Find bibeltimen som mp3-fil nederst.
Romerbrevet 8:1-39 Så er der da nu ingen Fordømmelse for dem, som ere i Kristus Jesus. 2 Thi Livets Ånds Lov frigjorde mig i Kristus Jesus fra Syndens og Dødens Lov. 3 Thi det, som var Loven umuligt, det, hvori den var afmægtig ved Kødet, det gjorde Gud, idet han sendte sin egen Søn i syndigt Køds Lighed* og for Syndens Skyld og således domfældte Synden i Kødet, 4 for at Lovens Krav skulde opfyldes i os, som ikke vandre efter Kødet, men efter Ånden.
“Så” peger tilbage på det foregående. Man kunne forstå det sådan, at siden en kristen stadig synder pga. kødet, så pådrager de sig også dagligt Guds vrede og kan aldrig være sikre på deres nådestand. Hertil svarer Paulus nu, at der ikke er fordømmelse for den, som er i Kristus. Og at være i Kristus vil sige at være iklædt Kristus: Galatians 3:27 27 Thi I, så mange som bleve døbte til Kristus, have iført eder Kristus. At være iklædt Krstus ved dåben vil sige at være iklædt hans retfærdighed, som dækker din synd, ligesom en kappe dækker ens legeme. Den, der er i Kristus falder ikke ud af nåden, hver gang han synder, medmindre han igen bliver en lydig slave af synden. Men den kristne, som tror evangeliet og kæmper mod synden falder ikke ud af nåden, når han falder i synd. Den, som igen og igen må erkende som Paulus i kapitel 7, at synden er der og som ikke synes at se nogen forbedring kan fortrøste sig til, at er han i Kristus, så er der ingen fordømmelse. Selvom en kristen altså beder om tilgivelse hver dag følger ikke, at man er under dommen, indtil man har erkendt synden – for vi synder hele tiden. Men den, som er ubodfærdig og ikke vil erkende synden, falder naturligvis ud af nåden.
For livets ånds lov har gjort mig fri – det er ikke længere synden og loven, der styrer den kristne. Selvom den kristne mod sin vilje igen og igen gør det, han ikke vil, er det Ånden som er den egentlige kontrollerende faktor. Og det er tegnet på, at man er genfødt. Hvor Ånden er, der bringer den livet i Kristus. Ved Ånden er vi døde fra synden og har fået del i opstandelsen.
Dét, loven ikke var i stand til, nemlig at frelse og give nyt liv, pga. det syndige kød, gjorde Gud, da han sendte sin Søn. Kødet gjorde det umuligt for loven at være til nogen gavn. Loven kunne ikke gøre et menneske retfærdigt og heller ikke skænke et menneske åndeligt liv, så det lever efter loven. Loven var magtesløs pga. kødet og kunne kun slå ihjel.
Men Gud sendte sin Søn i syndigt køds lighed. Jesus var ikke en synder, men tog vort kød på sig, så han fremstod som en synder og i ham fordømte Gud synden i kødet. Gud lod sin vredes dom ramme Jesus i stedet for os. Her viste gud sin retfærdighed og straffede alle menneskers synd. Og fordi syndens skyld og forbandelse er væk, er syndens herredømme også væk. Derfor kan kristne, når de vandre i Åndens liv, leve efter loven, selvom de med kødet tjener synden.
5 Thi de, som lade sig lede af Kødet, hige efter det kødelige; men de, som lade sig lede af Ånden, hige efter det åndelige. 6 Thi Kødets Higen er Død, men Åndens Higen er Liv og Fred, 7 efterdi Kødets Higen er Fjendskab imod Gud, thi det er ikke Guds Lov lydigt, det kan jo ikke heller være det. 8 Og de, som ere i Kødet, kunne ikke tækkes Gud. 9 ¶ I derimod ere ikke i Kødet, men i Ånden, om ellers Guds Ånd bor i eder. Men om nogen ikke har Kristi Ånd, så hører han ham ikke til. 10 Men om Kristus er i eder, da er vel Legemet dødt på Grund at Synd, men Ånden er Liv på Grund af Retfærdighed. 11 Men om hans Ånd, der oprejste Jesus fra de døde, bor i eder, da skal han, som oprejste Kristus fra de døde, levendegøre også eders dødelige Legemer ved sin Ånd, som bor i eder.
I denne sektion modstilles ånden og kødet og de, som lever efter disse to. De, som er styret af kødet, higer efter det, som har med kødet at gøre, mens, de som lader sig lede af Åndeen, higer efter det åndelige. Som vi har set før, formåede loven ikke at gøre mennesker villige til at følge budene. Den kristne for så vidt som hane r kristen, dv.s det nye menneske, vil følge budene og spørger ikke som det loviske menneske: hvor meget? Eller hvor lidt? Ved genfødslen gør Gud uvillige mennesker villige. Igen kan vi tænke på invendingen, at kristne blot kan synde for at nåden bliver større. Dette er på sin vis også en del af svaret herpå: nej, de åndelige higer efter det åndelige. De åndelige søger Guds vilje, ikke pga, frygt for straf, men pga. evangeliet.
Målet med kødet er er døden. De kødelige glæder vil til sidst resultere i den evige død. Åndens mål er liv og fred. Det åndelige liv er ikke årsagen til freden med Gud, men d to gives til det åndelige liv. Den, som lever i ånden har fred med Gud og evigt liv med ham.
Kødet vil fjendskab med Gud.
At kødet fører til død skyldes, at det vil fjendskab med Gud og ikke er lydig mod hans lov. Det kan kødet ikke være og derfor kan den kødelige heller ikke være det. Kødets natur er at sætte sig op mod Gud og hans lov. Sådan er det naturlige menneske langt værre end en sten i forhold til Gud. Det er Guds fjende, som aktivt bekæmper ham.
De, som er i kødet kan ikke behage Gud, fordi de ikke kan og ikke vil opfylde Guds lov, men er Guds fjende.
De kristne er derimod anderledes. I er ikke i kødet, men i Ånden. Selvom den en kriste stadig har kødet, er det ånden, der leder ham. Hvis Helligånden bor i hjertet, lever den kristne også åndens liv. Hvis ikke Ånden bor i et menneske, hører det menneske ikke Kristus til. Et menneske må være genfødt ved vand og Helligånd og leve Åndens liv. Ellers er vedkommende ikke en kristen.
Konklusionen er, at hvis Kristus er i os ved Helligånden, så er kødet dødt, under dødens herredømme og skal forgå, mens ånden, det nye menneske er liv og har evigt liv pga. Jesu fuldkomne retfærdighed, som det er iklædt og som fjerner skylen og synden. Ved troen på Kristus har den troende evigt liv. Bemærk treenigheden her, som alle var en del af oprejsningen af Jesus og også skal oprejse de troende, ligesom hele treenigheden var aktiv i omvendelsen. Vores herliggørelse og opstandelse har sin basis i jesu opstandelse. Fordi vi er i ham, som er erklæret fri fra synden og døde, skal vi også herliggøres med ham.
12 ¶ Altså, Brødre! ere vi ikke Kødets Skyldnere, så at vi skulde leve efter Kødet; 13 thi dersom I leve efter Kødet, skulle I dø, men dersom l ved Ånden døde Legemets Gerninger, skulle I leve. 14 Thi så mange som drives af Guds Ånd, disse ere Guds Børn. 15 I modtoge jo ikke en Trældoms Ånd atter til Frygt, men I modtoge en Sønneudkårelses Ånd, i hvilken vi råbe: Abba, Fader! 16 Ånden selv vidner med vor Ånd, at vi ere Guds Børn. 17 Men når vi ere Børn, ere vi også Arvinger, Guds Arvinger og Kristi Medarvinger, om ellers vi lide med ham for også at herliggøres med ham.
Vi skylder altså ikke kødet at leve efter det. Vi har ikke nogen forpligtelse til at stille kødets lyster, som man næsten kan høre mennesker sige i dag. Hvis vi begynder at leve efter kødet og lader kødet regere, så vi igen bliver dets trælle, vil vi gå fortabt – gå den åndelige død i møde. Alternativet er ikke, at vi kæmper i egen kraft, men at vi ved Ånden dræber legemets gerninger, dvs. ved anger og tro på evangeliet. Enhver, som drives af Ånden er Guds barn og døder legemets gerninger, ikke af frygt for straf, men i tillid til Guds nåde. Det er Guds nåde og visheden derom, som gør os i stand til at dræbe legemets gerninger – ikke frygten, som kommer af loven og uvisheden. Gud er vores Fader og derfor kan vi dræbe legemts gerninger. Og Ånden vidner sammen med vores ånd om at det er tilfældet. Det gør Ånden i ordet og dåben og i vore hjerter, som Ånden tager bolig i ved disse midler.
Og fordi vi er børn, er vi også arvinger – tænk på, at Jesus har indstiftet et testamente for os, som gør, at vi har Kristi arv, Kristi barnekår, ligesom han tog vores synder-kår.
18 ¶ Thi jeg holder for, at den nærværende Tids Lidelser ikke ere at regne imod den Herlighed, som skal åbenbares på os. 19 Thi Skabningens Forlængsel venter på Guds Børns Åbenbarelse. 20 Thi Skabningen blev underlagt Forfængeligheden, ikke med sin Villie, men for hans Skyld, som lagde den derunder, 21 med Håb om, at også Skabningen selv skal blive frigjort fra Forkrænkelighedens Trældom til Guds Børns Herligheds Frihed. 22 Thi vi vide, at hele Skabningen tilsammen sukker og er tilsammen i Veer indtil nu.
Alle de kristnes lidelser i denne verden er intet at regne i forhold til den kommende verdens herlighed.
I denne verden ser Guds børn ikke ud til at være herligere end andre, der for venter hele skabningen på, at de skal blive åbenbaret. Kirken er skjult, fordi den er under korset og blandet med onde og hyklere.
Indtil den dag er hele skabningen under forgængeligheden pga, syndefaldet. Hele skabningen venter på forløsningen herfra. For nu tjener det alt sammen synden i menneskers hånd. Men også skabningen skal sættes fri fra syndefaldets konsekvenser. Dommedag vil bringe forløsningen til skaberværket, dvs. naturen.
23 Dog ikke det alene, men også vi selv, som have Åndens Førstegrøde, også vi sukke ved os selv, idet vi forvente en Sønneudkårelse, vort Legemes Forløsning. 24 Thi i Håbet bleve vi frelste. Men et Håb, som ses, er ikke et Håb; thi hvad en ser, hvor kan han tillige håbe det? 25 Men dersom vi håbe det, som vi ikke se, da forvente vi det med Udholdenhed. 26 ¶ Og ligeledes kommer også Ånden vor Skrøbelighed til Hjælp; thi vi vide ikke, hvad vi skulle bede om, som det sig bør, men Ånden selv går i Forbøn for os med uudsigelige Sukke. 27 Og han, som ransager Hjerterne, ved, hvad Åndens Higen er, at den efter Guds Villie går i Forbøn for hellige.
Men ikke blot skabningen, også de kristne sukker efter forløsning. For selvom vi allerede nu har barnekår, venter vi på at få hele arven, når vores legemer forløses fra synden og døden. Vi er sikre på vores endelige frelse og vores fulde nydelse af barnekår hos Gud.
Men dette er noget vi har i håbet. Dvs. det er noget fremtidigt. Håbet skal ikke her forstås som noget usikkert, men netop som sikekr voshed om, at løftet opfyldes. Det særlige ved håbet er, at vi ikke ser det opfyldt, ikke at vi er usikre om dets opfyldelse. Ja, håbet er netop, at vi venter med udholdenhed, fordi vi ved, at løftet opfyldes.
Nu fortsætter Paulus med at pege på, at Ånden også kommer os til hjælp i vores skrøbelighed. Selvom vi er sikre på håbets opfyldelse, kæmper vi med usikkerheden og anfægtelserne om at holde fast ved løftet. Og her kommer Ånden os til hjælp. Når vi end ikke ved, hvad vi med rette skal bede om, fordi vi er tynget af anfægtelser og kors, ved Ånden det og går i forbøn for os. Helligånden er vores forbeder, som ved, hvad vi har brug for og beder faderen om det. Vores bønner er ofte utilstrækkelige, men Gud giver os ikke kun det, vi ved at bede om, men også dét, Ånden ved, at vi har brug for.
Derfor er det også godt med nedskrevne bønner. For vi ved ikke altid, hvad vi skal bede om – og bønner, som er gennemsyrede af Guds ord kan være en hjælp.
28 ¶ Men vi vide, at alle Ting samvirke til gode for dem, som elske Gud, dem, som efter hans Beslutning ere kaldede. 29 Thi dem, han forud kendte, forudbestemte han også til at blive ligedannede med hans Søns Billede, for at han kunde være førstefødt iblandt mange Brødre. 30 Men dem, han forudbestemte, dem kaldte han også; og dem, han kaldte, dem retfærdiggjorde han også; men dem, han retfærdiggjorde, dem herliggjorde han også.
Et yderligere argument for den troendes trøst i denne verdens trængsler er Guds forudbestemmelse. Dem, som er kommet til tro elsker også gud, som frelste dem og er blevet deres fader. Og det er dem, som er kaldet efter Guds beslutning. Det er dem, Gud har bestemt at kalde til tro fra evighed af. Apostlen taler her ikke om dem, der forkaster evangeliet. Det skyldes ikke, at gud ikke har villet deres frelse. Han taler om de troende. Deres frelse skyldes Guds udvælgelse. Se Ef 1,4ff.
Om disse, som er kaldet hedder det, at Gud kendte dem forud. Her er ikke tale om, at Gud forud vidste, at de ville tro og derfor udvalgte dem, men om at han kendte dem, dvs. kendte dem som sine egne. Han kendte dem og forudbestemte han før verdens grundvold til i i tiden at blive frelst. Gud havde ikke blot bestemt at frelse dem men også hvordan – nemlig gennem ordet. Han forudbestemte dem til at live ligedannet med sin Søn – dvs. til at få den fulde herlighed som Guds børn. Målet var altså herliggørelsen som Guds børn.
Og forudbestemmelsen førstes ud i livet ved at gud kaldte dem gennem evangeliet og ved troen retfærdiggjorde dem. Kaldet medførte deres tro og troen virkede retfærdiggørelsen. Og retfærdiggørelsen medfører herliggørelsen, som var det endelige mål med forudbestemmelsen. Derfor kan en kristen være sikker på sin kommende herlighed. Så sandt som gud har kaldet dig, har han også forudbestemt dig til at blive ligedannet med sin Søn og så vil han også herliggøre dig.
31 ¶ Hvad skulle vi da sige til dette? Er Gud for os, hvem kan da være imod os? 32 Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvorledes skulde han ikke også med ham skænke os alle Ting? 33 Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som retfærdiggør. 34 Hvem er den, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja, meget mere, som er oprejst, som er ved Guds højre Hånd, som også går i Forbøn for os. 35 Hvem skal kunne skille os fra Kristi Kærlighed? Trængsel eller Angst eller Forfølgelse eller Hunger eller Nøgenhed eller Fare eller Sværd? 36 som der er skrevet: “For din Skyld dræbes vi den hele Dag, vi bleve regnede som Slagtefår.” 37 Men i alt dette mere end sejre vi ved ham, som elskede os. 38 Thi jeg er vis på, at hverken Død eller Liv eller Engle eller Magter eller noget nærværende eller noget tilkommende eller Kræfter 39 eller det høje eller det dybe eller nogen anden Skabning skal kunne skille os fra Guds Kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.
Det er konklusionen og klimaks af hele kapitlet. Konklusionen er, at hvis gud er for os, så er der ingen, som kan være imod os, dvs. det har ingen effekt, hvis de er det. Hvad er beviserne: 1. At Gud ikke sparede sin egen Søn. Gud hengav sin Søn for at frelse os, ja Gud sparede ham ikke, men forede ham for vores skyld. ´Dét, om noget, beviser Guds kærlighed, at Gud er for os. 2. Gud har udvalgt og retfærdiggjort os. Derfor kan ingen fordømme os. For Kristus er død for vores synder skyld, han er oprejst som vores retfærdighed, han er opsteget til Guds højre hånd og regerer alt til vores bedste og går også i forbøn for os. Det beviser alts sammen, at intet kan skille os fra Kristi kærlighed. Ingen af de ydre trængsler, der møder en kristen har magt til at skille os fra Kristi kærlighed, og Gud kendte dem forud, som han også har sagt ved profeterne. Sådan går det guds folk i denne verden, men hverken disse ydre trængsler eller død, liv, engle eller magter kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus. Derfor kan en kroisten være frimodig i mødet med trængslerne og kæmpe videre mod kødet