Augustanakirken og evangeliet
Det centrale i den kristne bekendelse er troen på, at et menneske ikke frelses ved det, det selv kan gøre, men ved det, Jesus Kristus har gjort. Han bar straffen for vore synder og opfyldte Guds krav som vores stedfortræder. Den tro bekendte lutheranerne på reformationstiden overfor den Romersk-katolske kirkes lære om, at mennesker blev frelst ved tro og gerninger. Baggrunden er, at vi mennesker ikke lever, som Gud har befalet, men igen og igen synder, fordi vi dybest set er syndere, som ikke er i stand til at frelse os selv fra Guds vrede, døden og helvede. Vi kan ikke engang selv beslutte os for at tro, men må have troen givet ved evangeliet. Det er netop, hvad Gud har lovet at gøre, når evangeliet forkyndes.
Gud frelser os fra synden, døden og helvede ved at uddele syndernes forladelse, som Jesus har betalt ved sin lidelse og død. Dette gør han gennem sit ord og sine sakramenter: dåben og nadveren. Igennem disse midler giver han os også troen, så vi stoler på, at han tilgiver os vores synder, fordi Jesus har taget vores straf.
Augustanakirken og bibelens lære
Som lutheranere fastholder vi ligesom de første lutheranere vores tro, fordi den er klart åbenbaret i Guds ord, Bibelen. Vores tillid til Bibelens lære og vores tillid til, at Gud tilgiver vores skyld for Jesu skyld alene, hænger altså uløseligt sammen.
Den lære, Gud har åbenbaret i sit ord, har han åbenbaret for frelsens skyld. Derfor turde vi også danne en ny menighed af skrøbelige mennesker på den rette læres grund, som den er givet os i Guds Ord.
Den bibelske lære er som en beholder, som bevarer frelsen. Enhver anden beholder, hvor rigtig og forkert lære blandes sammen, eller hvor man er ligeglad med læren, er som en utæt beholder, hvor frelsen siver ud og til sidst forsvinder. Derfor tør vi ikke blande rigtig og forkert lære. Og derfor må vi tage afstand fra kirker, hvor rigtig og forkert lære blandes sammen.
