Jeg har tidligere skrevet om læren om embedet (her og her) , herunder om forskellen på grene af prædikeembedet og hjælpetjenester for dette. I den forbindelse har jeg netop læst C.F.W. Walthers irettesættelse af Grabau, som var leder af Buffalosynoden – en luthersk synode i Nordamerika med romersk-katolske tendenser i embedssynet. C.F.W. Walther var stifter og leder af Missourisynoden, som dengang var en retlærende luthersk synode i USA.
Både Grabau og Walther mente i overensstemmelse med Skriften, at en retteligt kaldet præst ikke kan afsættes af andre ned Gud, og at menigheden derfor kun kan stadfæste Guds afsættelse af en præst, når der er gyldige bibelske grunde til det, som er ordentligt prøvede (se i øvrigt mine teser om embedet). De vidste, at det er tempelran (kirkerøveri) at afsætte en præst, som Gud ikke har afsat, og Grabau havde da også tidligere bekæmpet den praksis i USA, at menigheder hyrede og fyrede præster efter behag.
Nu skete det, at Grabau egenhændigt afsatte en diakon, Hochstetter, uden at der var fundet gyldige bibelske grunde, som kunne begunde en præsteafsættelse. Grabaus argument for at kunne gøre dette, var at Hochstetter jo blot var diakon og ikke bærer af prædikeembedet. Derfor mente Grabau, at Hochstetter kunne afsættes uden at der var gyldige bibelske grunde, som var ordentligt efterprøvede. Det er dette argument, Walther beskæftiger sig med i sit angreb på Grabaus praksis.
Spørgsmålet var altså, om Hochstetter var bærer af prædikembedet eller en hjælpetjeneste, indstiftet af mennesker. I oldkirken var diakonembedet ganske vist en hjælpetjeneste, skriver Walther. Diakonerne var ikke bærere af prædikeembede, men tog sig af økonomi og andre praktiske ting (svarer vel til kasserer eller menighedsrådsmedlemmer i dag). Disse kunne vælges eller bruges for en periode og så stoppe igen.
Senere ændrede diakonembedet sig, så det også indeholdt forkyndelse og sakramentsforvaltning, så diakoner på reformationstiden blev betegnelsen på hjælpepræster, som fik betroet prædikeembedet helt og fuldt men efter menneskelig ret blev undeordnet sognepræsten (pfarherr). Andre præster kaldtes også prædikanter for at skelne dem fra sognepræsten. (I Danmark indførte man kapelllanembedet, som senere blev til hjælpepræstembedet).
I oldkirken udvikledes også efter menneskelig ret skellet mellem biskopper og præster (presbytere), ved at presbyterne valgte en af deres midte som leder, sådan at hver kirke/by havde en biskop og flere præster. Men de fik alle det hele og fulde prædikeembede betroet og forskellene var efter menneskelig ret.
Når en luthersk diakon betroes embedet til at forkynde ordet og sakramenterne, er vedkommende altså fuldt og helt præst, uanset titlen. Derfor begik Grabau tempelran – han røvede en kristi tjener – da han afsatte Hochstetter uden gyldige grunde.
Walthers irettesættelse af Grabau viser, at også Walther, Missourisynodens stifter, regnede med forskellige “grader” eller grene indenfor prædikeembedet. Disse forgreninger skete efter menneskelig ret indenfor det ene guddommeligt indstiftede prædikeembede.
Samtidig holdt han fast ved, at enhver, der får betroet embedet, efter guddommlig ret får det hele og fulde embede betroet, som han også citerer Luther for at sige: Whenever the office of the Word is conferred to someone, so also all other offices which are carried out through the word in the church are conferred to him. That is, the authority to baptize, to bless, to bind and to loose, to pray and to judge or give decisions.
Der er altså ingen bærer af prædikembedet, som kun får en del deraf overdraget. Derfor må enhver, som kaldes til prædikembedet også være kvalificeret til at udøve alle dets opgaver og derfor også være grundigt prøvet i læren.
Walther fastholdt også skellet mellem prædikeembedet og hjælpetjenester, som ikke har fået betroet de opgaver, som kun bærere af prædikeembedet kan udføre. De har i stedet har fået til opgave at frigøre embedsbærerne fra opgaver, der kan udføres af andre, så de kan hellige sig forkyndelsen af ordet og forvaltningen af sakramenterne. Disse hjælpetjenester kan oprettes og nedlægges efter behov, da de ikke indebærer udøvelsen af det embede, som alene Gud kan indsætte i og afsætte fra.