Martin Luther skriver i sin indledning til salme 22:”Den 22. salme er en profeti om Kristi lidelse og opstandelse og om evangeliet, som hele verden skal høre og tage imod. Og mere end ethvert andet Skrift viser den klart hen til Kristi pinsel og kors, hvordan hans hænder og fødder er gennemboret og hans lemmer er udstrakte, som man kunne tælle dem gennem huden. Sådan noget finder man intetsteds hos de andre profeter så klart, og derfor er den også en af hovedsalmerne. Den hører til i det første bud, for den forkynder den ny gudstjeneste og er indbefattet i den første og anden bøn.”
Salmen er profetisk og er ord talt af Messias om sin fremtidige lidelse og død. Der er ikke tale om ord, der både gælder David og Messias, men om Messias’ enestående lidelse for alle menneskers synder.
Det er direkte profeti, som skulle give Guds folk i det Gamle Testamente tillid til, at den kommende Messias skulle betale for deres synd. På den måde berører spørgsmålet om bl.a. Messiassalmerne som direkte profeti læren om retfærdiggørelsen.
Også GT’s folk blev alene frelst ved troen på Jesus Kristus, den lovede Messias. Og også Gts folk kom alene til tro på Messias ved forkyndelsen af Messias’ frelsergerning. Derfor er det afgørende, at vi også tror, at den vitterligt blev forkyndt tydeligt og klart for GT’s folk.
v. 1 Til Sangmesteren. Efter “Morgenrødens Hind”*. En Salme af David.
Nogen har ment at “Morgenrødens hind” var en melodiform (bl.a. den nye overættelse), men salmen har en del dyresymbolik, så det er snarere temaet for salmen, der angives. Messias sammenlignes med en jaget hind.
Hinden jages igennem salmen af tyre, bøfler, hunde og løver. Hinden er altså et billede på den jagede og lidende Messias.
Derfor er morgenrøden det sandsynligvis også. Nogen har forstået det sådan, at den gik på, at Jesus blev dødsdømt tidligt om morgenen. Men snarere er det et billede på lykken, der igen tilsmiler den ulykkesramte. Sådan bruges det nogen steder i Skriften (Es 58,8: Som Morgenrøden bryder dit Lys da frem, da læges hastigt dit Sår, foran dig vandrer din Retfærd, HERRENS Herlighed slutter Toget).
v 2 Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern.
Hvem er det, der taler her? Fra vers 2-22 hører vi om hans lidelser. Fra vers 23 hører vi om, at han vil kundgøre Guds navn for sine brødre på grund af Guds indgreb. I vers 28 hører vi om, at hele jorden skal vende sig til Herren og i vers 30 at de skal tilbede ham alene.
Hvem kan det være andet end Jesus Kristus, som efter sine lidelser opstår og forkynder frelsen, så mennesker af alle folkeslag vender sig til Herren. Hedningernes omvendelse er i Det Gamle Testamente generelt et tegn på Messias-tiden.
Men her hører vi altså først om hans lidelse. Da Jesus hænger på korset, gør han altså ikke Davids generelle klage til sin. I stedet er salmen her en direkte profeti om Jesu lidelse, som Kristus ved sin Ånd har indgivet David.
Mens evangelisterne beskriver de ydre begivenheder omkring Jesu lidelser, får vi her lov at se lidelserne indefra – fra Jesu side. Mens mørke skjulte jorden fra den sjette til den niende time, ramtes menneskesønnen af et endnu større mørke. Ordet “forlade” betyder oftest at forkaste (eng. Abandon, forsake), når Gud er grundled. nolge steder kan folket Israel være genstandsled (Jer 12,7:Mit Hus har jeg opgivet, bortstødt min Arvelod, givet min elskede hen i hendes Fjenders Hånd.) eller en enkelt konge (2. Krøn. 32,31). Ordet kan også bruges om mennesker, der forlader/forkaster Herren (Dom 2,12-13: de forlod HERREN, deres Fædres Gud, som havde ført dem ud af Ægypten, og holdt sig til andre Guder, de omboende Folks Guder, og tilbad dem og krænkede HERREN).
Ordet betyder altså ikke nødvendigvis at forlade i betydningen være fraværende, som når nogen siger, at helvede er dét sted, Gud ikke er. Snarere er der taler om at forkaste/fordømme/svigte.
Gud står ikke længere sin søn bi med sin nåde og bistand, men forkaster ham og vender sig mod ham i fjendskab. Det engelske abandon/forsaken dækker bedre end det danske “forlade”.
Gud overgav Messias til sine fjender. Men ikke nok med det. Han trak også al sin kærlighed og godhed tilbage fra frelseren. Alle mennesker oplever noget af Guds godhed i skaberværket, når Gud lader det regne over både retfærdige og uretfærdige.
Men den korsfæstede mærkede ikke mere noget af Guds godhed – alene hans vrede og dom. Han mærkede de fortabtes vrede og dom i helvede, mens han hang på korset, fordi han led som alle menneskers stedfortræder. I modsætning til martyrer, som frimodigt går i døden i tillid til Guds nåde, gik Jesus døden i møde under Guds forbandelse – uden nogen trøst, men med helvedsangsten og helvedskval. I dette øjeblik kan han ikke selv fatte, “hvorfor”. Guds rådslutning, har hans skjult for sig selv – for sin menneskelige natur i fornedrelsen. Men midt i fortvivlelsen, hvor endog målet for det hele er skjult, råber han: “min Gud, min Gud”.
Luther skriver, at han ikke kan huske dette dobbelte udtryk andre steder i Skriften. Midt i helvedskvalen og angsten råber Jesus “min Gud, min Gud” – Gud er stadig hans Gud, selvom Gud har forkastet ham. Selv da Gud forkastede Jesus, forkastede Jesus ikke Gud.
Midt i den passive lydighed – hans lidelse- , ser vi hans aktive lydighed – hans opfyldelse af Guds lov. Han opfylder det første bud og stoler på Gud alene.
Hans lidelse var uskyldig og selv midt i lidelsen forbandede og forkastede han ikke Gud, men forblev fri af synden. Hermed overvandt han Guds vrede og dom for os, så vi går fri. Jesus har taget alle menneskers skyld og synd på sig og på sin samvittighed, så han bar alle menneskers helvedsstraf på korset.
Intet menneske kan i fortabelsen råbe min Gud. Men fordi Kristus har gjort det, kan vi, når vi fortvivler og føler det, som om Gud har forkastet os, også kalde Gud vor Fader.
Han råber om hjælp, men hjælpen kommer ikke.
v 2b-3 Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern. Min Gud, jeg råber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.
Temaet i vers 2a udfoldes. Messias skriger om hjælp, men hjælpen er fjern fra ham. Det er en uafbrudt råben om hjælp – dag og nat. Selvom lidelsen kun varede et par timer, var det som en evighed – for han bar Guds vrede svarende til, hvad vi fortjener i evighed. Gud har vendt sig helt fra ham og lytter ikke til hans bøn og tryglen om hjælp. Han finder ingen hvile og ro, men må finder sig under Guds anklage og fjendskab uden lindring. Hans lidelse kan ikke tænkes værre. (og kan slet ikke sammenlignes med nogen lidelse David eller andre har følt).
4 Og dog er du den hellige, som troner på Israels Lovsange. 5 På dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem; 6 de råbte til dig og frelstes, forlod sig på dig og blev ikke til Skamme. 78 alle, der ser mig, håner mig, vrænger Mund og ryster på Hovedet: 9 “Han har væltet sin Sag på HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham.” Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe;
Gud er hellig og ophøjet over alle mennesker og skabninger. Og dog bøjer han sig ned og frelser den ringe. Esajas 57,15: Thi så siger den højt ophøjede, som troner evigt, hvis Navn er “Hellig”: I Højhed og Hellighed bor jeg, hos den knuste, i Ånden bøjede for at kalde de bøjedes Ånd og de knustes Hjerte til Live. Fordi Gud både er hellig og almægtig, og har frelst fædrene, troner han på Israels lovsange. Lovsangene handler om Guds frelsergenringer og på dem troner Gud, som han tronede over keruberne. Lovsangene er bekendelse – de siger, hvad Gud har sagt og bringer ham nær derved. Og Gud frelste fædrene, som forlod sig på ham og råbte til ham. Gud forlader ikke den, som stoler på ham. Netop her ser vi modsætningen mellem Kristus og David. Gud frelste David i nøden, men lod sin retfærdige Søn lide. Og dét sådanne lidelser, at han må bekende, at han er en orm, ikke et menneske. På ham ligger overmenneskelige lidelser: Esajas 52,14 Som mange blev målløse over ham, – så umenneskelig ussel så han ud, han ligned ej Menneskenes Børn –
Hvis Gud elsker ham og han er Guds søn, så må Gud eller han selv frelse ham. Det vil Gud ikke gøre. Det er bitter sarkasme: han, som hævder at have Guds velbehag og være Kristus elv, ham forkaster og forlader Gud. For mennesker, der vil have en herlighedsmessias, var dette en forargelse og dårskab. Og i denne lidelse må Kristus selv spørge “hvorfor”. Hvorfor går det ham anderledes end fædrene, der stolede på herre. Hvorfor frier Gud ikke ham af lidelsen som de andre. Hvorfor frelser Gud ham ikke.
10-12 10 Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst; 11 på dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud. 12 Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper!Messias tager her fat i hånen – at han stoler på Herren. Gud har velbehag i ham. Gud lod ham føde og hvile ved sin Moders bryst i tryghed. Gud holdt sin beskærmende hånd over ham, indtil hans time var kommet. Sådan hørte vi på de uskyldige børns dag på Julesøndag, hvordan Gud holdt sin hånd over barnet og førte det ud af Betlehem fra Herodes myrderier. Messias nævner sin Moder tre(fire) gange, men ingen menneskelig Fader. Han er kvindens afkom, Jomfruens barn, men ikke en menneskelig Faders søn. Til gengæld kan han sige om Gud: fra Moders Liv var du min Gud. Dette er sandt både subjektivt og objektivt. Forholdet til Gud er uændret. De kan ikke adskilles, for Messias er Gud selv – Faderen er i ham og han i Faderen. Og subjektivt holder Messias Gud fast på, at han stadig er hans Gud. Han fortrøster sig stadig på Gud og opfylder det første bud, som han har gjort fra Moders liv. Fra Moders liv til korset var Gud hans Gud. Han syndede ikke, men stolede i alt på Herren. Det er ubegribeligt for os, hvordan den samme person kan være forkastet og forladt af Gud og samtidig være i fællesskab med Gud og stole på Gud. Midt i forkastelsen stoler han stadig på Herren og råber om hjælp.
13 Stærke Tyre står omkring mig, Basans vældige omringer mig, 14 spiler Gabet op imod mig (som) rovgriske, brølende Løve(r).Messias sammenligner sine fjender med dyr – Basans tyre. Løve er egentlig ental, så man kan overveje, om det er en enkelt fjende (Satan). Det mener kommentatoren Stöckhardt, eller muligvis Gud, som her også er Jesu fjende. Fjenderne må være de ydre fjender eller både disse og Satans hærskarer. Dyresymbolikken med hinden fra begyndelsen kommer nu frem igen. Det er Kristi ydre lidelse, vi nu hører om.
15 Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet på mig; 16 min Gane er tør som et Potteskår, til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.Nu vender vi os til Kristi legemlige lidelse, som her beskrives i detaljer. Selvom korset ikke er nævnt, så beskrives korslidelsen alligevel detaljeret. Vi hører om hans tørst og om hvordan hans knogler deler sig pga. naglerne. Og til sidst hører vi, at han dør. Gud har givet ham i menneskers hænder og ladet dem pine ham for at frelse os.
17 Thi Hunde står omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder,Jagthunde, som jager hinden til døden. Det er den jagede hind,, vi hører om igen. Stöckhardt (en kommentator) tager fat i en diskussion om oversættelsen af sidste det “gennembore”, som nogen mener snarere bør oversættes med en løve. Jeg går ikke ind i diskussionen, men tror mest på oversættelsen “gennembore” pga. NT. Her er en profeti om, hvordan hænder og fødder blev gennemboret af Messias fjender, som sammenlignes med jagthunde, der jager et bytte. Ham, som de har gennemboret, er Jesus Kristus, som blev korfæstet for os.
18 jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de på mig. 19 Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.
At han kan tælle sine ben er en følge af korfæstelsen , se vers 15. Nu deler de så klæderne imellem sig for at håne ham. OG det blev opfyldt, som vi ved (Joh 19,24). Alt dette skete ifølge Guds ård for at frelse os.
20-22 20 Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp! 21 Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste* af Hundes Vold! 22 Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.
Sværdet er mordvåbenet og dyrene er igen billeder på fjenderne – måske med løven som billed på den store fjende. Men Messias beder her ikke om at undgå døden (med mindre forstås yvi_p.n synekdokisk om livet – det er også en mulighed). Jeg vil dog forstå det sådan, at Messias her beder om, at hans sjæl igen må foenes med hans legeme efter døden. Hans eneste er hans sjæl – for sjælen er uerstattelig (En parallelisme). Han slutter af med tillid til, at Gud har hørt hans bøn. Gud vil udfri hans sjæl af døden og oprejse ham fra de døde. Vi hører ikke mere om selve den legemlige opstandelse end dette, at Gud har bønhørt ham.
Nu kommer vi til anden del af salmen, hvor den frelste og genopstandne Messias fortæller, hvad han vil gøre.
23-26a 23 Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen: 24 “I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt! 25 Thi han foragtede ikke, forsmåede ikke den armes Råb, skjulte ikke sit Åsyn for ham, men hørte, da han råbte til ham!” 26 Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling
Nu er frelsens morgenrøde gået op over den jagede hind. Det er lignende tanker som salme 40 har: Sl 40,3-4 Han drog mig op af den brusende Grav, af det skidne Dynd, han satte min Fod på en Klippe, gav Skridtene Fasthed, 4 en ny Sang lagde han i min Mund, en Lovsang til vor Gud. Mange skal se det og frygte og stole på HERREN. Sl 40,10 10 I en stor Forsamling forkyndte jeg Retfærd, se, mine Læber lukked jeg ikke; HERRE, du ved det. Mht. brødre kan vi tænke på Hebr 2,11 11 Thi både den, som helliger, og de, som helliges, ere alle af én; hvorfor han ikke skammer sig ved at kalde dem Brødre. Her bruges det om mennesker i det hele taget, hvis broder Jesus er blevet ved at blive kød og blod. Jesus kalder særligt disciplene brødre: Matt 28,10 10 Da siger Jesus til dem: “Frygter ikke! går hen og forkynder mine Brødre, at de skulle gå bort til Galilæa, og der skulle de se mig.” Da det her står parallelt med forsamlingen og de kaldes dem,der frygter Herren, er der tale om dem, der ikke blot er hans legemlige brødre, men også hans åndelige brødre ved troen, hans disciple. De er identiske med Jakobs og Israels slægt. Det nye Israel Jakobs sande afkom. I denne menighed af troende, vil Messias være nærværende. Det er han ved sit ord, hvorved han forkynder om sin lidelse og Guds frelse fra lidelsen. Han opfordre hele menigheden til at tage del i lovprisningen af Gud, for da Gud reddede sin Søn og oprejste ham fra de døde, frelste han også dem fra deres synd og død. Han døde som deres stedfrotræder og derfor er hans opstandelse også stedfortrædende, hans afløsning deres afløsning og hans retfærdiggørelse deres retfærdiggørelse. Det er det samme Gudsfolk, som dengang så frem mod den lovede frelser, som det Gudsfolk, der ser tilbage på den frelser, der er kommet.
22,26b-27 indfri mine Løfter iblandt de fromme; 27 de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt!
Messias vil bringe et løfteoffer eller takoffer, som de ydmyge skal spise sig mætte i. Han har allerede givet sit liv som offer, men vil nu holde et offermåltid, hvor de ydmyge får del i offergaven. Men offeret blev givet for alle, skal takoffermåltidet kun gives til de ydmyge. Måltidet er den uddelte syndsforladelse i nådemidlerne. Det er kun de ydmyge, dém som loven har ydmyget, der har brug for frelsen og derfor er det kun dem, der skal spise sig mætte i frelsens måltid. Det er dem,,der søger Herren, når de ved troen får del i det brød, der kom ned fra himlen og uddeles i nådemidlerne (jeg tror det er for langt at strække den, her at tale specifikt om nadveren). Gæstgiverønsket er at deres hjerte må levet evigt. Sådan giver den uddelte frelse i nådemidlerne evigt liv, ligesom nadveren er en medicin til evigt liv.
22,28-32 28 Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Åsyn; 29 thi HERRENS er Riget, han er Folkenes Hersker. 30 De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Åsyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live. 31 Ham skal Efterkommerne tjene; om HERREN skal tales til Slægten, der kommer; 32 de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind.
Nu bredes blikket ud til dem, der endnu står udenfor kirken. Folk fra hele jorden skal vende sig til Herren. Den ophøjede Kristus skal drage alle til sig, som vi hørte i søndags. Og sådan tænker vi jo også i Helligtrekongertiden særligt på missionen. Der er ikke tale om, at alle individer skal omvende sig, men om, at mennesker af alle folkeslag skal gøres til disciple. Og så er vi jo fremme ved befalingen til prædikeembedet i Matthæus 28,20, hvor det befales bærerne heraf at gå ud til alle folkeslag og lære og døbe. Men det udstrækkes ikke blot geografiske til alle folkeslag – også efterkommere og kommende slægter skal høre. Derfor lærer vi også, at der bestandig vil forblive en hellig almindelig kirke. Der vil altid være en rest tilbage. Det er godt at tænke på, når vi er en lille kæmpende kirke. Til disse kommende slægter skal vi forkynde herrens retfærdighed At+q’d>c- hans frelsende indgreb.
Henvisning: Dr. G. Stöckhardt: Ausgewählte Psalmen