1 Hvad er da Jødens Fortrin? eller hvad gavner Omskærelsen?
Sidste gang hørte vi, at jøderne ikke kunne flygte fra lovens dom, blot fordi de havde loven og var omskårne. Omskærelsen på legemet gavnede ikke, hvis den ikke blev fulgt af hjertets omskærelse, troen på dét løfte, omskærelsen var et segl på. En jøde kunne indvende, at det var i strid med jødernes forrang. Paulus møder nu denne indvending. Spørgsmålet er, hvad jødernes fortrin er. Hvad får de ud af at være Abrahams efterkommere og en del af det jødiske folk. Paulus svarer:
2 Meget alle Måder; først nemlig dette, at Guds Ord er blevet dem betroede.
Jødernes vigtigste fortrin er, at de har fået Guds ord betroet. Men hedningerne kun havde Guds lov delvis i naturen, havde jøderne både Guds åbenbarede lov og Guds evangelium. Evangeliet var jo, som vi hørte i 1,1-2 allerede givet som løfte til profeterne. Det var jo ikke sådan, at man blev frelst ved loven på gt-lig tid. Nej formålet med Guds åbenbarede ord dengang som i dag var at frelse mennesker gennem lov og evangelium. Jøderne blev frelst ved troen på løftet om frelseren.
3 For hvad om nogle var utro, skal da deres Utroskab gøre Guds Trofasthed til intet?
Paulus imødegår nu en anden indvending. De fleste jøder havde været utro mod Guds ord. De havde ikkeholdt sig til Guds ord, men gang på gang var de faldet fra og havde forkastet Guds lov og evangelium. Ophæver det nu Guds trofasthed, så Guds løfter er betinget af menneskers lydighed. Er Guds ord en aftale eller pagt, som forudsætter begge parter. Eller er det et ensidigt løfte eller testamente.
4 Det være langt fra! Gud må være sanddru, om end hvert Menneske er en Løgner, som der er skrevet: “For at du må kendes retfærdig i dine Ord og vinde, når du går i Rette.”
Paulus svarer nej. Guds trofasthed mod sine løfter og sit ord ophæves ikke af jøderne ulydighed og frafald. Gud har ikke trukket sine løfter tilbage. Når jøderne dømmes, betyder det ikke, at Gud er holdt op med at være trofast mod sine løfter. Snarere viser modsætningen mellem Guds barmhjertighed og jødernes frafald, hvor stor Guds sanddruhed er.
5 Men dersom vor Uretfærdighed beviser Guds Retfærdighed, hvad skulle vi da sige? er Gud da uretfærdig, han, som lader sin Vrede komme? (Jeg taler efter menneskelig Vis).
Men hvis jødernes ulydighed og frafald viser Guds trofasthed og sanddruhed, hvorfor skal de så alligevel dømmes. Er Gud uretfærdig, når han straffer og dømmer, hvis den ulydighed, han straffer og dømmer, i virkeligheden kun giver Gud ære og viser, Guds storhed. Paulus svarer:
6 Det være langt fra! For hvordan skal Gud ellers kunne dømme Verden?
Hvis dette gjorde Gud retfærdig, ville Gud ikke kunne dømme verden. Og det gør Gud. Derfor er svaret nej. Paulus giver sig selv som eksempel:
7 Men dersom Guds Sanddruhed ved min Løgn er bleven ham end mere til Forherligelse, hvorfor dømmes da jeg endnu som en Synder?
Hvorfor skal han dømmes som en synder, hvis hans løgn bekræfter Guds andhed. Han argumenterer, som en synder vil gøre på dommedag: hvorfor skal mennesker dømmes som syndere, hvis deres synd har bidraget til Guds ære. Gud burde være tilfreds med, at menneskers synd bidrager til hans ære og herlighed. Svaret ligger i spørgsmålet: Paulus – og alle andre – er syndere. Den hellige og retfærdige Gud kan ikke gøre andet end straffe synderen- Ellers ville han ikke være retfærdig.
8 Og hvorfor skulde vi da ikke, som man bagvasker os for, og som nogle sige, at vi lære, gøre det onde, for at det gode kan komme deraf? Sådannes Dom er velforskyldt.
Samme argumentation fortsættes: Hvis jøderne mente at kunne undskylde sig med Guds ære, så ville det samme gælde for alle, og man kunne frit synde for derved at ære Gud. Den logiske konklusion ville være, at synden var årsag til det gode. Sådan en holdning beskyldte man de kristne for dengang, som man gør i dag. Den vantros konklusion på læren om retfærdiggørelsen er, at man uden videre kan leve i synd for at syndernes forladelse og Guds ære må blive desto større. Men det er en misforståelse af læren om retfærdiggørelsen og derfor går de, der tror på den, fortabt. Tror man, at man kan leve i synd og dermed gøre Guds ære større, dømmes man til fortabelse.
9 Hvad da? have vi noget forud? Aldeles ikke; vi have jo ovenfor anklaget både Jøder og Grækere for alle at være under Synd,
Paulus var selv jøde og spørger nu, om jøderne har nogen forrang frem for andre. Mens de havde det fortrin, at de havde fået Guds ord betroet og derfor havde bedre muligheder for at høre det, så har de ikke nogen forrang frem for Gud. Tværtimod, så gør Guds ord dem blot uden undskyldning, som vi hørte i kapitel 2. Alle, både jøder og grækere er under syndens herredømme.
Paulus dokumenterer det nu ved henvisning til Skriften
10 som der er skrevet: “Der er ingen retfærdig, end ikke een;
Der er ingen retfærdig, ingen der ikke synder. Alle mennesker er skyldige overfor Gud.
11 der er ingen forstandig, der er ingen, som søger efter Gud;
Der er ingen med sand kundskab om Gud. Hedningernes visdom og filosofi, kan kun skabe afguder, som vi hørte i kapitel 1. De hævdede at være vise, men undertrykte endog den sandhed, Gud havde givet i den naturlige åbenbaring.
Der er ingen som søger Gud. Der er ingen, som i sandhed søger Gud. At tale om søgergudstjenester er altså forkert, hvis det betyder, at man tror, at mennesker kan søge Gud. Det eneste mennesker finder ved deres egen søgen og stræben er tilfredsstillelse af deres farisæiske selvretfærdighed.
12 alle ere afvegne, til Hobe er de blevet uduelige, der er ingen, som øver Godhed, der er end ikke een.”
Alle er veget fra Guds lov og er blevet uduelige i åndelig henseende. Ingen øver godt overfor Gud, men alle synder.
13 “En åbnet Grav er deres Strube; med deres Tunger øvede de Svig;” “der er Slangegift under deres Læber;”
14 “deres Mund er fuld af Forbandelse og Beskhed;”
Synden viser sig ikke blot i tanker, men også i ord og handlinger. Deres strube er en åben grav, fuld af død. Deres sind ønsker kun at skade med deres tunge. Bagtalelse, løgn og ondskabsfuldhed er deres ord fyldt med.
15 “rappe ere deres Fødder til at udøse Blod;
16 der er Ødelæggelse og Elendighed på deres Veje,
De kan ikke vente med at udgyde deres næstes blod, eller at skade og ødelægge deres næstes liv eller legeme. De ønsker at udnytte og ødelægge.
17 og Freds Vej have de ikke kendt.”
Et fredeligt liv med deres næste i tilgivelse og velsignelse, søger de ikke, modsat de salige, vi har hørt om i dag.
18 “Der er ikke Gudsfrygt for deres Øjne.”
Her er grundsynden, som er kilde til de andre synder: de frygter ikke Gud og ærer og dyrker ikke Gud, som de burde. Et menneske, som frygter Gud vil forsøge at leve efter hans bud
19 Men vi ved, at alt, hvad Loven siger, taler den til dem, som er under Loven, for at hver Mund skal stoppes og hele Verden blive strafskyldig for Gud,
Særligt jøderne, men også hedningerne er under loven. Men formålet med loven e rikke at frelse, sådan som jøderne tror, som roser sig af loven. Nej, det den taler til dem, der er under loven er dom. Dødens formål er at hele verden – jøder som hedninger – må komme til at stå strafskyldige overfor Gud. Hver mund skal stoppes. Ingen skal kunne påstå sig uskyldige overfor Gud, men hver eneste mund stoppes til.
20 fordi intet Kød vil blive retfærdiggjort for ham af Lovens Gerninger; for ved Loven kommer Erkendelse af Synd.
Og hvorfor. Fordi intet kød, ingen synder, vil kunne retfærdiggøre sig ved hjælp af loven. Ingen vil kunne blive erklæret retfærdig og uskyldig ved lovens gerninger, for målt med Guds lov er alle syndere. Lovens formål er nemlig et andet: at virke syndserkendelse. Loven skal vise mennesker, at de er syndere. Loven skal ikke vise mennesker vejen til retfærdiggørelse, men behovet for retfærdiggørelse. Loven skal ikke frelse mennesker, men dømme dem til fortabelse. Loven skal vise behovet for frelse, ikke vejen til frelse. Loven kræver, men giver ikke. Loven dømmer og straffer, men benåder ingen. Hele formålet med den første del af Romerbrevet kulminerer med at vise, hvad formålet med loven er: at afsløre synden. Målet med afsløringen af hedningers og jøders synd var at virke syndserkendelse hos jøder og hedninger. Nu vender Paulus sig så til evangeliet:
Evangeliet
21 Men nu er uden Lov Guds Retfærdighed åbenbaret, om hvilken der vidnes af Loven og Profeterne.
Efter at have bevist, at loven ikke kan frelse, fortsætter Paulus nu med at fortælle, hvad er kan frelse. Selvom alle mennesker er under lovens fordømmelse, er der stadig håb om frelse, nemlig i evangeliet. Uden loven er Guds retfærdighed åbenbaret. Den retfærdighed, der tales om her er ikke lovens retfærdighed. Det er Guds retfærdiggørelse, den som vi hørte om i 1,17. Det er retfærdigheden overfor Gud, som Gud selv giver. Det er den retfærdighed, som tilregnes os, som Kristus har vundet ved sit liv, sin lidelse og død. Retfærdiggørelse er ikke en moralsk forbedring i mennesket men en domshandling, hvor Gud erklærer et menneske uskyldigt overfor sig. Denne retfærdiggørelsesdom eller benådning eksisterer allerede hos Gud, men er blevet åbenbaret i evangeliet. Og den var allerede bevidnet i loven og profeterne, det gamle testamente, hvis formål var et pege netop på denne retfærdiggørelsesdom.
22 nemlig Guds Retfærdighed ved Tro på Jesus Kristus, for alle og over alle dem, som tro; thi der er ikke Forskel.
Den retfærdighed, der tales om, er den, der fås ved tro på Jesus Kristus. Det er alene ved troen, man får del i denne retfærdighed. Det er ved troen, den tilregnes den enkelte. Troen stoler på og fortrøster sig til den retfærdighed, der åbenbares i evangeliet og modtager den. Enhver,som tror får denne retfærdighed,. Uanset hvor stor hans eller hendes synder er, uanset om man er jøde eller græker. Der er ingen forskel
23 Alle have jo syndet, og mangler Æren fra Gud,
For ale har syndet og mistet Guds herlighed – den oprindelige retfærdighed og herlighed. Ingen har noget, de kan prale af overfor Gud og fortjene hans benådning med. Men alle er syndere, også de troende.
24 og de blive retfærdiggjorte uforskyldt af hans Nåde ved den Forløsning, som er i Kristus Jesus,
Retfærdiggørelsen gives altså uforskyldt – gratis – af Guds nåde – dvs. Guds velbehag – som er kilden til barmhjertighed. Og det er muligt ved forløsningen i Jesus Kristus. Forløsning vil bogstaveligt talt sige befrielse ved betaling af en løsesum, ligesom hvis man skal løskøbe et gidsel. Jesus har løskøbt os fra Guds vrede ved at betale prisen for vore sjæle (Matt 20,28; Mark 10,45; 1 Tim 2,6; Tit 2,14) Og denne pris var hans dyrebare blod (Ef 1,7; Kol 1,14; 1 Pet 1,18-19). og måden hvorpå han betalte denne pris beskrives i det følgende:
25 hvem Gud fremstillede som Sonemiddel ved Troen på hans Blod for at vise sin Retfærdighed, fordi Gud i sin Langmodighed havde båret over med de forhen begåede Synder,
Jesus er sonemidlet eller nådestolen (Lev 16,30), som nådestolen, der dækkede pagtens ark var et billede på. Her stænkede ypperstepræsten offerblod på på forsoningsdagen for at sone folkets synder. Jesus er den fuldkomne nådestol – han er ypperstepræst, offer og nådestol i en person. Jesus har opfyldt alle typerne i det gamle testamentes ofre, da han udgød sit blod som en løsesum for alle verdens synder. Sådan blev han den sande mellemmand mellem Gud og mennesker, som skjuler al vores synd, skyld, skam og nøgenhed overfor Gud og har vundet en fuldkommen forløsning for alle mennesker. Og den forsoning bliver vores ejendom ved troen . Gud ser på sin søns dyrebare blod gennem hvilket aller verdens synder er sonet, gennem hvilket alle syndere frelses fra synd, skyld, vrede og fortabelse. Og på grund af dette blodige offer og Jesu fyldestgørende betaling erklærer han syndere retfærdige og hellige.
26 for at vise sin Retfærdighed i den nærværende Tid, for at han kunde være retfærdig og retfærdiggøre den, som er af Tro på Jesus.
Efter at have forklaret retfærdiggørelsens grundlag, viser Paulus nu dens mål. Gud vil vise sin retfærdighed for verden. Guds iboende retfærdighed kunne ikke tilfredsstilles ved andet end dette blodige offer, efter at han havde båret over med tidligere synder. Mennesker kunne leve i synd hele deres liv uden at blive straffet i dette liv. I enkelte tilfælde straffede Gud synden – også i dette liv. Men generelt bar han over med den og udgød ikke sin vrede over verden, som han vil gøre på dommedag. Straffen var gemt til Jesus Kristus, som blev alle menneskers stedfortræder og bar Guds vrede og dom over alle menneskers synder. Gud er både retfærdig og retfærdiggørende, når han straffer Jesus. Han er retfærdig, fordi synden straffes og han retfærdiggøre på grund af Jesus. Gud retfærdiggør mennesker ved at erklære dem rene og retfærdige for Kristis skyld. Denne retfærdiggørelse bliver den enkeltes ejendom ved troen.
27 Hvor er så vor Ros? Den er udelukket. Ved hvilken Lov? Gerningernes? Nej, men ved Troens Lov.
Der er ikke noget at prale af, når både jøder og hedninger er syndere, som må retfærdiggøres af Guds nåde ved tro for Kristi skyld. Hvis frelsen skete ved gerninger, så kunne man måske rose sig. Men ingen kan frelses ved gerninger. Når frelsen sker af Guds nåde alene uforskyldt ved troen, så er der ikke nogen, der har noget at rose sig af. Troen er altså heller ikke noget man kan rose sig af. Den er Guds gave og heller ikke en grund til ros. Den er heller ikke en gerning, hvormed man fortjener Guds nåde. Retfærdigførelsen, hvormed Gud erklærer og dømmer mennesker uskyldige for Kristi skyld ved troen.
28 Vi holde nemlig for, at Mennesket bliver retfærdiggjort ved Tro, uden Lovens Gerninger.
29 Eller er Gud alene Jøders Gud? mon ikke også Hedningers? Jo, også Hedningers;
30 så sandt som Gud er een og vil retfærdiggøre omskårne af Tro og uomskårne ved Troen.
Om man er jøde eller græker, frelses man alene af nåde. . Fordi der kun er en Gud, er der også kun en frelsesvej – ved troen.
31 Gøre vi da Loven til intet ved Troen? Det være langt fra! Nej, vi hævde Loven.
Her vender Paulus tilbage til anklagen om at gøre loven ugyldig. Han gør det modsatte. Alle dem, der vil frelses ved loven bliver nødt til at gøre lovens krav mindre end de er. Men loven kræver ikke 70% lydighed i tanker, ord og gerninger. Den kræver 100% lydighed – og enhver overtrædelse må straffes. Ved læren om retfærdiggørelsen for Kristi skyld sker loven sin fulde ret – straffen for alle menneskers synd er båret af stedfrotræderen.