For nylig kom jeg til at tænke på Biblens beretning om Syreren Na’aman, som fint illustrerer den reformerte/evangelikale foragt for Guds virke gennem ydre midler.
I 2. Kongebog 5:10-14 læse vi om syreren Na’aman, som kom til Elisa for at blive helbredt for spedalskhed: 10 Elisa sendte et Bud ud til ham og lod sige: “Gå hen og bad dig syv Gange i Jordan, så bliver dit Legeme atter friskt, og du bliver ren!” 11 Men Na’aman blev vred og drog bort med de Ord: “Se, jeg havde tænkt, at han vilde komme ud til mig, stå og påkalde HERREN sin Guds Navn og svinge sin Hånd i Retning af Helligdommen og således gøre Ende på Spedalskheden! 12 Er ikke Damaskus’s Floder Abana og Parpar fuldt så gode som alle Israels Vande? Kunde jeg ikke blive ren ved at bade mig i dem?” Og han vendte sig og drog bort i Vrede. 13 Men hans Trælle kom og sagde til ham: “Dersom Profeten havde pålagt dig noget, som var vanskeligt vilde du så ikke have gjort det? Hvor meget mere da nu, da han sagde til dig: Bad dig, så bliver du ren!” 14 Så drog han ned og dykkede sig syv Gange i Jordan efter den Guds Mands Ord; og hans Legeme blev atter friskt som et Barns, og han blev ren. (1931-udgaven af Biblen)
Syreren Na’aman ville ikke tage til takke med det middel, Gud havde givet til at kurere spedalskheden. Det var ikke nok for ham. Han ville ikke tro Guds ord, som knyttede løfter til dette almindelige vand.
Er det ikke sådan reformerte som René Vester fra sand.omvendelse.dk og Martin W. Hansen fra jesufrelse.dk (se også sidstnænvtes hjemmeside www.godenyhederforlutheranere.dk), som jeg tidligere har diskuteret dåben med, også ser ud til at tænke: “En sjat almindeligt vand kan ikke frelse”, “det er for nemt”.
Se min gendrivelse af en artikel om dåben på jesufrelse.dk her, hvis du vil se de bibelske argumenter for, at dåben frelser. Disse argumenter er ikke blevet imødegået af de reformerte, jeg har diskuteret med. Men tilsyneladende sætter de reformerte reelt ikke Biblen højere end deres egne meninger.
Vand kan frelse, hvis Guds ord og løfte er knyttet til det. For de reformerte er vand dog ikke åndeligt nok. Men det er Guds indstiftelse, de foragter – på samme måde som Na’aman foragtede Jordans vand. I stedet for almindeligt vand, som Gud havde knyttet sit løfte til, ville syreren Na’aman have en profet, der svingede sin stav og opførte sig mere “åndeligt”.
På samme måde foragter reformerte oftest nadveren, hvor Jesus efter sit løfte giver os sit legeme og blod skjult under brød og vin til syndernes forladelse. At Gud skulle give sin frelse under sådanne ydmyge midler, så troen kunne holde sig til dem, er for de reformerte en forargelse. For dem må troen være en tro på deres egen tro og oplevelse.
Deres pseudosakramente er deres genfødselsoplevelse. For dem går det store skel mellem ydre og indre og ikke mellem Guds gerninger og menneskers lovgerninger. Og de tror fejlagtigt, at det store problem ved f.eks. pavekirken er dét, at den har ydre ting og lægger vægt på dem. Desværre kommer evangelikale og reformerte ofte til at ligne den romersk-katolske kirke mere, end de aner, f.eks. i deres lære om boden, som var dét punkt, hvor reformationen havde sit hovedopgør med pavekirken. Se f.eks. min kritik af en trosbekendelse fra siden Tilbage til Bibelen, som er relateret til de øvrige sider her.
De reformerte foragter Guds klare ord, som lover, at dåben frelser. De foragter den Gud, som bruger ydmyge midler som vand, brød og vin. Selvom nogle af dem er modstandere af den karismatiske herlighedsteologi, er det i virkeligheden herlighedsteologi, de vil have – som Na’aman. Det er blot den finere slags. De reformerte dyrker den menneskelige omvendelsesoplevelse frem for Guds nåde som fundamentet for visheden om frelse.
Men Gud har fra begyndelsen af givet sin nåde gennem ydre midler, der ikke så ud af meget. Sådan indstiftede Gud offertjenesten for at give sin tilgivelse ved troen på den kommende Messias. Og Gud gav omskærelsen som et segl på retfærdigheden ved tro. Og Gud gav påskelammet, som et værn mod Guds vrede og et tegn på hans nåde.
I den reformerte tradition tolkes disse gammeltestamentlige nådemidler som rene lovgerninger og lydighedshandlinger. Konsekvensen er, at man reelt set får et lovisk syn på frelsen i det gamle testemante – og som konsekvens også i det nye testamente.
Man anser Guds nådehandlinger som rene lydighedshandlinger, ligesom den romersk-katolske kirke gør. Man gør dåben til en bekendelseshandling og nadveren til et mindemåltid, hvis hovedformål er, at mennesker mindes Jesus. På samme måde er nadveren i pavekirken et offer, kirken frembærer til Gud og ikke Guds gave til mennesker.
Mens romerkirken måske ikke foragter “ydre ting” ligesom de reformerte, så er den bagvedliggende struktur i papistisk og reformert teologi den samme. Bevægelsen går fra mennesker til Gud. Sakramenterne bliver menneskers handlinger overfor Gud og ikke Guds forsikring om syndernes forladelse gennem ydre midler.