På webstedet Tilbage til Bibelen samt på Sand Omvendelse kan man læse to, så vidt jeg kan se, identiske trosbekendelser. Et af punkterne er om omvendelsen, som nævnes før troen. Der står:
OMVENDELSE
Omvendelse er en evangelisk nåde, hvorved Helligånden åbenbarer for mennesker deres enorme syndige ondskab. Denne åbenbaring fører ved Guds nåde mennesker til at ydmyge sig med en bedrøvelse efter Guds vilje, en afsky overfor synd og et had overfor sit selv, med den hensigt og tanke, at vandre med Gud for at behage Ham i alle ting (Sl. 51, Mark. 1:15, Luk. 13:3, 24:47, Ap.G. 11:18, 20:21, 2 Kor. 7:9-10).
Omvendelse kan i Biblen bruges om både angeren og troen og om angeren alene eller troen alene. I sig selv er det heller ikke forkert at bruge ordet omvendelse om omvendelsens frugter, når blot man skelner dem fra troen og angeren og er bevidst om, at omvendelsen i egentlig forstand ikke inkluderer troens frugter.
Men når man ikke længere skelner mellem frugterne og angeren, går det galt. Det gør det i denne trosbekendelsen, hvor omvendelsen placeres før troen, men samtidig siges at inkludere had til synden og viljen til at vandre efter Guds vilje. Ønsket om at vandre efter Guds vilje og hadet til synden er en frugt af troen og ikke en forudsætning for den. Den eneste forudsætning, der kræves, er erkendelsen af, at man er en synder, og frygt for lovens straf. Men angeren og troens frugter blandes sammen i denne trosbekendelse og placeres begge før troen.
Denne evangelikale trosbekendelse afslører en lære, der reelt svarer til den romersk-katolske lære om boden, som reformationen først og fremmest var et opgør med. Ifølge den romersk-katolske kirke skulle man angre af kærlighed til Gud for at få tilgivelse.
Men faktum er, at en synder, som ikke allerede er kommet til tro på evangeliet, slet ikke kan elske Gud, slet ikke kan hade synden og slet ikke kan ønske at vandre efter Guds vilje. Der skal ikke forkyndes for sådanne syndere, at de først skal hade synden, før de kan tro evangeliet. For de vil aldrig komme til at hade synden eller elske Gud.
Den eneste, der kan elske Gud og hade synden, er den, som af loven er blevet bragt til erkendelse af synden og Guds vrede og som allerede fortrøster sig til evangeliet om syndernes forladelse, som Kristus har vundet.
Engang imellem hører man evangelikale beskylde lutheranere for at holde fast ved romersk-katolske dogmer. Men det forholder sig lige modsat, som Luther også sagde om sværmerne og papisterne: de er to ræve, der er bundet sammen i halerne. I læren om boden og omvendelsen er der ikke nogen væsentlig forskel på papisme og evangelikalisme.
Den lutherske lære om omvendelsen, som stemmer overens med Skriften er ifølge den Augsburgske Bekendelses artikel 12:
Men boden består egentlig af disse to stykker: det ene er sønderknuselsen eller den angst, som indjages samvittigheden, når man er kommet til erkendelse af synden; det andet er troen, som opstår ud af evangeliet eller ved afløsningen, som tror, at synderne forlades for Kristi skyld, og som trøster samvittigheden og frier fra angsten. Dernæst bør der følge gode gerninger, som er bodens frugter.