Når vi læser indstiftelsesordene, står der i den danske oversættelse i dag: “Denne kalk er den nye pagt i mit blod…”. Når vi på dansk hører ordet pagt, tænker vi på en fredspagt eller en ægtepagt. I en ny udgave af Det Nye Testamente, har man oversat det med ‘aftale’. Et andet ord kunne være ‘overenskomst’. Fælles for alle disse udtryk på dansk er, at der skal to parter til at indgå dem. En aftale kan kun træffes af to parter i fællesskab. En overenskomst forudsætter, at man kan blive enige.
Et testamente derimod, er ikke noget, der indgås mellem to parter. Den, man testamenterer noget til, behøver ikke engang at vide, at man gør det. Måske får de det først at vide, når testator dør, og arven skal fordeles.
Den, der dør, efterlader sin arv til nogen uden at spørge dem først. Det er ikke en gensidig aftale, som kræver begges accept, før den indgås. Arvingen kan takke nej, når arven tilbydes. men arvingen er ikke med til at træffe beslutningen om, at han skal have arven.
I det Nye Testamente bruges ordet ‘diatheke’ bl.a. i nadverordene, og det oversættes med enten ‘pagt’ eller ‘testamente’. I det Gamle Testamente bruges ordet ‘berith’. Det forklares af nogen som en edsbunden forpligtelse. Den kan være betinget og gensidig ligesom en aftale(f.eks. moselovens løfter om fremgang for nationen Israel, hvis de overholdt pagten). Men den er det ikke nødvendigvis (f.eks. løfterne om Messias).
Hvis vi skal finde ud af, hvad der menes med Diatheke, må vi se, om der er steder i Ny Testamente, hvor der forklares eller bruges så den kun kan betyde enten en pagt eller et testamente.
Der er i hvert tilfælde to steder, hvor der kun kan være tale om et testamente. Det ene er Hebræerbrevet kapitel 9, vers 15-18: “Derfor er Kristus formidler af en ny pagt, for at de kaldede kan få den evige arv, der er lovet, ved at han er død til forløsning fra overtrædelserne under den første pagt. For hvor der er et testamente, er det nødvendigt, at testators død godtgøres; et testamente får jo først betydning ved dødsfald, da det ikke har nogen som helst virkning, så længe han, som oprettede det, lever. Derfor blev heller ikke den første pagt indstiftet uden blod.”
Ordet, der i teksten her oversættes med pagt og testamente, er det samme. Men da man i sammenhængen i vers 16 ikke har kunnet komme udenom, at det var et testamente, har man oversat det rigtigt der. Det er dog ikke logisk, at ordet skulle skifte betydning midt i afsnittet. Det ville derfor være mere korrekt at bruge ordet ‘testamente’ hele vejen igennem.
Begrebet testamente sættes her i direkte forbindelse med Kristi død. Ved hans død, har han efterladt en arv i kraft af sit testamente. Vi har arvet, hvad Kristus har, nemlig hans retfærdighed og barnekår hos Gud. Det er ikke en gensidig aftale mellem to parter, men det er Kristus, der har givet et løfte, hvis gyldighed alene afhænger af ham, der har givet det. Det er et testamente.
Et andet sted, hvor der kun kan menes et testamente er Galaterbrevet kapitel 3, vers 15-18: Brødre, jeg bruger et eksempel fra menneskelivet: Ingen kan ophæve eller føje noget til et testamente, når det først er retsgyldigt, selv om det kun er et menneskes. Men hvad Abraham angår, blev løfterne givet til ham og til hans afkom. Det hedder ikke: »og til dine afkom« i flertal, men i ental: »og til dit afkom«, og det er Kristus. Hvad jeg mener, er dette: Et testamente, som Gud allerede har gjort retsgyldigt, kan loven, som kom 430 år senere, ikke gøre ugyldigt, så at den dermed skulle sætte løftet ud af kraft. Hvis arven fås på grund af loven, fås den ikke mere på grund af løftet. Men det var ved et løfte, Gud gav Abraham arven.”
Igen kædes testamentet sammen med arven. Og den kaldes et løfte. I modsætning til loven, er evangeliet et løfte – også da det blev givet til Abraham.
Ordet ‘testamente’ hænger uløseligt sammen med ordene ‘at arve’ og ‘arving. Igen og igen hører vi i det Nye Testamente, at vi er arvinger. F.eks. i Romerbrevet kapitel 8, vers 16-17: Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn. Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres med ham.
Der er altså i hvert tilfælde to steder, hvor diatheke kun kan oversættes med testamente. Derimod er jeg ikke stødt på steder, hvor det ikke kan.
Jesus udtaler indstiftelsesordene lige før sin død. I den sammenhæng giver det også god mening at se dem som hans testamente til disciplene og til sin kirke. Af disse grunde mener jeg, at ‘testamente’ er en bedre oversættelse end ‘pagt’.
Ved at oversætte med ‘testamente’ træder evangeliet tydeligt frem: i nadveren giver Jesus os ufortjent sit legeme og blod og sammen med det syndernes forladelse, evigt liv og salighed. Vi skal ikke præstere noget, men modtager det hele som en arv.
(Dette er en bearbejdet udgave af undervisning for Augustanakirkens menighed)