For nylig kunne man i en artikel i Kristeligt Dagblad læse om, hvordan ny-calvinismen vokser, særligt i USA. USA har vel nærmest siden den 2. store vækkelse være et land, der var dybt præget af synergismen – den lære, at mennesket kan samarbejde med Gud i omvendelsen. Det er også denne tankegang, der ligger bag f.eks. kirkevækstbevægelsen, hvor man vil motivere mennesker til at blive kristne ved at tale til deres følte behov i stedet for at afsløre deres dybeste behov: at de er syndere.
Kirkevækstbevægelsen har også sat sig spor i dansk kirkeliv på den folkekirkelige højrefløj og i de frikirker, der også har en gammel synergistisk arv.
Men nu er der altså unge, som er blevet trætte af troen på en fri vilje og benægtelsen af menneskets dybe syndefordærv – og den gamle calvinismen, som lå bag den første store vækkelse i USA, har igen fået vind i sejlene. I Danmark kan modstandere af kirkevækstbevægelsen måske også se håbefuldt til den nye calvinisme og overveje at hente inspiration herfra.
Og det er da også positivt, at mennesker begynder at erkende, at synergismen bygger på falske og ubibelske forudsætninger. Men man må spørge sig selv, om calvinismen virkelig er så meget bedre. Synergismen er dybest set et produkt af calvinismen. For de deler den forudsætning, at Gud ikke virker troen gennem sine nådemidler, ordet og sakramenterne. Forskellen er, at calvinisterne tror, at Gud engang imellem virker – når han har lyst, mens synergisterne hævder, at det er mennesker, der må sætte Ånden igang med at virker eller i hvert tilfælde hjælpe til med at fuldende Åndens værk.
Begge parter vil altså fraråde at sætte sin lid til de midler, Gud har indstiftet til vores frelse: ordet og sakramenterne. Syngeristerne vil henvise dig til din egen beslutning om at omvende dig og forsøge at motivere dig til det. Calvinisterne vil henvise dig til at lede efter Åndens frugter i dit indre og gennem dem blive sikker på din udvælgelse. Men ifølge Skriften kan vi sætte vores lid til evangeliets ord, som er en Guds kraft til frelse (Rom 1,16) og til sakramenterne, hvor Gud besegler sin nåde.
Mens synergismen og calvinismen kan synes som modsætninger, så er de dybest set to alen af et stykke. De henviser begge den anfægtede til at søge i sig selv efter nåden i stedet for i nådens midler, hvor den deles ud. Man skal altså ikke juble for tidligt, når man hører, at calvinismen vinder frem. Calvinismen vil nok erkende menneskers syndefordærv, men den vil ikke give mennesker en sikker trøst og vished om syndernes forladelse. Den er blot uvishedens monster i en ny forklædning – hvor den henviser dig til din genfødselsoplevelse og din helliggørelse som det, der skal give dig vished om din frelse.
Det er også disse to tankegange, der ligger bag begrebet “vækkelse”, når det bruges om særlige periode, hvor man mener, at guds ord er mere virksomt end i andre. Synergisterne tror på vækkelser, som mennesker er med til at skabe ved deres bønner eller metoder. Calvinister tror, at gud engang imellem er virksom gennem sit ord – når Gud vil det.
Biblen lærer dog, at evangeliet er en Guds kraft til frelse og ikke blot døde ord, der kan blive en Guds kraft til frelse.
I modsætning til begge står bibelsk og luthersk nådemiddelkristendom, som både forkynder, at det er Guds nåde alene, der frelser og at gud vil at alle skal frelses og virkelig tilbyder sin frelse gennem nådens midler, ordet og sakramenterne, hvor han også ved sin Helligånd skaber troen i mennesker.