På epifani, eller helligtrekonger, som det kaldes i Danmark, selvom vi hverken ved, at der var tre vise mænd eller at de var konger, mente man førhen, at både de vise mænds besøg i Betlehem, Jesu dåb og Jesu første under i Kana var sket på samme dag. På forskellig måde viste disse begivenheder Jesu guddommelighed. Julefesten, som først begyndte den 24. om aftenen, varede lige til epifani, og epifanitiden efterfølgende frem til Mariæ renselsesdag/kyndelmisse 2. februar betragtedes som en fortsættelse af julen, hvor man stadig sang julesalmer.

Således handler teksterne i denne periode om konsekvenserne af inkarnationen. Det er en god periode at prædike særligt om Kristi person, og måske støve konkordieformlens tale om den menneskelige naturs delagtighed i guddommelige egenskaber i Kristi person, som bl.a. gør, at han virker undergerninger i og gennem sit menneskelige kød og blod og kan være til stede i nadverens brød og vin med sit menneskelige kød og blod.

Til epifani har Luther gendigtet den oldkirkelige hymne “Herodes, hostis impie”, som igen er gendigtet i Hans Rasmussens “Dr. Martin Luther: Psalmer og aandelige Sange” fra 1890, en udmærket lille bog med Luthersalmer, som jeg varmt kan anbefale. Salmen gengiver kort og enkelt de tre begivenheder, som ofte knyttes til epifani:

Herodes, o hvi skræmmes du?
Er Jesus Kristus dig en gru?
Ej jordens konger søger han,
men fører os til himlens land.

De vises stjerne peger frem
mod lysets lys i Betlehem;
af deres offer se vi kan,
at Gud og mand og drot er han.

I Jordanflodens rene vand
Johannes-dåben antog han;
derved har han, Guds rene lam,
aftvættet os fra syndens skam.

Sin magt han dernæst skue lod:
Seks stenkar foran huset stod;
brat vandet skifted sin natur
og blev til vin så rød og pur.

Lov, ære, tak vor frelser kær,
o Jesus, Jomfrusønnen skær!
Ja, Faderen og Ånden med
fra nu og i al evighed.
Amen