Hermed endnu nogle refleksioner over evangelikal, romersk og luthersk sakramentsteologi:
I sammenhænge, hvor sakramenterne benægtes eller forties som de nådemidler, der gør os sikre på, at vi har syndernes forladelse, erstatter man tit sakramenterne med noget andet, som får denne funktion.
I stedet for dåben, hvor Gud erklærer mennesker for at være hans barn, får man så omvendelses- eller genfødselsoplevelsen eller man indføre en bede-til-frelses-bøn. I stedet for Guds objektive nådemiddel sætter man en subjektiv oplevelse eller beslutning. Ens tro kommer dermed dybest set til at grunde sig på, om oplevelsen nu var rigtig nok eller om beslutningen nu var taget godt nok.
I stedet for tilgivelsen i skriftemålet og nadveren, vil man ofte indføre f.eks. en menneskefokuseret og/eller ekstatisk lovsang, som man bruger til at forvisse sig om Guds nærvær. I stedet for at søge Guds nærvær og visheden om hans nåde og venskab i de midler, hvor Gud objektivt har sagt, at han vil være, søger man at overbevise sig om hans nærvær ved menneskelige virkemidler som f.eks. musik. Igen bliver der tale om et pseudo-sakramente, som reelt tager sakramenternes plads.
I stedet for at vende blikket udad mod Guds objektive løfter i ordet og sakramenterne vender man blikket indad efter subjektive følelser, oplevelser eller viljesbeslutninger som dét, der skal give vished om, at man er i et ret forhold til Gud.
Sådan er mange karismatiske og evangelikale sammenhænge. Men også pietistiske sammenhænge, som måske ikke formelt benægter den lutherske sakramentslære kan alligevel ved at fortie den og ved at flytte de kristnes åndelige hjem til missionshuset reelt skabe samme praksis.
I protest imod dette har jeg desværre både i Danmark og udlandet oplevet menensker, som reagerer ved at gå til Romerkirken. Man tror, at man her får objektive nådemidler. men faktum er, at man lige så lidt her som i evangelikalismen kan finde vished i nådemidlerne for syndernes forladelse. Ja, en romersk-katolsk må slet ikke vide sig sikker på syndernes forladelse. Den romersk-katolske kirke formår at gøre de sande sakramenter til falske subjektive sakramenter, som ikke giver objektiv vished om syndernes forladelse.