På bloggen “Nyt i Natten – klip og Kommentarer” kan man finde en henvisning til et uddrag af en bog af Dag Risdal i bladet Shafan om begrebet vækkelse. Hele uddraget kan læses her. Dag Risdal forklarer om forskellen på sand og falsk vækkelse, men afslører også den dybere problematik ved selve begrebet vækkelse, det er blevet brugt i vækkelsesbevægelserne. Og spørgsmålet er, om kirkevækstbevægelsen og de falske vækkelser, han polemiserer imod ikke netop er et produkt af selve vækkelsesbegrebet, hvor ordet og Ånden adskilles.
Risdal skriver:
Hva skjer under vekkelse? Jo, Guds ord går over fra omtale til tiltale! Guds ord blir nærgående og avslørende. Ordet blir ladet med guddommelig kraft.
Dag Risdal forklarer ikke her, hvordan forkyndere går fra at forkynde Guds ord forkert til at forkynde det rigtigt, men om, hvordan ordet på et tidspunkt er “omtale” og så bliver tiltale ved at blive ladet med guddommelig kraft. Vil det sige, at Guds ord ikke havde guddommelig kraft før? Vil det sige, at Guds ord blot var omtale før. For så vidt det vitterligt er Guds ord, der forkyndes, dømmer det naturligvis også mennesker og oprejser dem ved evangeliet.
I Esajas 55 står der:
For som regnen og sneen
falder fra himlen
og ikke vender tilbage dertil,
men væder jorden,
befrugter den og får den til at spire
og giver udsæd til den, der vil så,
og brød til den, der vil spise,sådan er mit ord, som udgår af min mund;
det vender ikke virkningsløst tilbage til mig,
men det gør min vilje
og udfører mit ærinde.
Og i Rom 1,16 står der:
For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker.
Skriften er altså klar. Guds ord er aldrig virkningsløst, men altid virksomt. Guds ord bliver ikke ladet med kraft engang imellem. Jesus siger, at hans ord er ånd og liv (Joh 6,63).
Dag Risdal angriber dem, der vil gøre vækkelse til et spørgsmål om psykologi. Det vil sige synergister – dem, der hævder, at troen er noget, mennesker vælger og at man derfor kan appellere til folks vilje. Men problemet ligger dybere end blot årsagen til vækkelse. Risdal har jo allerede adskilt ordet og Ånden ved sit vækkelsesbegreb. Forskellen på Risdal og synergisterne er, hvad de mener, der gør Guds ord virksomt.
Synergisterne hævder, at det er mennesker og Risdal hævder, at det er Gud. Det er den klassiske forskel på calvinister og synergister, vi har med at gøre her. Men synergismen opstod netop indenfor reformerte kirker som en følge af, at man allerede havde adskilt ordet og Ånden. Og på samme måde er det dem, der allerede har accepteret begrebet vækkelse, som i høj grad er modtagelige for den synergistiske vækkelsestanke idag.
Så mens Risdals angreb på oplevelseskristendom og de falske vækkelser kan virke sympatisk, så må man alligevel spørge, om ikke ondets rod ligger dybere. Det er jo ikke først med kirkevækstbevægelsen de senere år, vækkelsesbevægelserne har modtaget skadelige påvirkninger fra evangelikal kristendom. Det går langt tilbage i vækkelsesbevægelserne, at man har indoptaget evangelikal praksis, herunder f.eks. de sentimentale jeg-fokuserede vækkelsessange, som bestemt ikke blot er af nyere dato. fokus på omvendelsesoplevelser frem for på nådemidlerne er også noget, som typisk kendetegner vækkelseskristendom.
Vil man have et opgør med ondets rod, så må man tilbage til den bibelske og lutherske tillid til Guds ords virkekraft og lade både calvinistiske og synergistiske vildfarelser fare. Et opgør med selve vækkelsesbegrebet er altså væsentligt, hvis man ikke vil fortsætte denne pendulsvingning mellem .