/meget, den kræver. Den billige nåde er ligeglad med synden og vil blive i den. Den dyre nåde, tror, at den kan slippe ud af synden eller i hvert tilfælde hjælpe til. Men den gratis nåde forvandler kolde og hårde menneskehjerter til kødhjerter.
Det er disse loviske mennesker, som spørger: kan vi så bare blive i synden. Det gamle menneske vil kun gøre det nødvendige til selvfrelse, da det ikke elsker Gud, men kun sig selv. Derfor spørger det uigenfødte menneske: hvor lidt kan jeg nøjes med. Dem, som ikke vil have syndernes forladelse, men syndernes tilladelse er dybest set loviske og viser, at de ikke har forstået nåden. Derfor reagerer Paulus skarpt og svarer: Nej! En kristen er død fra synden, tilgivet synden og skylden. Derfor tjener en kristne ikke længere synden. Han er dø med Kristus og tilregnet hans død
3 Eller vide I ikke, at vi, så mange som bleve døbte til Kristus Jesus, bleve døbte til hans Død? 4 Vi bleve altså begravne med ham ved Dåben til Døden, for at, ligesom Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens Herlighed, således også vi skulle vandre i et nyt Levned. 5 ¶ Thi ere vi blevne sammenvoksede med ham ved hans Døds Afbillede, skulle vi dog også være det ved hans Opstandelses, 6 idet vi erkende dette, at vort gamle Menneske blev korsfæstet med ham, for at Syndens Legeme skulde blive til intet, for at vi ikke mere skulde tjene Synden. 7 Thi den, som er død, er retfærdiggjort fra Synden*. 8 Men dersom vi ere døde med Kristus, da tro vi, at vi også skulle leve med ham, 9 efterdi vi vide, at Kristus, efter at være oprejst fra de døde, ikke mere dør; Døden hersker ikke mere over ham. 10 Thi det, han døde, døde han én Gang fra Synden; men det, han lever, lever han for Gud. 11 Således skulle også I anse eder selv for døde fra Synden, men levende for Gud i Kristus Jesus.
Dåben forbinder os med Kristi død, så hans død og begravelser er vores død og vores begravelse. Vi er døde fra synden, fordi vier er døde fra skylden. Da Jesus døde betalte han syndens straf og fjernede vores skyld. Når vi ved dåben har del i Jesu død, er vore overtrædelser tilgivet (Kol 2,12) og derfor er vi også oprejst med ham, som ved sin opstandelse blev benådet som vor stedfortræder. Ligesom han lever og er retfærdiggjort fra synden, som blev tilregnet ham, sådan skal vi også leve etnyt liv, hvor skylden, som skilte os fra Gud er borte og vi kan elske og tjene Gud i kærlighed. Vi er nemlig retfærdiggjort fra synden (beærk problematisk oversættelse i 1992-oversættelsen), fordi vi er døde med Kristus. Det er retfærdiggørelsen, der er grundlagt for, at vi nu kan elske Gud. Som Jesus fik vores synd ved sin død og døde vores død, sådan får vi nu hans død og hans opstandelse i dåben, så hans stedfortrædende død og opstandelse bliver vores. Og har vi den, så skal vi også leve et helt nyt liv.
Det gamle menneske blev korsfæstet med Kristus, blev slået ihjel, fordi vi er døbt til hans død. Derfor skal vi ikke længere tjene synden, men anse os for at være døde fra synden. For gamle Adam, der var syndens slave er korsfæstet og et nyt menneske er blevet til.
Kristus havde stået i relation til synden og båret byrden af al vores synd og skyld, da han døde én gang for synden. Nu er synden og skylden slettet fra ham, den har ingen magt over ham mere, som den havde magt over ham, da den knuste ham på korset og slog ham ihjel. Nu har han besejret synden og skylden og dens magt. Hans samvittighed er ren fra den, synd, som lev lagt på den og han kan leve for Gud i kærlighed. Sådan er vi også levende for Gud.
I stedte for at lægge loven til som noget, der skal supplere evangeliet og fremdrive gode gerninger, henviser Paulus altså til dåben, hvor vi er retfærdiggjorte, forenede med Kristus ved hans død og opstandelse, så skylden og syndens magt er borte og vi kan leve et nyt liv ved Kristi opstandelse, hvormed han besejrede synden og skylden for os som vores stedfortræder.
12 ¶ Så lad da ikke Synden herske i eders dødelige Legeme, så I lyde dets Begæringer; 13 fremstiller ej heller eders Lemmer for Synden som Uretfærdigheds Våben; men fremstiller eder selv for Gud som sådanne, der fra døde ere blevne levende, og eders Lemmer som Retfærdigheds Våben for Gud. 14 Thi Synd skal ikke herske over eder I ere jo ikke under Lov, men under Nåde.
Dette er den praktiske konsekvens af det foregående. Efterosm den troende er forenet med kristus med frugten af hans død og opstandelse ved dåben, må de bryde med synden. Synden er stadig i menneskelegemet. Den kristne er altså ikke pludselig blevet syndfri. Selvom der er et nyt menneske, som lever for Gud, er synden der stadigvæk. Men den skal ikke længere herske. Den skal ikke længere kunne bruge menneskelegemet i uretfærdighedens tjeneste, men vores legeme skal i stedet være retfærdighedens våben og redskab, fordi vi er døde fra synden og opstået med Kristus, fordi vi er levendegjort fra at være døde i synden. Der er altså to sider af helliggørelsen: 1. at dræbe synden og kontrollere den; 2 at leve for Gud sig stille sig til rådighed for retfærdigheden. Vi er levendegjort fra den åndelige død ved genfødslen 8Ef. 2,1)
Vi får altså ikke det nye liv ved hjælp af loven strusler eller vores egen kamp mod synden. Nej, men fordi vi er under nåde, er vi også gjort åndeligt levende, så vi ikke mer elsker synden. For loven med dens trusler kunne ikke fjerne synden. Den kunne kun gøre synden større. Den, som forsøger at leve efter loven vil blot hade Gud mere og mere og elske sig selv mere og mere. Først når skylden er væk og vi har fået et nyt liv – er blevet opvakt fra vores åndelige død, kan vi begynde at tjene Gud. Loven kræver alt af os, men giver os ingen kræfter til at efterleve den. Evangeliet, nåden, kræver intet, men giver os både viljen og kraften til at tjene Gud. Er man kommet til tro på evangeliet, så ønsker man også at tjene Gud og tager kampen op mod kødet, så man dagligt slår det ihjel, så et nyt menneske kan opstå. Se katekismens forklaring af, hvad dåben betyder:
For det fjerde: Hvad betyder det da, at der bruges vand ved dåben?
Det betyder, at den gamle Adam i os skal druknes ved daglig anger og bod og dø med alle synder og onde lyster, og at der i stedet for daglig skal fremkomme og opstå et nyt menneske, som skal leve evigt for Gud i retfærdighed og renhed.
Hvor står det skrevet?
Apostlen Paulus siger til romerne i det sjette kapitel: “Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at, at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv.”
I Tjeneste for retfærdigheden
15 ¶ Hvad da? skulde vi Synde, fordi vi ikke ere under Lov, men under Nåde? Det være langt fra! 16 Vide I ikke, at når I fremstille eder for en som Tjenere til Lydighed, så ere I hans Tjenere, hvem I lyde, enten Syndens til Død, eller Lydighedens til Retfærdighed? 17 Men Gud ske Tak, fordi I have været Syndens Tjenere, men bleve af Hjertet lydige imod den Læreform, til hvilken I bleve overgivne. 18 Og frigjorde fra Synden bleve I Retfærdighedens Tjenere.
Apostlen vil igen afvise en misforståelse, nemlig dén, at nåden giver én tilladelse eller licens til at synde. Skal vi synde, fordi loven ikke længere er herre over os? Skal vi overtræder Guds bud, fordi vi ved, at vi retfærdiggøres af guds nåde alene. Igen afviser apostlen denne ide. Og han argumenterer med, at at man er en slave af dén, man tjener, hvad enten det er synden eller retfærdigheden. Vil man lade synde herske i sit legeme, da bliver man igen syndes træl. Frihed til at synde er ikke frihed. Det er ikke frihed fra loven, men trældom under synden. For da gøre man, hvad der er syndes og djævelens vilje. Du har ikke valget mellem din egen, Guds og syndes vilje, men kun mellem syndens og Guds vilje. Og underkaster du dig igen syndes vilje, så du gør synden, da vil du ikke være hersker over synden, men synden vil herske over dig. Lader du synden herske over dig, da bliver det til død og ikke til retfærdighed. Dén, der tjener synden er mere bundet end den, der tjener retfærdigheden. For retfærdighedens tjenere er vi blevet af hjertet. Det er ltså ikke ved lovens ydre tvang og trusler, vi er blevet lydige mod evangeliets lære, men af hjertet. Lydigheden af hjertet mod evangeliets lære, er intet andet end troen. Og det er troen, som også sætter fri fra synden og giver kærlighed til retfærdigheden, så vi bliver retfærdighedens tjenere. Vi er sat fri fra synden, fordi vi er sat fri fra skylden, så vi nu kan være retfærdighedens tjenere.
19 Jeg taler på menneskelig Vis på Grund af eders Køds Skrøbelighed. Ligesom I nemlig fremstillede eders Lemmer som Tjenere for Urenheden og Lovløsheden til Lovløshed, således fremstiller nu eders Lemmer som Tjenere for Retfærdigheden, til Helliggørelse! 20 ¶ Thi da I vare Syndens Tjenere, vare I frie over for Retfærdigheden. 21 Hvad for Frugt havde I da dengang (af) Ting, ved hvilke I nu skamme eder; Enden derpå er jo Død. 22 Men nu, da I ere blevne frigjorde fra Synden og ere blevne Guds Tjenere, have I eders Frugt til Helliggørelse og som Enden derpå et evigt Liv; 23 thi Syndens Sold er Død, men Guds Nådegave er et , evigt Liv i Kristus Jesus, vor Herre.
Paulus har brugt det stærke udtryk, “retfærdighedens tjener/slave”. Dette udtryk “slave” bruges ellers først og fremmest negativt, selvom paulus har lagt en positiv betydning i, ved at skrive “af hjertet”. Paulus har brugt udtrykket for at gøre sagen klar for sine læsere, hvis kød er skrøbeligt. Som hedningekristne, som flere af dem var, havde de en tilbøjelighed til at misbruge evangeliet til kødelig sikkerhed og umoral, og det var derfor nødvendigt at bruge dette ligefremme sprogbrug, at de bliver syndens trælle, hvis de stiller deres legemer til rådighed for synden.
Da de var hedninger, stillede de deres legemer til rådighed for synden, som både er urenhed og lovløshed. Som urenhed, besudler den sjæl og legeme og som lovløshed er den et brud på Guds lov. Modsætningen til lovløshed er retfærdigheden og modsætningen til urenhed er helliggørelsen. De kristne skal fremstille deres legemer som retfærdighedens tjenere til helliggørelse, dvs. til forbindelse med Gud, som Guds tempel.
Da vi var syndens tjenere, var vi frie overfor retfærdigheden – ikke i objektiv forstand. Gud vil stadig holde enhver synder ansvarlig for sin uretfærdighed. Men man var fri i den forstand, at man ikke tjente retfærdigheden, men synden. Synderen følte sig ikke bundet af retfærdigheden, men var fri fra denne.
Hvilken frugt havde de – ingen. Der kom intet af de ting, som de nu skammer sig over. Urenheden satte ingen gode frugter gav dem intet godt. Synden gavner os ikke, som det loviske menneske tror, som bilder sig ind, at synden er gode ting, som gud ikke under os. Synden fører intet godt med sig. Og enden på synden er død, ikke blot den legemlige død, men også den åndelige og den evige død.
Nu, da de er blevet Guds tjenere, er frugten deraf ikke døden, men evigt liv. Den, som er blevet lydig mod evangeliet, dvs. kommet til tro, får evigt liv. Men indtil det evige liv kommer, er frugten helliggørelse. Her i livet er den første frugt, at helligånden tager bolig i os og vi helliggøres – renses fra synden til at være Guds bolig. Og dernæst er frugten i sidste ende evigt liv. Det evige liv er altså ikke frugten af helliggørelsen, men de er begge frugter af, at vi er gået fra at være syndes slaver til at være Guds slaver ved troen. Helliggørelsen er en proces, som følger af, at vi én gang er gået fra at være syndens slaver til at være slaver af Gud og hans lære, dvs. at vi er kommet til tro og er blevet retfærdiggjorte.
Nu bruger Paulus begrebet “løn” eller sold, som resultatet af synden. Den, som er under syndens herredømme får døden, den evige død som sin velfortjente løn. Det modsatte er dog ikke tilfældet. Det evige liv er ikke en løn, en betaling for det retfærdige liv, men Guds nådegave. Der står ikke blot syndernes løn, men syndens løn. Det er ikke blot de enkelte gerningssynder, der fører til død, men det er grundsynden, arvesynden. Et liv under syndens herredømme fører altså til, at vi får som fortjent, mens et liv i troen fører til evigt liv, som en gave fra Gud.