Den amerikanske lutherske Wisconsinsynode hævder med sine søsterkirker (Herunder Lutherska Bekännelseskyrkan i Sverige) i Sverige, at det prædikeembede, Gud har indstiftet, har mange former, som kan have større eller mindre dele af nøglemagten. Til disse former regner de bl.a. kristendomslærere.
Som en konsekvens af dette syn, mener Wisconsinsynoden, at kvinder kan tjene indenfor Ordets embede (se her afsnit VII pkt. 10). Imod dette hævder teologer i Missourisynoden, at hyrdeembedet er indstiftet af Gud. En misforstået version af denne tanke hævder, at kun sognepræsten i den lokale menighed, er bærer af prædikeembedet.
Den nu afdøde teolog i Missourisynoden, Kurt Marquart, gør opmærksom på, at man må skelne mellem grene af prædikeembedet og hjælpetjenester for dette. Der kan efter menneskelig ordning laves skel mellem forskellige tjenester indenfor prædikeembedet.
Luthers medreformator Filip Melanchthon skriver i “Traktaten om Pavens Magt og Overhøjhed” (bl.a. pkt. 63), at der efter menneskelig ordning er indført en gradsforskel mellem biskopper og præster/pastorer. Ifølge reformatorerne var det altså muligt at have flere former af prædikeembedet. Men Gud har dog givet den samme myndighed til alle indenfor prædikeembedet, nemlig nøglemagten, myndigheden til at binde og løse synden (bl.a. pkt 60-61).
I Efeserbrevet 4,11 står der: “Og han har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister og andre til at være hyrder og lærere“. Hertil kommenterer en af medforfatterne til Konkordieformlen, Martin Chemnitz, at der var forskellige former af embedet. (skriftet om Tridentinerkoncilet, oversat til engelsk “The Examination of the Council of Trent, PArt II s. 684) Nogle af disse var begrænset til aposteltiden, såsom apostle og profeter. Men f.eks. evangelisterne var ikke bundet til en bestemt menighed. De lagde den først grund i en menighed.
På baggrund af dette konkluderer Chemnitz, at der også kan laves forskellige former af prædikeembedet, som man har gjort med tredelingen i biskop, prebyter (pastor) og diakon (som på den tid nærmest var en hjælpepræst) (side 687).
Chemnitz skelner dog mellem disse tjenester, der forvalter ordet og sakramenterne, dvs. nøglemagten, i kirken, og så de mindre grader i oldkirken, som ikke var en del af prædikeembedet, men nok kunne være en forberedelse til det (bl.a. side 686-687).
De lutherske bekendelsesskrifter og de gamle lutherske lærere, mener ligesom Skriften, at der er ét guddommeligt indstiftet embede, som er sat til at forvalte nøglemagten gennem ordet og sakramenterne. Dette embede overdrages til kvalificerede mænd gennem kirkens kald. Selvom der kan laves forskellige menneskelige rangdelinger af det ene embede, er det dog grundlæggende det samme embede og nøglemagten overdrages derfor altid helt og udelt. Derfor er f.eks. søndagsskolelærere ikke bærere af dette embede, men af en hjælpetjeneste, og derfor kan kvinder heller ikke kaldes til prædikeembedet.
Men det betyder også, at kirken er fri til at indrette både menneskelige rangordninger indenfor det ene embede og indrette hjælpetjenester udenfor embedet. Man må bare skelne mellem dem. Sådan skelnede man førhen mellem diakoner, pastorer og biskopper.
I gamle lutherske kirkeordninger skelnede man i stedet mellem superintendenter (biskopper, dvs. tilsynsførende), sognepræster og kapellaner (hjælpepræster). En superintendent var en sognepræst, som førte tilsyn med de andre sognepræsters lære og praksis. Kapellaner var præster ved siden af sognepræsten, som hjalp denne i hans gerning. Teologiprofessorer som f.eks. Martin Luther var også kaldet til prædikeembedet, da deres tjeneste i sidste ende også er en del kirkens lærerembede.
Se også mit tidligere blogindlæg om prædikeembedet.