(Dette indlæg er en bearbejdning i anledning af påsken af et foredrag holdt på en sommerlejr i Den evangelisk-lutherske frikirke i Danmark)
“Korsfæstet, død og begravet, nedfaren til helvede, på tredje dagen opstanden fra de døde…” Sådan bekender vi i kirken. I modsætning til folkekirken siger vi nedfaren til helvede i stedet for til dødsriget. Men hvad vil det sige at Jesus nedfor til helvede, og hvorfor siger vi helvede og ikke dødsriget?
Af forskellige holdninger til spørgsmålet om, hvad Jesu nedfart til helvede betyder, kan nævnes:
At den er et symbol på Jesu lidelse
At den er en del af Jesu straflidelse
At Jesus prædikede evangeliet til tro i dødsriget -en mellemtilstand mellem himmel og helvede
At Jesus vandt en magtkamp med djævelen
Den sande lære om Kristi nedfart til helvede:
Kristus nedfor til helvede efter sin levendegørelse, men før sin synlige opstandelse og prædikede dom over de, som havde forkastet ham og førte helvede i triumftog, for at vise sin sejr.
Der er kun en tekst i NT som direkte handler om nedfarten til helvede, og det er den, der oftest bruges til at argumentere for bl.a at Jesus prædikede evangeliet til tro i dødsriget og dermed at der er en omvendelsesmulighed efter døden. Teksten står i 1. Peter 3, 18-22.
For også Kristus led én gang for menneskers synder, som retfærdig led han for uretfærdiges skyld for at føre jer til Gud. Han blev dræbt i kødet, gjort levende i Ånden, og i den gik han til de ånder, der var i fængsel, og prædikede for dem; det var dem, som var ulydige, dengang Gud ventede langmodigt i Noas dage, da arken blev bygget; i den blev nogle få, nemlig otte sjæle, frelst gennem vand. Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer; ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu Kristi opstandelse, han som er faret op til himlen og sidder ved Guds højre hånd, efter at engle og myndigheder og magter er blevet underlagt ham.
Teksten beskriver både Kristi fornedring og ophøjelse. Den begynder med at nævne Jesu lidelse og død i vers 18. I slutningen af vers 18 nævner den så at Jesus blev levendegjort i ånden, og i vers 21 nævnes opstandelsen og i vers 22 himmelfarten.
Her tænker nogen måske, at det kun var åndeligt set, Jesus her blev levendegjort. Men det skal nok snarere oversættes: blev gjort levende ved Ånden, vha. Ånden. Hvordan skal det nu forstås? For at forstå det, må vi nok se på, hvor Kristus var efter sin død. I Lukas 23,43 siger Jesus til den bodfærdige røver: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.« og ved sin død siger han i vers 46: »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.« Da han havde sagt det, udåndede han. Jesus var altså ikke i helvede umiddelbart efter sin død.
Hans ånd var hos Faderen i Paradis sammen med røveren og dem, som er døde i troen. At han blev levendegjort igen betød altså at ånden genforenedes med legemet. Ved hjælp af sin ånd blev han levendegjort igen og for ned til helvede med legeme og sjæl. Nedfarten var altså en del af hans opstandelse.
Hvor trosbekendelsen bruger opstandelsen som udtryk for hans legemlige fremtrædelse på jorden, bruges levendegørelse om genforeningen af sjæl og legeme, altså det, at Jesus blev levende igen.
Teksten i trosbekendelsen handler altså om det, der skete før Jesus fremstod åbenbart for disciplene, men efter at han var blevet levendegjort igen. Det er altså en del af Jesu ophøjelse, og handler ikke om at Jesus led i helvede efter sin død.
Hvad forkyndte han i helvede
I vers 19 hører vi så om, hvad han gjorde i helvede. Der står at han prædikede. Ordet kerrysso betyder egentlig at proklamere, at gøre det en herold gør. Det er ikke nødvendigvis evangeliet, der menes, når dette ord forekommer. Nogle mener at 1. peter 4,6 er en paralleltekst til 3,19. I 1. Peter 4,5-6 står der:
…men de skal stå til regnskab over for ham, der er rede til at dømme levende og døde. For derfor blev evangeliet forkyndt også for døde, for at de skulle dømmes i kødet, som mennesker dømmes, men leve i Ånden, som Gud lever.
Men denne tekst siger ikke, at dem, Jesus prædikede for, var døde, mens de hørte evangeliet. Tværtimod betyder dét, at formålet er, at de skal dømmes i kødet, at prædikenen skete i deres jordiske liv. Sammenhængen viser også, at Peter taler om hedninger, der spotter Gud i dette liv.
At de er døde kan enten forstås som at de er åndeligt døde, eller at der er tale om folk fra alle tider, som nu er døde, men i deres liv har hørt evangeliet. Pointen er netop, at der ikke her er tale om mennesker, som aldrig har hørt evangeliet, men folk som har hørt det og afvist det.
Det guddommelige formål med denne prædiken var at de måtte blive dømt af loven i kødet, dvs. i deres jordiske syndige tilværelse, for at de måtte få liv, men dette formål blev ikke opfyldt. Derfor skal de stå til regnskab for Gud, der dømmer levende og døde.
En tekst, der viser, at der ikke er nogen mulighed for omvendelse efter døden er Hebr 9,27-28:
Og ligesom det er menneskenes lod at dø én gang og derefter dømmes, sådan er Kristus ofret én gang for at bære manges synder og vil anden gang komme til syne, ikke for syndens skyld, men for at frelse dem, som venter på ham.
Dommen afsiges umiddelbart efter døden. Der er ingen mulighed for omvendelse herefter.
En anden tekst, som handler om Jesu forkyndelse i helvede uden at den direkte nævner nedfarten, er Kolossenserbrevet kapitel 2:
Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset; han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus.
Denne tekst viser, at det ikke nødvendigvis var forkyndelse i almindelig forstand, men lige så meget en opvisning. Et triumftog var den opvisning, en sejrherre udførte i Rom. Krigsfangerne blev ført med i triumftoget.
Vers 15 er en uddybning af vers 14 og står i nær tilknytning til denne. Det var ved at nagle vores gældsbrev til korset, Jesus afvæbnede magterne og myndighederne, helvede og døden.
Vi skal altså ikke forestille os, at Jesus ikke var almægtig før sin nedfart til helvede og så havde en eller anden duel med djævelen, hvor han vandt en slags magtkamp. Djævelen er ikke herre i helvede, men skal selv kastes i helvede som straf.
Men ved sin lidelse og død har Jesus vundet en retssag mod sig selv og sin egen dom over alle syndige mennesker. Derved har han frataget djævelen og helvede sit våben, som er Guds vrede. Det var dét han viste ved sin proklamation.
Det betyder ikke at vantro ikke fortsat vil ende i helvede. Det var dém, som ikke ville tro på Messias, før han kom, Jesus forkyndte for. Han proklamerede, at den messias, de havde forkastet nu var kommet og havde fuldbragt frelsen.
Men for den troende er helvede og djævelen besejret ved Jesu stedfortrædende lidelse og død, og han har vist det ved at føre dem i triumftog og stå op fra de døde.
Hvad er helvede?
Nu til spørgsmålet om, hvad Helvede er.
1. Peter 3,19 kalder stedet, hvor ånderne var et fængsel. Et fængsel er et straffested og ikke blot et opbevaringssted. Nogen mener at der her er tale om et neutralt dødsrige.
På græsk bruges ordet hades. Dette ord blev brugt i græsk hedenskab om de dødes rige, et neutralt sted. Men det bruges ikke i den betydning i biblen. Det bruges kun om det fængsel, hvor de ugudelige sidder indtil Jesu genkomst.
Eksempler:
Matt 11,23:
Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag.
Lukas 16 om den rige mand og Lazarus modstiller også Abrahams skød og Hades:
v22 Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød.
Om den endelige dom siger biblen også at hades skal kastes i ildsøen, altså dét vi ofte forstår ved helvede. Åb 20,13-14: O
Og havet gav sine døde tilbage, og døden og dødsriget sine døde, og de blev dømt, enhver efter sine gerninger. Døden og dødsriget blev styrtet i ildsøen. Det er den anden død, ildsøen.
Også 2. Petersbrev nævner dette fængsel, hvor de ugudelige er i forvaring 2. Pet 2,9-10:
Herren formår at fri de gudfrygtige fra fristelse, men at holde de uretfærdige i forvaring til straffen på dommens dag, især dem, der beherskes af kødet i smudsigt begær og foragter Herrens myndighed.
Faren ved læren om omvendelse efter døden
Den falske lære om et neutralt dødsrige med mulighed for omvendelse er en protestantisk udgave af den romersk-katolske lære om skærsilden. Ved at åbne for muligheden for omvendelse efter døden mister loven sin brod.
Hvis man forkynder det, tages alvoren ud af loven og nødvendigheden af omvendelse her og nu. Det er ligesom hvis man mener at jøder kan blive frelst uden omvendelse, eller at mennesker af anden religion vil blive frelst.
Jesus har ikke befalet at vi skal spekulere og bruge vores fantasi til at regne ud, hvad der sker efter døden, men har i Skriften åbenbaret dét, vi behøver vide; nemlig at de som dør i vantro vil blive straffet og de, som dør i troen vil være være sammen med Kristus.
Hvilken gavn har vi af Jesu nedfart til helvede
Hvad kan vi så bruge Jesu nedfart til helvede til?
Jo, ved sin nedfart har Jesus proklameret at helvedes magt er overvundet, at Guds vrede er afværget, at han er messias og alt er fuldbragt. Han har nu nøglerne til helvede og enhver som tror på ham skal ikke fortabes, men være sammen med Kristus.
Enhver troende, der dør, vil ligesom røveren på korset skulle være sammen med Kristus i Paradis eller Abrahams skød, som det også kaldes. Paulus siger det selv således: Fil 1,23-24:
Der trækkes i mig fra begge sider: Jeg længes efter at bryde op og være sammen med Kristus, for det er langt det bedste; men at blive i live er det mest nødvendige af hensyn til jer.
Og i 2. Kor 5,8, skriver han:
Men vi er ved godt mod og vil hellere bryde op fra legemet og have hjemme hos Herren.