Spørgsmålet er så, hvilke praktiske konsekvenser dette bibelske og lutherske syn på forkyndelsen og embedet får. Jeg kan ikke her komme ind på alle konsekvenser, men kan i hvert tilfælde ridse nogle få op.

Det ligger naturligvis i det foregående, at ikke-kaldede ikke må forkynde i menigheden eller forvalte sakramenterne. Men hvornår gør de så dette? Og er der undtagelser?

Normale omstændigheder

Det første, jeg vil se på, er det, man kunne kalde normale omstændigheder. Altså, hvor der ikke er tale om nødsituationer. Prædikeembedet er et embede, hvis formål er at forkynde ordet, undervise og forvalte sakramenterne i og på vegne af menigheden. Samtidig har ethvert medlem af menigheden ret og pligt til at bekende troen for verden. Men hvornår gøres det ene og hvornår det andet?

At prædike i f.eks. gudstjenesten kommer åbenlyst ind under prædikeembedet. I nogle kirker har man den praksis, at f.eks. teologistuderende kan prædike. Det var f.eks. tilfældet i den evangelisk-lutherske Frikirke, hvor jeg var praktikant i min studietid. Man argumenterer så med, at hvis præsten læser manuskriptet, er det på hans ansvar, der forkyndes.

Men prædikeembedet er ikke blot et hyrdeembede, som har ansvaret for, hvad der prædikes. Det er, som tidligere vist, et prædikeembede, hvis opgave er rent faktisk at prædike. Den, der derfor prædiker uden et kald, forbryder sig mod Guds ordning. Det må jeg erkende, at jeg selv har gjort, selvom jeg også forsøgte at dække mig bag den førnævnte argumentation.

Det er interessant, at ifølge Danske Lov, skulle studerendes øvelser i prædiken foretages i gymnasium og på universitetet for professorerne og ikke for menigheden. Da det handler om evigt liv eller evig fortabelse, skal menighedenheller ikke være en prøveklud for studerende. Det kan måske gå, hvis man skal have klippet hår, men ikke når det handler om forkyndelse af lov og evangelium.

Det er altså den klassiske lutherske skik, at man først prædiker, når man har modtaget et ret kald.

I nogle kirker er det praksis, at f.eks. en kordegn kan hjælpe til med uddeling af nadveren. Jeg har også selv hjulpet til ved uddeling under mine studier i USA, mens jeg endnu var uordineret.

Til gengæld vil man de fleste steder ikke praktisere, at lægmænd kan indvie brød og vin. Men disse to ting kommer teologisk set ud på et.

Ordinationen giver ikke en særlig indre kraft til f.eks. at indvie brød og vin. Menighedens kald, som bekræftes offentligt ved ordinationen, giver en myndighed til at forvalte sakramenterne i menighedens forsamling. At uddele nadveren er at forvalte nøglemagten. Når Jesu legeme og blod gives til den enkelte, tilgives den enkeltes synder. At en lægmand gør det, er altså at tiltage sig en myndighed, vedkommende ikke har fået gennem menighedens kald. Jeg må derfor også erkende, at det var forkert af mig at deltage i nadveruddeling uden et ret kald til embedet.

Det har også været praksis mange steder, at en lægmand i præstens fravær læste en prædiken. Sådan er det skik mange steder på Færøerne og også i Den evangelisk-lutherske Frikirke. Jeg vil længere ned vende tilbage til spørgsmålet om nødsituationer, så her handler det om normale omstændigheder, hvor sjælenes frelse ikke er på spil og kan sætte den normale ordning ud af kraft.

Ligesom når det gælder praktikanter, må det her gælde, at det er præstens opgave at prædike. I lutherske kirker på reformationstiden brugte man nogle steder at recitere katekismen i fællesskab, når præsten var bortrejst. Det kan være et godt alternativ til læseprædikener, når præsten ikke er væk i længere tid.

I dag er mulighederne bedre og man kan f.eks. bruge en cd-prædiken, hvor det faktisk er præsten, der prædiker. Men under normale omstændigheder bør man for mig at se ikke bruge læseprædikener, da det at prædike, uanset om det er en andens eller ens egen prædiken, hører til prædikeembedet, som netop er et forkynderembede.

Prædikeembedet er også et lærerembede. Når det gælder den almindelige menighedsundervisning, må den dermed også falde ind under prædikeembedets ansvar. Lægfolk (ikke-kaldede) kan derfor ikke holde bibeltimer og lignende i menigheden. Der kan heller ikke her være tale om at lægfolk, som ikke er kaldede til embedet, lærer offentligt i menighedens forsamling.

Et spørgsmål, som også kan komme op, er spørgsmålet om læsning af tekster i gudstjenesten. Det bruges mange steder for at inddrage menigheden mere i gudstjenesten. I 1 Tim 4,13 befaler Paulus Timotheus at lægge vægt på oplæsningen på linje med formaningen og undervisningen. Ifølge 2 Tim 3,16 er et af Skriftens kendetegn også, at den er gavnlig til belæring. At læse op af Guds ord i gudstjenesten er altså at lære og dermed en del af prædikeembedet. Det er derfor en dårlig ide at lade ikke-kaldede læse tekster op i menighedens gudstjeneste, da det er undervisning og forkyndelse. Noget andet kan så være de situationer, hvor f.eks. konfirmander svarer på spørgsmål fra præsten i menighedens gudstjeneste. Her er der ikke tale om at tale Guds ord til menigheden.

I princippet bør præsteuddannelse også høre til i menigheden og præstelærere kaldes til embedet, som Luther også var kaldet til prædikeembedet i Wittenberg, og apostlene og evangelisterne stod for oplæring og prøvelse af ældste i aposteltiden.

I Den Danske Kirkeordinans, som blev lavet før universitetets reorganisering, blev det foreskrevet, at kirkerne i købstæderne skulle have en lærd teolog til at undervise kannikerne, skoledegne, forstandige borgere og til at prædike (se Supplement 4 om kanniker i kirkeordinansen). Også her har man set præsteuddannelse som et menighedsanliggende.

Man kan naturligvis tænke sig en ren akademisk undervisning, som er nødvendig for præster, men ikke per definition skal udføres af præster (f.eks. sprogundervisning ved universiteterne. Man kan også for mig at se benytte sig af universiteternes teologistudier til at give en rent akademisk viden om (liberal-)teologi, men det må nødvendigvis suppleres af egentlig luthersk præsteuddannelse i menighedens regi, hvad enten dette er som egentlig undervisning eller vejledning til selvstudier).

Når det gælder undervisning af børn, er der en undtagelse. Ifølge Skriften er den kristne oplæring af børn ikke kun præstens, men i første omgang forældrenes opgave. Dette ansvar kan uddelegeres, som forældreansvaret uddelegeres til skoler, når det gælder deres boglige oplæring  og som det i princippet også sker ved valg af faddere. Der er i princippet altså ikke noget til hinder for, at en anden end præsten assisterer forældrene i børnenes oplæring. Sådan havde man i Danmark i gamle dage degnen til at undervise børnene i den kristne tro.

Uanset om det er forældrene, faddere eller andre, som oplærer børnene, bør det naturligvis ske med kirkens og præstens støtte og tilsyn, ligesom undervisningen også må være kvalificeret evangelisk-luthersk undervisning. Selvom kaldet ikke er strengt nødvedigt, gælder det stadig, at der her er tale om børnenes evige frelse. Præsten har også ansvar for børnenes oplæring – og det er måske noget af det allervigtigste i en kirke, at børnene oplæres i den sande lære, så tidligt som muligt. Her er det muligt, at præsten lader sig assistere af en katekt, søndagsskolelærer, degn eller hvad det nu måtte kaldes, som kan træde i forældrenes sted og under præstens tilsyn hjælpe med oplæring i grundlæggende kristentro. Men han må sikre sig, at kvaliteten af undervisningen er god nok, hvis dette ansvar skal uddelegeres. Her kan også være en mulighed for dem, der forbereder sig til embedet, for at praktisere uden at bryde ind i prædikeembedet, når de har tilstrækkelig viden om læren.

Her skal det naturligvis også nævnes, at det er en vigtig del af det at være forældre, at man oplærer børnene i den kristne tro. Her skal grunden lægges for børnenes kristen tro fremover. Det vil være langt bedre, om de, der har børn, bruger tid på at oplære dem i den kristne tro, end at de blive lægprædikanter i menigheden. Her har de virkelig et vigtigt kald, som kan have evighedsbetydning. En husfader er således hjemmets biskop og må med flid oplære børnene. Det skal selvfølgelig både ske ved at fortælle bibelhistorier og bør også i en luthersk kirke ske ved, at forældrene lærer børnene den lille katekismus udenad samt bruger den store katekismus til yderligere undervisning.

Når det gælder offentlig bekendelse af troen, er det enhver kristens ret at bekende den rette tro – både på opfordring og når det ellers er muligt. Det gælder både overfor ens næste på tomandshånd, og f.eks. skriftligt i den offentlige debat, hvor der ikke kræves noget kald til det. Her bør ingen kristen holde sig tilbage.

Nødsituationer

Men der er også nødsituationer. En nødsituation er ikke ethvert fravær af præsten. Det må være en situation, hvor sjælene s frelse er på spil.

Hvis en præst f.eks. kun kan komme forbi en gang hvert halve år og man ikke havde mulighed for at bruge f.eks. cd-prædikener, kunne man overveje læseprædikener, som man tidligere har brugt. Men også her bør man måske overveje om den bedste løsning ikke var, at hver husstand lod husfaderen læse prædikener for sin husstand. Sådan råder Luther indbyggerne i Prag til at gøre, da de ikke kunne skaffe evangeliske præster. Hvis problemet på nogen måde kan løses uden at røre ved Guds ordning er det dét, man må gøre. I dag vil jeg dog snarere råde til at bruge CD-prædikener. Så kan menigheden mødes og høre en sådan. På den måde mødes menigheden stadigvæk, men man bevarer respekten for prædikeembedet.

En anden sag er, hvis man f.eks. er i livsfare og har brug for, at en medkristen giver en absolutionen. Så kan en anden kristen indtræde i embedet i den nødsituation og blive den andens “nød-præst”.

Det samme gælder dåben, hvor enhver må være rede til at døbe f.eks. et barn i livsfare, hvis præsten ikke kan nå frem. Man skal blot sikre sig to-tre vidner, så der ikke er tvivl om barnets dåb i Faderen, Sønnens og Helligåndens navn senere.

Derimod findes der i praksis næppe nødsituationer for Herrens nadver, som ikke er absolut nødvendig til frelse.

Men nødsituationer er og bliver nødsituationer.

At man f.eks. nægter at forlade en vranglærende kirker, som missionsbevægelserne i folkekirken gør, giver ikke ret til at bruge lægprædikanter i stedet for den lokale sognepræst. Problemet her er netop, at man ikke vil være lydig mod Guds ord, som byder en at forlade vranglærere.

Indlægget Lægprædikanter og prædikeembedet 3. del – praksis blev først udgivet på Augustanakirken.

– noter fra undervisning i foråret 2008 i Augustankirken, med særlig vægt på Augustanakirkens stemmeretspraksis og dens begrundelse i Guds ord.

1. Guds skaberordninger

1.1. Skabelsen og ordningerne
1.1.1. Gud har ikke blot skabt verden. Han har også ved en række ordninger fastlagt det indbyrdes forhold mellem sine skabninger.
1.1.2. flere af disse ordninger har med autoritetsforhold at gøre. De regulere, hvem der skal træffe beslutninger.
1.1.3. Ligesom en general i en hær træffer en beslutning, sådan er der nogle, der har autoritet til at træffe beslutninger. Det betyder ikke, at andres mening er ligegyldig eller at de er mindre værd. Tværtimod kan dem, der er underordnede godt vide mere om noget end de overordnede. Men det ændrer ikke på ordningen.
1.1.4. Skaberordningerne har deres forbillede i Guds forhold til sin skabning. Gud er den, som styrer og regerer. På samme måde, som han styrer, skal dem, han har indsat til det, styrer indenfor deres område.

1.2. Mennesket og resten skabningen
1.2.1. Mennesket hersker over jorden (1 Mos 1, 26; 2,19) – både dyr og planter.

1.3. Mand og kvinde
1.3.1. Gud skabte mennesket som mand og kvinde (1. Mos 1,27). Kønnene er forskellige i kraft af skabelsen.
1.3.2. Kvinden blev skabt ud af manden og til manden og er dermed underordnet manden i autoritet, ligesom børn er undeordnet forældre ( 1 Mos 2,18-23, 1 Kor 11,8-9; 1. Tim 2,13).
1.3.3. Kvinden er mandens hjælper (v. 18 og 20) (Herren kaldes også hjælper, men det er i kraft af en viljesakt, mens kvinden er skabt til at være mandens medhjælper)
1.3.4. Mandens og kvindens synd i kap. 3 består bl.a. i, at kvinden søgte en plads højere end den, Gud havde givet hende og manden lod hende udøve autoritet over sig (1 Mos 3,6-17; 1 Tim. 2,14)
1.3.5. Det er skamfuldt for en kvinde, at regere over mænd (Es 3,12)
1.3.6. Manden er kvindens hoved, ligesom Kristus er mandens hoved (1 Kor 11,3; Ef. 5,23)
1.3.7. Hustruer formanes til at underordne sig manden (Ef. 5,22 og 24; Kol. 3,18; tit 2,4-5; 1 Peter 3,1 og 5)
1.3.8. Manden skal elske hustruen, som Kristus elskede kirken (5,25 og 28; Kol. 3,19)
1.3.9. Manden skal være hensynsfuld overfor kvinden og vise hende ære, da hun også er medarving til frelsen (1 Pet. 3,7)

1.4. Hussstanden
1.4.1.Mand og kvinde hører sammen i ægteskab (1 Mos 2,24)
1.4.2 Det sjette bud derfor forbyder al seksuel omgang udenfor ægteskabet
1.4.3 Mand og kvinde skal stifte familie bringe børn til verden (1. Mos 1,29)
1.4.4 Forældre skal tjene og udøve myndighed over børn (Ef. 6,4).
1.4.5 Børn skal adlyde forældre (4. bud samt Ef. 6,1-3 og 1 Pet. 5,5-6)

1.5. Samfundet
1.5.1. Gud har indsat øvrigheden i samfundet (Rom 13,1-4)
1.5.2. Derfor skal vi adlyde øvrigheden (Matt. 22,21) og underordne os den (1. Tim 2,1-3; Tit. 3,1; 1 Pet. 2,13,14)
1.5.3. Mennesket er sat til at arbejde (1 Mos 1,29) og også her skal vi underordne os vore foresatte (Ef. 6,5-8) og foresatte skal udøver deres autoritet i kærlighed (Ef. 6,9).

1.6. Guds frelsesordninger

1.6.1. Kirken/menigheden dens “hvem” og dens “hvor”
Kirken og dens kendetegn: Den Augsbugrske Bekendelse Art. 7 – Kirken
Ligeledes lærer de, at der stadig vil vedblive at være een hellig kirke. Men kirken er de helliges forsamling, i hvilken evangeliet forkyndes rent, og sakramenterne forvaltes rettelig. Og til kirkens sande enhed er det tilstrækkeligt at stemme overens om evangeliets lære og sakramenternes forvaltning, og det er ikke nødvendigt overalt at have de samme menneskelige overleveringer eller kirkeskikke eller ceremonier, som er indstiftet af mennesker. Som Paulus også siger (Ef. 4.5): “Een tro, een dåb, een Gud og alles Fader” osv.
1.6.2. Kirken er et helligt præsteskab som har al kirkemagt. 1. Pet. 2,5-9, 1. Kor 3,21-23.
1.6.3. Lighed i Kristus (Gal 3,28)
1.6.4. Embedet er Guds indstiftelse
Den Augsburgske Bekendelse Art. 5 – Det kirkelige embede
For at vi kan nå til denne tro, er der indstiftet et embede til at lære evangeliet og meddele sakramenterne.
Art. 28
…. Således mener de da, at nøglemagten eller biskoppernes magt i følge evangeliet er en magt eller en bemyndigelse fra Gud til at prædike evangeliet, forlade og fastholde synder og forvalte sakramenterne. For med denne bemyndigelse udsender Kristus apostlene (Joh.20.21 fg.). “Ligesom Faderen har udsendt mig, således udsender også jeg eder. Modtager Helligånden! Dem, hvis synder I forlader, er de forladte, og dem, hvis synder I fastholder, er fastholdte.” Mark.16.15: “Går bort og prædiker evangeliet for hele skabningen osv.”.
Denne magt udøves kun ved at lære eller prædike evangeliet og meddele sakramenterne enten til flere eller til enkelte efter ens kald, fordi her ikke skænkes legemlige, men evige ting, evig retfærdighed, helligånden og evigt liv. Dette kan ikke opnås uden ved ordets og sakramenternes betjening, som Paulus siger (Rom.1.16): “Evangeliet er en Guds magt til frelse for enhver, der tror.” Og salme 119.50: “Dit ord har holdt mig i live.”
…..
Endvidere – i følge evangeliet eller, som de siger, efter guddommelig ret tilkommer der biskopperne som biskopper, d.v.s. som dem, hvem ordets og sakramenternes betjening er betroet, den embedsmyndighed at forlade synder, at forkaste den lære, som strider mod evangeliet, og at udelukke de ugudelige, hvis ugudelighed er åbenlys, fra menighedens samfund, uden at anvende menneskelig magt, men ved ordet. På disse punkter bør menighederne nødvendigvis og efter guddommelig ret vise dem lydighed i følge det ord (Luk.10.16): “Den, der hører eder, hører mig.”
Men når de lærer eller fastsætter noget imod evangeliet, da har menighederne en befaling fra Gud, som forbyder lydighed. Mat.7.15: “Vogter eder for de falske profeter.” Gal.1.8: “Hvis en engel fra himlen ville forkynde et andet evangelium, skulle han være en forbandelse.” 2 kor.13.8.10: “Vi formår intet mod sandheden, men for sandheden” og “Os er given magt til at opbygge, ikke til at ødelægge.” ….

1.7. Kirkeordninger
1.7.1 Guddommelig ret – der er ting, som er befalet i Guds ord – frelsesordningerne. Præstembedets nøglemagt og menigheden som Guds folk og et helligt præsteskab. Præst og menighed udgør tilsammen kirken. Kirken består af lærere og hørere, som den lutherske teolog Chemnitz siger. Menigheden skal adlyde præsten, når han prædiker Guds ord og udøver hyrdeembedet efter Guds ord. Menigheden har dog pligt til at bedømme læren – det gælder alle menighedens medlemmer uanset alder og køn. Hyrden kan ikke binde samvittighederne i mellemting, selvom han også her ved ordet må vejlede menigheden efter sit hyrdeembede til det bedste for kirken og den enkelte.
1.7.2. Menneskelig ret. De ting vedrørende menighedens fælles forretninger, som ikke er befalet i Guds ord. Der er ikke befalet noget om, hvordan den praktiske udøvelse af menighedens myndighed, skal foregå. Kirkeordningsspørgsmålet er i princippet menneskelige ordninger, men må indrettes, så de afspejler Guds ordninger bedst muligt og i hvert tilfælde ikke strider mod dem.
1.7.3. Skriftens anvendelse af Guds skaberordning i praksis i kirken: Kvinder må ikke udøver autoritet/myndighed over mænd eller undervise dem (1 Tim 2,12) Paulus henviser i 1. Tim 2,13-14 til både det, at Adam blev skabt først og til, at det var Eva, der blev forledt. Det var Adam, der fik budet om ikke at spise af træet – et bud, han skulle forkynde for Eva som hendes hoved.
1.7.4. De må ikke tale i menighedens gudstjenesteforsamling, men skal underordne sig iflg. loven (1. Kor 14,34-35). Igen er begrundelsen underordningen, som er påbudt i loven – altså Skriften. Det er nok skabelsen, der henvises til.
1.7.5. At udøve myndighed/autoritet vil sige at bestemme. Det vil ikke sige, at man giver sin mening til kende eller udøver indflydelse. Det er alles ret og pligt. Og det er de styrendes pligt at lytte til og tage hensyn til alle i en kristen menighed. Men kvinder og børn kan ikke være med til at træffe afgørelser på menighedens eller kirkens vegne. Da udøver de myndighed over menighedens mænd i stedet for at undeordne sig. Selvom en kristen menighed skal tilstræbe enighed, er der nogle, der må træffe beslutningerne. Når der i sådanne situationer foretages en afstemning, udøves der juridisk bindende myndighed på menighedens vegne. Hvis f.eks. seks kvinder stemmer et og tre mænd stemmer noget andet, har kvinderne udøvet myndighed over mændene.
1.7.6. Menighedens vedtægter:
§ 5. Menighedsforsamlingen
Stk. 1. Menighedsforsamlingen er menighedens højeste myndighed. Denne myndighed kan ikke
uddelegeres til individer eller grupper indenfor eller udenfor menigheden uden at den til enhver tid
kan tages tilbage af menighedsforsamlingen. Myndigheden omfatter administrationen af alle
kirkens og menighedens indre og ydre anliggender. Dog har ikke engang menighedsforsamlingen
nogen myndighed til at befale eller bestemme noget i modstrid med Guds ord og de lutherske
bekendelsesskrifter. Gør den det, er alle sådanne beslutninger og handlinger ugyldige.

§ 7. Menighedsrådet
Stk. 1. Menigheden daglige ledelse udgøres af menighedsrådet, der foruden formanden,
næstformanden og præsten består af 1 medlem for hver 10 nadverberettigede medlemmer.
Menighedsrådet vælges af menighedsforsamlingen for en 2-årig periode, således at der hvert år vælges halvdelen af medlemmerne. Valgbare er nadverberettigede mandlige medlemmer på såvidt muligt 25 år og derover, som forpligter sig på bekendelsesgrundlaget i § 3 eller ved manglende kendskab hertil i det mindste Luthers Lille Katekismus og Den Augsburgske Bekendelse samt denne forfatning.
Stk. 2. Menighedsrådet leder menigheden i overensstemmelse med nærværende vedtægter og
menighedsforsamlingens beslutninger samt støtter og hjælper præsten i dennes opgaver.
Stk. 3. Menighedsrådet har ingen selvstændig myndighed. Handler medlemmer af menighedsrådet
uden menighedsforsamlingens bemyndigelse, er de personligt ansvarlige over for menigheden.

Indlægget Autoritet og myndighed i kirken blev først udgivet på Augustanakirken.

Intet særligt tilsynsembede i Biblen

Det er derfor relevant at spørge, hvad et tilsynsembedes rolle er – bibelsk og luthersk set. I Biblen bruges begrebet tilsynsmand, som senere bliver til ordet “biskop” om menighedens hyrder og lærere, d.v.s. præster i al almindelighed (se dette indlæg). Vi har altså ikke her et særligt tilsynsembede. Dog kan man sige, at nogle af de funktioner, som senere blev varetaget af biskopper, allerede var til stede her. Man havde apostlene og evangelisterne, som var omrejsende prædikanter, hvis primære opgave dog var et starte nye menigheder og oplære disse. Men Titus og Timotheus skulle f.eks. også prøve og indsætte tilsynsmænd/ældste. De skulle sikre, at de havde de kvalifikationer, en præst skal have. Vi hører også, at Paulus formaner menigheder, som er på vej bort fra Guds ord i skrift og tale.Paulus gør dette både som apostel og som prædikant og lærer.

Men vi hører ikke om et særligt guddommeligt indstiftet tilsynsembede, som er adskilt fra dét hyrde og lærerembede, som var fælles for hyrder, lærere, evangelister og apostle. Det var og er enhver hyrdes pligt at bedømme læren hos søstermenigheder og at formane, hvor det er nødvendigt.

Det i kirkehistorien udviklede tilsynsembede

Det senere særlige tilsynsembede er en god menneskelig ordning, hvor flere præster og menigheder sammen har besluttet at lave en arbejdsfordeling, så en af præsterne har særligt til opgave at føre tilsyn med de øvrige. Dette ophæver naturligvis ikke de øvrige præster og menigheders pligt til stadigvæk at bedømme læren hos de øvrige menigheder. Men det kan være og har været en hjælp for kirker til at holde menigheder fast på den rette læres grund. og det er det egentlige formål med tilsynsembedet: at opmuntre og formane menigheder i et kirkesamfund/stift med den sunde lære og til stadighed at prøve menigheders og præsters lære, så kirken holdes sammen på Guds ords og bekendelsens grund.

Tilsynet i lutherske kirker

Til det brugte man visitationer i de gamle lutherske kirker. Således kender vi Palladius visitatsbog, hvor kirkernes forhold blev ordnet. Også Martin Luther lavede en vejledning for visitatorerne, tilsynsmændene, som var en af de bøger, danske præster skulle eje ifølge kirkeordinansen af 1539 og som dermed bør have en vis status i dansk kirkeliv. Her skriver Martin Luther:

Superintendenterne skal omhyggelig føre tilsyn med, at der læres ret og kristen i menighederne, at Guds ord og det hellige evangelium bliver prædiket rent og loyalt, og at de hellige sakramenter bruges på frelsende måde efter Kristi indstiftelse. De skal også se til, at præsterne har en passende livsførelse, der ikke står i modsætning til Guds ord, så folk forbedrer sig og ikke bliver forargede. Præsterne må heller ikke i tjenesten prædike eller lære mod øvrigheden.

Biskoppens/tilsynsmandens/superintendentens opgave var altså at føre tilsyn med lære og praksis i menighederne. Den skulle være i overensstemmelse med luthersk lære.

I Braunschweig, hvor Martin Chemnitz, medforfatter til Konkordieformlen, var superintendent (tilsynsmand), blev præsterne overhørt i lære inden de blev indsat og derefter hvert halve år. Martin Chemnitz udarbejdede i den forbindelse en håndbog med række spørgsmål og svar, som er oversat til engelsk i denne bog. En udmærket bog, som enhver præst burde eje.

I tider, hvor en ærlig vranglære truer, kan de kirkelige tilsyn blive særligt vigtigt. Sådan lavede man i Sachsen dee Sachsiske Visitationsartikler i 1592, som blev brugt til at prøve, om menighedernes lærere var blevet krypto-calvinister. De Sachsiske Visitationsartikler afviser calvinisternes falske lære om dåben, nadveren, Kristi to naturer og forudbestemmelsen.

Tilsynet i dagens folkekirke

At føre tilsyn har altså at gøre med at bedømme og prøve menigheders lære og praksis. Man kan derfor godt forstå, at konservative kristne ikke kan være tilfredse med biskoppernes tilsyn i den danske folkekirke. Ingen af disse biskopper er rette luthersk biskopper. Hvis de var, ville de for eksempel aldrig have accepteret Leuenbergkonkordien eller ordinere kvindelige præster. I Leuenbergkonkordien har den danske folkekirke med biskoppernes godkendelse erklæret sig læremæssigt enig med calvinisterne uden at de problemer, som de Sachsiske Visitationsartikler påpegede, er blevet løst.

Evangelisk Luthersk netværk (ELN)

Hvad så med Evangelisk Luthersk Netværk. Var det ikke et alternativ til biskopperne? Det er positivt, at der er konservative kristne, som vil holde fast ved dele af Guds ord, når man ellers ser på, hvor frafalden Folkekirken er. Jeg ser dog flere problemer ved ELN. ved at tillade, at dets medlemmer forbliver i Folkekirken og dermed praktiserer kirkeligt fællesskab med resten af Folkekirken, blåstempler netværket reelt den læremæssige tolerance. Ifølge Biblen skal man holde sig fra vranglærere (Rom 16,17).

Desuden tillader ELN selv læremæssige uenigheder i egne rækker, f.eks. på spørgsmålet om kvinders tjeneste, hvor man dirkete indrømmer, at man ikke har sin lære fra Biblen, men at den er et kompromis mellem forskellige holdninger. Det er en benægtelse af Skriftens klarhed og også en benægtelse af klare skriftsteder, som forbyder kvinder at prædike, lære og at udøve autoritet over mænd.

ELN, som tidligere har hævdet at ville være et fyrtårn for luthersk tro, har desuden været beskæmmende tavs om Folkekirkens tilslutning til Leuenbergkonkordien, ligesom den konservative fløj i Folkekirken i det hele taget har været det. Man fristes næsten til at tro, at det kun er i moralske spørgsmål og spørgsmålet om Guds eksistens, man ønsker at stå på Skriftens og bekendelsens grund.

Selvom Folkekirkens højrefløj i disse år påvirkes massivt fra ikke-lutherske protestanter ser man heller ikke nogen klar afstandtagen herfra i netværkets Odense-erklæring. Bortset fra nogle antydninger af luthersk kristendom ligner denne erklæring nærmest en evangelikal-økumenisk fælleserklæring, hvor laveste fællesnævner er blevet norm i stedet for Skriften og bekendelsen.

Når nu et tilsyn har som formål at holde menigheder og præster fast på Skrift og bekendelse, må man konkludere, at ELN ikke er egnet til denne opgave. De er selv en del af problemet. Ville de vende tilbag til Skrift og bekendelse og bryde med de falske lærer, var der måske en chance for, at der kunne vokse et sandt evangelisk-luthersk tilsyn frem.

LM-frimenigheder

Hvad så med de mange LM-frimenigheder, som vokser frem i disse år og som oftest er under LM’s tilsyn. det kan synes fristende at tilslutte sig sådanne menigheder, som dog har en eller anden form for læremæssigt tilsyn. Men problemet er her det samme som i netværket. Forudsætningerne for kirkeligt fællesskab og for kirkeligt tilsyn er, at man er læremæssigt enige. I LM plejer man kirkeligt fællesskab med både frimenigheder og folkekirkemenigheder.

Dybest set er den teologiske forskel ikke særlig stor mellem at være i en frimenighed, som tager folkekirkemedlemmer til alters og så at være i en folkekirkemenighed. Og at være under tilsyn af medlemmer af folkekirken er teologisk set det samme som at være under tilsyn af dens biskopper. Der er jo ikke læremæssig enighed og dermed kan der heller ikke reelt føres læremæssigt tilsyn. Der kan allerhøjest blive tale om vejledning og dialog, men ikke om formaning med den sunde lære, når man ikke er enig om denne som forudsætning for det kirkelige fællesskab og tilsyn. Dertil kommer, at LM jo accepterer læremæssige uenigheder om f.eks. tusindårsriget.

Henrik Højlunds forståelse af tilsynet

Udover det problematiske i den manglende læremæssige enhed i disse tilsynstilbud, kan man også ane et problematisk syn på tilsynet i sig selv. Henrik Højlund, formand for ELN, bliver i februarnummeret (2009) af DBIposten interviewet om sit syn på det kirkelige tilsyn:

Kirken er ikke demokratisk i sit inderste væsen, den er hierarkisk, forstået på den måde, at sandheden kommer fra
oven. Der er en givet sandhed, og tilsynet løber ud ad den tangent. En kirke, hvor alle kan have lige meget ret, har ikke brug for tilsyn. Men en kirke, hvor sandheden er givet, har brug for, at der føres tilsyn med, at denne sandhed er i omløb. Kristus selv indvier tilsynet, da han udvælger sig 12 apostle. Der begynder på en måde tilsynet. Og alt andet tilsyn er afledt af det.

Det er svært at forstå Højlund anderledes, end at han hævder en guddommelig indstiftelse af tilsynet i kaldet af apostlene. Hvis han dermed mente, at enhver hyrde og lærere, som efterfølger apostlene, også må føre tilsyn, dvs. bedømme læren hos søstermenigheder, var jeg ikke uenig. Men det lyder snarere som om, at han hævder indstiftelsen af en særskilt tilsynsfunktion.

Dette syn på tilsynet understreges også af Højlunds vægt på det hierakiske. Højlund hævder, at fordi sandheden kommer oppefra, må der også være en hierakisk struktur i kirken. Højlund viser dog ikke, hvordan det hierarkiske følge af, at sandheden kommer fra oven.

Han har ret i, at den kristne menighed ikke skal vedtage sandheden og at der i den forstand ikke er tale om et demokrati. Men i den forstand er der heller ikke tale om et hierarki. Mens tilsynet naturligvis kan være et redskab til at formane menigheder i et kirkeligt fællesskab, er det på ingen måde en garant for lærens sandhed. Man kan ikke løse læremæssige problemer ved hjælp af ordninger.

Netop fordi Guds ord er klart, er det enhver kristens ret og pligt at bedømme læren. Netop fordi sandheden kommer fra oven og fra Skriften, har enhver kristen og enhver kristen menighed ret og pligt til at bedømme læren og lærerne. I sidste ende er det den enkelte kristne og den kristne menighed, der har retten og pligten til at bedømme læren sammen med enhver bærer af det hellige prædikeembede.

Martin Luther skrev et udmærket skrift i 1523 “Om menighedens læretugt og præstevalg” (oversat i “Luthers Skrifter i Udvalg” Aros  1980 bd. II s. 49-57

Thi Kristus gør lige det modsatte. Han tager både ret og magt til at bedømme læren fra biskopperne, de lærde og koncilierne og giver dem til hver enkelt og til alle kristne i fællesskab, når han siger (Joh. 10): Mine får kender min røst. Ligeledes: Mine får følger ikke den fremmede, men flygter fra dem. Thi de kender ikke de fremmedes røst. ligeledes: Så mange af dem, som er kommet, er tyve og mordere. men fårene hørte dem ikke. s. 50

Fordi sanheden kommer ovenfra, fordi Skriften er et klart lys, som forpligter enhver kristen til at høre Kristi røst og fly den fremmede, er det også enhver kristens ret og pligt at bedømme læren og lærerne og at holde sig fra falske lærere og falske kirker. Luther fortsætter:

Alle advarsler, som Paulus giver, Rom 16., 1. Kor.10., Gal.3.4.5., Kol.2. og allevegne, ligeledes alle profetord, hvor de lærer, at man skal undgå menneskelærdomme, går ikke ud på andet end at tage retten og magten til at bedømme enhver lære fra lærerne og i et alvorligt bud med faren for deres sjæles fortabelse lægge den på tilhørerne, således at disse ikke alene har ret og magt til at bedømme alt det, som prædikes, men er skyldige at bedømme det, hvis de ikke vil udsætte sig for den guddommelige majestæts vrede, så at vi deraf ser, hvor ukristeligt tyrannerne har faret frem med os, idet de har frataget os denne ret og dette påbud og tiltaget si begge dele selv. (s. 52)

Enhver kristen har ret og pligt til at bedømme læren under ansvar overfor Gud. At sandheden kommer ovenfra betyder, at enhver kristen er ansvarlig for Gud for at bedømme læren, holde sig fra vranglærere og holde sig til retlærende menigheder og prædikanter. Dette fratager naturligvis ikke præster den særlige pligt til bedømmelse af læren, som også følger med prædikeembedet. Selvfølgelig følger der et særligt ansvar med hyrdeembedet til at bedømme læren. Men denne pligt fratager ikke enhver kristen sin pligt at bedømme læren og i den forstand føre “tilsyn”.

Når man som Højlund vil gøre en menneskelig tilsynsordning og et hierarki til dét, der garanterer sandheden, tyder det egentlig på, at Højlund ikke betragter Skriften som klar. Det var samme argument, Romerkirken bruger for nødvendigheden af paveembede og tradition. Det er også samme argument, som bruges af de postmodernister.

Højlund fortsætter:

Men her er tilsyn et meget, meget stort gode og en nødvendighed, for at vi kan blive fastholdt i den sande kristentro.
Ellers kan vi ende med at blive isolerede, ”sekteriske” menigheder.”

Det første kan jeg være helt enig i, under forudsætning af, at dette tilsyn er et retlærende luthersk tilsyn. Et sådant kan kun vær et gode. Forhåbentligt vil der en dag igen være flere lutherske menigheder og hyrder, som kan gøre dette muligt. Men når Højlund skriver, at tilsynet er en “nødvendighed”, hvor alternativet er isolerede “sekteriske” menigheder, gør han tilsynet til garanten for sand kristentro.

Det er ganske enkelt en papistisk vranglære, som fratager den enkelte kristne og kristne menighed retten og pligten til at bedømme læren. Det er også et angreb på den bibelske og lutherske lære om kirken, hvorefter den er de hellige forsamling om ordet og sakramenterne. Om der så kun er én retlærende evangelisk-lutherske menighed, som forkynder ordet ret og forvalter sakramenterne efter Kristi indstiftelse, så har den sand kristentro. Desværre er det netop sitationen i Danmark i øjeblikket, hvilket netop kan skyldes, at folk som Henrik Højlund, forsøger at fratage kristne retten og pligten til at bedømme læren og lærerne og at flygte fra falske kirker.

Den sande kirkes synlige side er ordets rene forkyndelse og sakramenternes rette forvaltning – og ikke tilsynet.

På den anden side vil Højlund netop ikke underordne sig Guds ords klare lære og kræve læremæssig enighed:

I disse år vælger kristne mennesker forskellige strategier og veje, når det gælder at være Kirke. ELN ønsker at dække over denne mangfoldighed, og der er folk i ELN, som for længst har gjort op med den folkekirkelige orden og fx har lavet f rimenighed, og ELNs formand mener, at der kan være endog meget gode grunde til det.

Højlund lader spørgsmålet om forbliven i en frafalden kirke være et spørgmsål om valg af strategier. Men Guds ord formaner enhver kristen til atholde sig fra vranglærere og i den Augsburgske Bekendelse har Højlund overfor Gud aflagt løfte på, at det er nødvendigt til kirkelig enhed at være enige om ordets forkyndelse og sakramenterne forvaltning (Augustana 7). At forblive i en frafalden kirke og oven i løbet anerkende dens vranglærende biskoppers tilsyn, er at forføre fårene.

At hævde, at et tilsyn er en nødvendighed for sand kristentro, mens man samtidig i praksis fornægter nødvendigheden af menigheder med evangeliets rene forkyndelse og i sakramenternes rette forvaltning, er at udskifte Guds nådemidler med menneskeskabte midler.

Højlund og ELN er altså snarere en del af problemet i Danmark og en af forhindringerne for myndige kristne, som danner retlærende menigheder, kalder retlærende præster, og, hvis de finder det gavnligt, slutter sig sammen og danner kirkesamfund, der kan udøve læremæssigt tilsyn.

Er det da optimalt at være en lille evangelisk-luthersk menighed uden et kirkeligt tilsyn? Nej, det er ikke optimalt. Men det er heller ikke sekterisk, som Højlund antyder. Tværtimod, så er det sekterisk at basere sand kristentro på tilsynet i stedet for at basere tilsynet på læremæssig enighed. At guddommeliggøre en menneskelig ordning som tilsynet på bekostning af menighedens ret til at bedømme læren og lærerne og på bekostning af Guds ords klarhed, er sekterisk. At basere enhed på magthierarkier i stedet for på evangeliets rene lære er sekterisme!

Et sandt tilsyn?

Et sandt evangelisk-luthersk tilsyn er en god ting. Men det er ikke en nødvendighed. Hvad der derimod er en nødvendighed er at ordet forkyndes ret og sakramenterne forvaltes efter Kristi indstiftelse. Det vil bl.a. sige, at medlemmer af vranglærende kirker og menigheder ikke deler prædikestol og alterbord med retlærende menigheder. Det er nødvendigt, at kristne skiller sig fra vranglærerne og kalder retlærende hyrder og lærere.

Og det er godt, at sådanne menigheder i frihed søger fællesskab med hinanden og også styrker og opmuntrer hinanden, f.eks. gennem en tilsynsordning. Det må dog understreges, at sådan en tilsynsordning altid må være rådgivende og ikke har hierarkisk magt over den lokale menighed eller dens hyrde.

En biskop/superintendent/visitator har ikke myndighed til f.eks. at afsætte præster i den lokale menighed eller tvinge en menighed til noget. Handler en menighed i strid med Guds ord, kan en tilsynsmands eller et kirksamfunds eneste sanktion være at bryde det kirkelige fællesskab og udelukke menigheden af synoden/kirkesamfundet.

Det er den lokale menighed, som har retten og pligten til at bedømme sin lærer og læren og afsætte falske lærere. Fordi et kirkeligt tilsyn er en menneskelig ordning, har det ikke myndighed over den lokale menighed eller dennes hyrde. For den lokale menighed og det hellige prædikeembede er begge indstiftet af Gud. Et kirkeligt tilsyn kan alene formane med den sunde lære og ikke pukke på sin nødvendighed eller sit hierarki.

I luthersk tradition har det også være normalt, at tilsynsmænd ikke stod alene. Særligt i de tidligere tyske kirkeordninger blev superintender bistået af flere teologer, præster og lægfolk i såkaldte konsistorier, som var rådgivende organer, man kunne spørge til råds i teologiske spørgsmål og som hjalp superintendenterne i deres tilsyn. Fordi lægfolket også har pligt til at bedømme læren, bør et kirkeligt tilsyn bistås af sådanne rådgivende organer.

Den amerikanske lutherske telog og kirkeleder, C.F.W. Walther holdt i 1879 et foredrag om en luthersk synodes pligter (findes i engelsk oversættelse i “Essays for the Church” Vol. II, Concordia Publishing House 1992). Her peger han på, at de første lutherske konsistorier var rådgivende og ikke havde domsmyndighed (s. 26). De fik senere domsmyndighed, på trods af den luthersk hævdelse af lokalmenighedens ret. Fra at være rådgivende organer for menighederne blev de regeringens forvaltningsorganer. Dette observerede A.G. Rudelbach også i sit skrift om “Den Evangelisk kirkeforfatnings Oprindelse og Princip” (særligt s. 60-68). Ifølge Rudelbach var en af årsagerne til, at reformationens principper ikke blev ført ud i livet, at Melanchthon, som fik en del at skulle have sagt, i praksis fastholdt en fyrstekirke.

Vejen frem for luthersk kristendom i Danmark

Hvad er vejen frem for lutherske kristne, som indser, at hverken folkekirkeordningen eller de pietistiske bevægelser formår at opbygge sand evangelisk-luthersk menighedsliv? Løsningen er ikke at begynde med tilsynet, som hos Højlund. Løsningen er, at kristne tager deres ansvar for at bedømme læren og lærerne på sig og bryder med falsk lære – også den falske lære, som idag accepteres i konservative sammenhænge. Så må de tilslutte sig retlærende menigheder eller oprette sådanne og kalde hyrder og lærere, som vil være tro mod Guds ord og den lutherske bekendelse. Gud har lovet, at han vil sende hyrder og lærere til sin menighed (se dette blogindlæg). og så må de finde sammen på grundlag af enighed om ordets forkyndelse og sakramenternes forvaltning. Og først når denne enhed kan konstateres, giver det mening at oprette tilsynsordninger.

Indlægget Om kirkeligt tilsyn blev først udgivet på Augustanakirken.

Gud har lovet at give hyrder og lærere

Gud har allerede i det gamle testamente lovet at give hyrder og lærere til den nytestamentlige kirke – det åndelige Jerusalem. Det lærer vi bl.a. i Jeremias 3,15: …og jeg giver eder Hyrder efter mit Sind, og de skal vogte eder med Indsigt og Kløgt. I det umiddelbart efterfølgende hører vi, at det er den tid, hvor pagtens ark ikke mere skal være og hvor jordens folk skal strømme til Jerusalem, dvs. det åndelige Jerusalem, som er kirken. Det er altså den nytestamentlige kirke, der tales om.

Jesus bekræfter dette løfte i Matthæus 23,34: Derfor se, jeg sender til eder Profeter og vise og skriftkloge; nogle af dem skulle I slå ihjel og korsfæste, og nogle af dem skulle I hudstryge i, eders Synagoger og forfølge fra Stad til Stad. I et parrallelsted hos Lukas står der:  Derfor har også Guds Visdom sagt: Jeg vil sende Profeter og Apostle til dem, og nogle af dem skulle de slå ihjel og forfølge (Lukas 11,49). Både profeter, apostle, vise og skriftkloge er altså noget, Jesus sender, og ikke nogle, der sender sig selv.

I Efeserbrevet 4,10-13 hører vi også, at apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere er noget, Jesus giver: 10 Han, som nedfor, han er også den, som opfor højt over alle. Himlene, for at han skulde fylde alle Ting. 11 Og han gav nogle som Apostle, andre som Profeter, andre som Evangelister, andre som Hyrder og Lærere, 12 til de helliges fuldkomne Beredelse, til en Tjenestegerning, til Kristi Legemes Opbyggelse, 13 indtil vi alle nå til Enheden i Troen på og Erkendelsen af Guds Søn, til Mands Modenhed, til Kristi Fyldes Mål af Vækst. Ordets tjenere er altså Jesu gaver til kirken og ikke et produkt af kirkens eget organisationstalent eller fantasi. De er sendt af Jesus selv med det formål at opbygge de hellige.

Gud har altså med andre ord lovet at sende ordets tjenere til sin kirke og til verden.

Jesus har givet apostlene befaling til at forkynde, undervise, døbe og tilgive synder

Jesus opfyldte løftet om at sende ordets tjenere, da han sendte apostlene til at forkynde evangeliet.

Det hører vi om bl.a. i Matthæus 28,18-20: 18 Og Jesus trådte frem, talte til dem og sagde: “Mig er given al Magt i Himmelen og på Jorden. 19 Går derfor hen og gører alle Folkeslagene til mine Disciple, idet I døbe dem til Faderens og Sønnens og den Helligånds Navn, 20 og idet I lære dem at holde alt det, som jeg har befalet eder. Og se, jeg er med eder alle Dage indtil Verdens Ende.” Denne befaling er ikke givet til alle kristne. Den blev ikke givet til alle jesu disciple, men specifikt til de elleve apostle (se vers 17). Det var deres opgave at gå ud til alle folkeslag og lære og døbe dem. Spørgsmålet er så, hvem der efterfølger apostlene i deres lærerembede.

I Markus 16,15 hører vi ogfså om Jesu befaling til apostlene: Og han sagde til dem: “Går ud i al Verden og prædiker Evangeliet for al Skabningen! Igen kan vi læse i vers 14, at det var de elleve, Jesus gav denne befaling og altså ikke til sine disciple i al almindelighed.Det modsiger naturligvis ikke alle kristnes ansvar for mission eller deres bekendelse af troen for deres næste. Men befalingen til at lære, døbe og forkynde evangeliet blev givet til apostlene og til dem, der idag beklæder deres lærerembede.

I Johannes 20,21-23 hører vi også om Jesu fuldmagt til apostlene. Her står ganske vist ikke “apostle”, men “disciple”. Johannes bruger dog ordet “discipel” konsekvent om apostlene, mens han kun bruger ordet “apostel” en enkelt gang i et citat. Der er altså ingen grund til at mene, at Jesus her skulle tale til andre end apostlene: 21 Jesus sagde da atter til dem: “Fred være med eder! Ligesom Faderen har udsendt mig, således sender også jeg eder.” 22 Og da han havde sagt dette, åndede han på dem, og han siger til dem: “Modtager den Helligånd! 23 Hvem I forlade Synderne, dem ere de forladte, og hvem I nægte Forladelse, dem er den nægtet.” Læg også mærke til udtrykket “at sende”. Sådan har Jesus før lovet at sende apotsle, profeter, skriftkloge og vise, ligesom Gud i det Gamle Testamente har lovet at sende hyrder til sin nytestamentlige kirke. Jesus giver her apostlene mandat til at tilgiver menneskers synder. At døbe, lære, forkynde evangeliet og uddele nadver samt tilsige syndernes forladelse til den enkelte er virkelig at tilgive synder her og nu. Den, som er sendt af Herrentil at tilgive synder, gør det på Herrens vegne. Derfor er det også vigtigt, at man har mandat til at gøre det og ikke blot har sendt sig selv.

Vi hører også Jesus særligt overfor Peter bekræfte, at hans embede er et hyrdeembede i Johannes 21:15-17: 15  Da de nu havde holdt Måltid, siger Jesus til Simon Peter: “Simon, Johannes’s Søn, elsker du mig mere end disse?” Han siger til ham: “Ja, Herre! du ved, at jeg har dig kær.” Han siger til ham: “Vogt mine Lam!” 16 Han siger atter anden Gang til ham: “Simon, Johannes’s Søn, elsker du mig?” Han siger til ham: “Ja, Herre! du ved, at jeg har dig kær.” Han siger til ham: “Vær Hyrde for mine Får!” 17 Han siger tredje Gang til ham: “Simon, Johannes’s Søn, har du mig kær?” Peter blev bedrøvet, fordi han tredje Gang sagde til ham: “Har du mig kær?” Og han sagde til ham: “Herre! du kender alle Ting, du ved, at jeg har dig kær.” Jesus siger til ham: “Vogt mine Får! Peters (og de øvrige apostlees) embede er altså et hyrdeembede og derfor opfyldelsen af løftet hos Jeremias om at Gud vil sende hyrder.

I Ap.G. 6 læser vi om de administratorer eller diakoner, som blev valgt, fordi menigheden voksede og det gav administrative problemer. Grunden til, at nogle andre end apostlene skulle have denne tjeneste var ifølge apostlene: Det huer os ikke at forlade Guds Ord for at tjene ved Bordene. 3 Udser derfor, Brødre! iblandt eder syv Mænd, som have godt Vidnesbyrd og ere fulde af Ånd og Visdom; dem ville vi så indsætte til denne Gerning. 4 Men vi ville holde trolig ved i Bønnen og Ordets Tjeneste.”  Det var apostlenes opgave at forkynde og forestå menighedens bønner. Mens denne opgave ikke kunne uddelegeres, kunne andre praktiske opgaver uden videre uddelegeres.

Udover deres særlige opgave som åenbaringsbærere og Kristi vidner, var apostlene altså også de første hyrder, som skulle forkynde, døbe, lære, og tilgive synder. Men denne tjeneste skulle gå ud til alle folkeslag. Derfor var denne tjeneste heller ikke kun givet til apostlene, men blev også givet til nogle, der fulgte efter dem i deres embede.

Apostlenes hyrde- og lærerembede overgik til andre

At apostlenes hyrde- og lærerembede gik videre til andre, kan vi se flere steder. Vi læser bl.a. i 1 Peter 5,1-4 De Ældste iblandt eder formaner jeg som Medældste og Vidne til Kristi Lidelser, som den, der også har Del i Herligheden, der skal åbenbares: 2 Vogter Guds Hjord hos eder, og fører Tilsyn med den, ikke tvungne, men frivilligt, ikke for slet Vindings Skyld, men med Redebonhed; 3 ikke heller som de, der ville herske over Menighederne, men som Mønstre for Hjorden; 4 og når da Overhyrden åbenbares, skulle I få Herlighedens uvisnelige Krans. Her kalder Peter sig selv de ældstes medældste udover at være vidne (apostel). Han stiller sig altså, hvad angår ældsteembedet på lige fod med menighedens ældste. Og så siger han, at de skal vogte Guds hjord, dvs. være hyrder for den, ligesom Jesus selv har bedt ham være hyrde for den. Det er altså grundlæggende det samme hyrdeembede, Jesus gav ham, som han nu bekræfter, at de også har del i med henvisning til overhyrden. I 2. og 3. Johannesbrev hører vi også i det første vers, at apostlen Johannes kalder sig selv ældste, som var en af titlerne, menighedernes hyrder bar.

I Ap.G. 20,28 hører vi, at Paulus taler til menighedens “ældste” (se vers 17) og siger: Så giver Agt på eder selv og den hele Hjord, i hvilken den Helligånd satte eder som Tilsynsmænd, til at vogte Guds Menighed, som han erhvervede sig med sit eget Blod. Igen får de at vide, at de skal vogte, dvs. være hyrder, for hjorden. Derudover bruges ordet “tilsynsmænd”, som Paulus bruger flere steder om ordets tjenere i menigheden (bl.a. 1 Tim 3 og Titus 1,5f).

I 1 Korintherbrev 3 skriver Paulus en del om embedet i kapitel 3 og 4, hvor han behandler korinthernes falske modsætning mellem apostlen Paulus og hyrden Apollos. Paulus skriver i  1 Korinther 3:8 med henvisning til ham selv og Apollos: Den, som planter, og den, som vander, ere ét; men hver skal få sin egen Løn efter sit eget Arbejde. De to er grundlæggende ét, selvom den ene plantede menigheden og den anden vandede den. Og Paulus fortsætter i det næste kapitel: 1 Korinther 4:1 Således agte man os; som Kristi Tjenere og Husholdere over Guds Hemmeligheder! Han og Apollos er altså begge husholdere over Guds hemmeligheder. Udtrykket “husholder” bruger Paulus igen i Titus 1,7 om tilsynsmændenes tjeneste. det er altså igen et begreb, som både dækker apostlen og andre forkyndere, men ikke alle kristne.

Ligesom Paulus flere steder bruger udtrykket lærer om bærerne af prædikeembedet, bruger han det også om sit eget embede i 1 Timotheus 2,7: …og for dette er jeg bleven sat til Prædiker og Apostel (jeg siger Sandhed, jeg lyver ikke), en Lærer for Hedninger i Tro og Sandhed. Og igen i 2 timotheus 1,11: …for hvilket jeg er bleven sat til Prædiker og Apostel og Hedningers Lærer. Når Paulus taler om sig som prædiker/forkynder er det ordet “keryx”, som svarer til ordet “forkynde”, som bruges flere steder om at forkynde ordet, bl.a. i befalingen til apostlene i Markus 16,15.  Paulus bruger udtrykket “lærer” i 1 Kor 12,28-29 om menighedens lærere: 28 Og nogle satte Gud i Menigheden for det første til Apostle, for det andet til Profeter, for det tredje til Lærere, dernæst kraftige Gerninger, dernæst Gaver til at helbrede. til at hjælpe, til at styre, og forskellige Slags Tungetale. 29 Mon alle ere Apostle? mon alle ere Profeter? mon alle ere Lærere? mon alle gøre kraftige Gerninger? Selvom Paulus også er apostel, stiller han sig altså også på linje med menighedens lærere/ældste som lærer og forkynder.

Der skelnes derfor også i resten af NT mellem embedsbærere og lægfolk

En del af de ovenfor omtalte steder taler også om det skel mellem embedsbærere og lægfolk, som var i kirken. Paulus siger klart i 1 Kor 12,28-29 at ikke alle er lærere, ligesom ikke alle er profeter eller apostle. Ap.G. 6, som taler om de første diakoner er også interessant, fordi den viser, at apostlenes særlige opgave var forkyndelsen og bønnen, og at den ikke kunne uddelegeres. Således skelnes der også i Paulus’ 1. brev til Timotheus mlellem tilsynsmænd, som skal være dygtige til at lære (1 Tim 3,2), mens en menighedstjener ikke skal kunne det samme (v. 8 ) og også kan være en kvinde (v. 11), som ikke må lærer ( se 1 Tim 2,12). Der er altså et klart skel mellem tjenester, der indebærer at være lærer og tjenester, der ikke gør, men som indrettes af praktiske grunde.

Også i 1 Korintherbrev skelner Paulus mellem  embedsbærerne og menigheden. I forbindelse med sig selv og Apollos skriver han i 1 Kor 3,9:  Thi Guds Medarbejdere ere vi; Guds Ager, Guds Bygning ere I. Paulus sammenligner i konteksten sig selv og Apollos med én, der planter og vaner en mark og med en bygmester. Der er altså ikke tale om, at menigheden plnater, vander og bygger sig selv, men at Guds medarbejdere gør det ved ordet.

Det er stadig Gud, der sender hyrder og lærere

Det er også stadig Gud, der sender hyrder og lærere. De, som blev kaldet efter apostlene gennem mennesker står på linje med apostlene i hyrde og lærerembedet og vi hører, at det er Helligånden, der har indsat dem (Ap.G. 20,28 ovenfor) og at de er Guds husholdere og medarbejdere (Apollos og Paulus i 1 Kor ) og Kristi gaver til menigheden (Ef. 4,10-13). De, som Kristus efterfølgende har kaldet gennem midler, kan altså anvende de samme løfter, som Jesus gav til apostlene, på sig selv. De har den samme myndighed som hyrder, lærere, prædikanter, tilsynsmænd, husholdere ældste osv. De kan tilgive synder på Kristi vegne, fordi de er sendt af Kristus selv, som han har lovet, at han ville gøre.

Ingen må derfor prædike uden at være sendt

Men hvad så, hvis man ikke er sendt af Jesus til at prædike. Må man så ikke gøre det?

Jeremias skriver i kap 14,14-15: 14 HERREN svarede: “Profeterne profeterer Løgn i mit Navn; jeg har ikke sendt dem eller givet dem noget Bud eller talet til dem. Løgnesyner og falsk Spådom og deres Hjertes Bedrag er det, de profeterer for eder! 15 Derfor, så siger HERREN til Profeterne, der profeterer i mit Navn, skønt jeg ikke har sendt dem, og som siger, at der ikke skal komme Sværd eller Hunger i dette Land: Disse Profeter skal omkomme ved Sværd og Hunger. Senere skriver han i 23,21:  Jeg har ej sendt Profeterne, alligevel løber de, jeg talede ikke til dem, og dog profeterer de. Der er to problemer med disse profeter, som Herren vil ødelægge. Det ene er, at de profeterer falsk. Det andet er, at Herren ikke har sendt dem. Det er altså i sig selv et problem at profeterer uden at være sendt af Herren. Og ovenfor hørte vi, at Jesus sender skriftkloge og vise på samme måde som han sender profeter og apostle. Således hører vi også i 1 Kor 11,13 om falske apostle, som giver sig ud for at være apostle uden at være det. Udover, at deres lære er falsk er det altså et problem at de agerer som apostle uden at være det.

Parrallelt hermed ser vi i det Gamle Testamente, at kun den, som er præst ifølge Guds ordning (dvs. af Arons slægt) kunne udføre præstetjenesten. At tage denne ret for sig selv, som Saul gjorde, kostede ham kongedømmet (1. Samuel 13,8-15). Her er tale om, at Saul uden Herrens kald forvalter det Gamle Testamentes sakramenter – ofrene. Der var ikke blot tale om takofre, men ofre, som skulle give Herrens gunst, altså sakramentale ofre, som er parallelle med det nye testamentes sakramenter og ikke med det almindelige præstedømmes takofre. Situationen er altså parallel med at en nytestamentlig kristen påtager sig hyrdeembedets funktioner, uden at være kaldet dertil.

Et andet skræmmende eksmepel fra det Gamle Testamente er Koras, Datans og Abirams oprør mod Guds udsendte profet, Moses, og de af Gud indsatte præster, Arons sønner ( 4 Mos 16). De mente ikke, at præstetjenesten kunne tilhøre Arons sønner alene. Gud svarede ved at lade helvede opsluge dem levende. Guds ordninger skal man altså respektere og ikke sætte sig op imod. Man skal gøre det, man er kaldet til og ikke tiltage sig et embede, man ikke har.

Fordi det er Herren, der må sende dem, der skal prædike, skriver Paulus derfor også i Romerbrevet 10,14-15: 14 Hvorledes skulde de nu påkalde den, på hvem de ikke have troet? og hvorledes skulde de tro den, som de ikke have hørt? og hvorledes skulde de høre, uden der er nogen, som prædiker? 15 og hvorledes skulde de prædike, dersom de ikke bleve udsendte? Som der er skrevet: “Hvor dejlige. ere deres Fødder, som forkynde godt Budskab.” Man må altså sendes for at kunne prædike. Hvad Paulus her skriver er helt i overensstemmelse med resten af Biblen. Jesus har lovet at sende hyrder og lærere, ligesom han sendte profeter og apostle, hvorfor man ikke selv kan tage den opgave, som er hyrdernes, nemlig at prædike, døbe, lære og udøve nøglemagten.

Jesus kalder efter apostlene gennem midler, nemlig kirken

Efter udsendelsen af apostlene kalder Jesus ikke mere direkte. De, som fik åbenbaringsgaver og dermed blev kaldet til at bruge dem, fik dem gennem apostlen (profeter). Og efter apostlenes død, var der ikke flere der fik dem(se dokumentation i disse undervisningsnoter). Spørgsmålet er altså, hvordan Kristus nu kalder hyrder og lærere. I Titus 1,5 hører vi, at Paulus skriver til Titus: Derfor efterlod jeg dig på Kreta, for at du skulde bringe i Orden, hvad der stod tilbage, og indsætte Ældste i hver By, som jeg pålagde dig. Andre ordets tjenere, som Titus, der allerede var en ordets tjener i menigheden, havde altså en rolle i det.

Som vi læser i både Titusbrevet og 1. Timotheusbrev skulle de to ordets tjenere prøve kandidaterne. Sådan bør det også være idag, at forhåndenværende præster er med til at prøve ordets tjenere. Men det følger ikke heraf, at ordets embede er selvsupplerende og at kaldsretten ligger alene hos dem, som i forvejen er i ordets embede. I Matthæus 18,17-20 hører vi om kirketugten og i den forbindelse tilskriver Jesus nøglemagten til menighede: 17 Men er han dem overhørig, da sig det til Menigheden; men er han også Menigheden overhørig, da skal han være for dig ligesom en Hedning og en Tolder. 18 Sandelig, siger jeg eder, hvad som helst I binde på Jorden, skal være bundet i Himmelen; og hvad som helst I løse på Jorden, skal være løst i Himmelen. 19 Atter siger jeg eder, at dersom to af eder blive enige på Jorden om hvilken som helst Sag, hvorom de ville bede, da skal det blive dem til Del fra min Fader, som er i Himlene. 20 Thi hvor to eller tre ere forsamlede om mit Navn, der er jeg midt iblandt dem.” Selvom menighednes medlemmer ikke er kaldet til at udøve nøglemagten og ikke sendt af Herren dertil, er hele menigheden altså besiddere af nøglemagten. Nøglemagten udøves dog af ordets tjenere, som er sendt af Gud gennem den lokale menighed. At det her er den lokale menighed, der tales om, bevises af, at der forinden står, at manførst skal formane på egen hånd og dernæst tage en eller to med og til sidst gå til menigheden. Hvis der med “kirken” mentes enhver forsamling af kristne og ikke den lokale menighed, ville de de to, man tog med jo allerede være “kirken”. Derfor er der tale om den konkrete lokale menighed.

Derfor skriver Paulus i 1 Kor 3,21-23: 21 Derfor rose ingen sig af Mennesker! Alle Ting ere jo eders, 22 være sig Paulus eller Apollos eller Kefas eller Verden eller Liv eller Død eller det nærværende eller det tilkommende: alle Ting ere eders; 23 men I ere Kristi, og Kristus er Guds. Mens embedsbæreren ikke er ejer af embedet, kan dette siges både om kirken/menigheden og Gud. Embedsbæreren er husholder, men ikke husets ejer. Kristus er ejeren og menigheden er det som Kristi brud. Samme billedsprog bruger profeten Johannes Døberen i Joh 3,29 om sin egen tjeneste som brudgommens ven, mens Jesus er brudgommen.

Paulus er derfor ikke menighedens Herre, men kan også kaldes menighedens tjener Kol 1,24-25: 24 Nu glæder jeg mig over mine Lidelser for eder, og hvad der fattes i Kristi Trængsler, udfylder jeg i mit Kød for hans Legeme, som er Menigheden, 25 hvis Tjener jeg er bleven efter den Guds Husholdning, som blev given mig over for eder, nemlig fuldelig at forkynde Guds Ord. Menigheden kaldes her og mange andre steder Jesu legem. Det er altså menigheden, der som kristu brud ejer embedet, hvorfor Kristus også må kalde gennem menigheden. Den synlige manifestation Guds kirke er den lokale menighed, som mødes om ordet og sakramenterne (se bl.a. 1 Kor 10,17; 1 Kor 12,12f).

Vi ser da også i praksis, at apostlene involverer hele menigheden i kaldet af Matthias (Ap.G. 1,15-26) samt da de indsætter diakoner (Ap.G. 6), som dog ikke er en af Gud indstiftet tjeneste.

For at være sikker på, at man er kaldet af Herren, må man altså være kaldet af den lokale menighed. Forudsætningen herfor er, at man opfylder betingelserne for et kald, som de står i 1 Tim 3,1-7 og Tit 1,5-9.

Biblen bekræfter altså den lutherske lære i Den Augsburgske Bekendelse artikel 14: Om den kirkelige orden lærer de, at ingen må lære offentlig eller forvalte sakramenterne i kirken, uden at han er rettelig kaldet dertil.  De, som agerer som lægprædikanter eller accepterer lægprædikanter, der ikek er kaldet til hyrde- og lærerembedet af en menighed, sætter sig op mod Guds ordning.

Indlægget Lægprædikanter 2 – prædikeembedet og kaldet dertil blev først udgivet på Augustanakirken.

Hvori består det almindelige præstedømmes opgaver? Kan man uden videre slutte, at alle opgaver, som udførstes af præsterne i det gamle testamente, nu udføres af enhver kristen? Er enhver sin egen hyrde? Og er præsteembedet, som man kender det fra lutherske kirker, kun en praktisk anordning, som kan ændres efter behov?

Det danske ord “præst” stammer egentlig fra det græske ord presbyteros, som betyder ældste og ikke præst i den forstand, ordet bruges i bl.a. det gamle testamente. Det kan derfor være forvirrende, når samme ord bruges om både præster i den gammeltestamentlige betydning og om hyrder og lærere i danske kirker. Jeg foretrækker derfor at bruge andre ord om prædikeembedet. Det bedste ord ville være prædikant eller forkynder, men det bruges desværre af alt for mange til at betegne lægprædikanter.

Lad os se på, hvad teksterne siger om det at være en præst. Der er en række tekster, der handler om alle kristnes præstelige gerning. Jeg bruger 1931-oversættelsen.

Direkte adgang til Gud

Det første punkt i det at være en præst vil sige, at man har direkte adgang til Gud, som der står i efeserbrevet kapitel 2 vers 18: Thi ved Ham har vi, begge [parter], i Een Ånd adgang til Faderen. Og igen i Ef 3,11-12: Ephesians 3:11-12 Således var fra evige tider det forsæt, som Han fuldførte i Kristus Jesus, vor HErre, 12 i Hvem vi har frimodig adgang ved den tillidsfulde tro på Ham. I kraft af evangeliet om syndernes forladelse har vi adgang til Guds nåde og til Gud selv. Forhænget til det allerhelligste er revet væk og enhver kristen kan i kraft af Jesu én gang fuldbragte offer henvende sig til Gud i bøn. Ved troen har enhver kristen del i Kristi retfærdighed og adgang til Gud selv. Dette er den første og vigtigste del af at være en præst.

Åndelige takofre

Men præstens opgave i det gamle testamente var også at ofre til Gud. Der var to slags ofre: sonofre og takofre. Sonofrene var billeder på Jesu lidelse og død og det gamle testamentes sakramenter, som gav israelitterne syndernes forladelse ved troen på den kommende frelser, ligesom nadveren og skriftemålet giver kristne syndernes forladelse idag. Sonofrenes løfte blev opfyldt ved Jesu lidelse og død og er nu overflødige. Takofrene var ofre, som gav Gud æren for frelsen og for alle hans gaver. Disse ofre er ikke ophørt. og det er de ofre, det almindelige præstedømme udøver som svar på Guds nåde i evangeliet. Det læser vi i 1. Petersbrev 2,5: Lad jer derfor selv som levende stene opbygges til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, så at I kan frembære åndelige ofre, der er velbehagelige for Gud ved Jesus Kristus. Præsterne frembærer altså åndelige ofre – ikke ofre, som i sig selv er velbehagelige for Gud, men ofre, som er velbehagelige ved Jesus Kristus og hans stedfortrædende retfærdighed, som tilgiver synden i disse ofre.  Romerbrevet 12,1 Jeg formaner jer altså, brødre, ved Guds barmhjertighed til at bringe jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt offer – dét er jeres åndelige gudstjeneste! I resten af Romerbrevet kapitel 12 hører vi, at denne åndelige gudstjeneste er gode gerninger i de opgaver, nådegaver og kald, Gud har givet til den enkelte kristne. De kristnes offer-præstetjeneste består altså først og fremmest i at tjene Gud i troen og kærligheden til ham, som frelste os fra synden, skylden og døden.

Forkynde hans gerninger

Men vi hører også noget, der kunne tyde på, at kristne skal forkynde Guds ord. I 1 Peter 2,9-10 står der:  Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, som skal forkynde Hans værker, Som kaldte jer fra mørket ud til Sit underfulde lys –  I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk; I, som tidligere ikke fik barmhjertighed, men som nu har fundet barmhjertighed! Det er så vit jeg har set det eneste sted, som taler om, at kristne, der ikke er hyrder og lærere, skal forkynde. Men man skal være opmærksom på, at der her faktisk bruges et ord, som ikke bruges andre steder i det Nye testamente – altså heller ikke de steder, der handler om dét, kirkens prædikanter gør i menighedens forsamling. Ordet “exangello” bruges om at fortælle noget videre eller erklære noget (sådan forklares det i Bauer-Dankers A Greek-English Lexicon samt Theological Dictionary of the New Testament, redigeret af G. Kittel). Det indebærer ikke nødvendigvis at tale til en forsamling. Spørgsmålet er så, hvordan kristne skal fortælle om Guds gerninger? Det kræver yderligere beviser, hvis man skal hævde, at alle kristne er sat til at forkynde Guds ord i menighedens forsamling. Sådanne beviser findes ikke i Skriften. Derimod tales der om andre måder, hvorpå kristne skal tale og forkynde Guds ord:

Bekendelse overfor mennesker

Kristus siger i Matthæusevangeliet 10,32: Altså, enhver som vedkender sig mig for Menneskene, ham vil også jeg vedkende mig for min Fader, som er i Himlene. Ordet “vedkende” kan også oversættes med “bekende” og vil sige at sige det samme som nogen. Kristne skal bekende sig til Kristus overfor mennesker. De skal bekende hans ord og lære overfor mennesker. Det er alle kristnes forkynderopgave at bekende sig til Kristus og hans ord overfor mennesker. Også i Hebræerbrevet understreges dette vigtige takoffer: Hebræerbrevet 13,15-16: 15 Lader os da ved ham altid frembære Gud Lovprisnings Offer, det er: en Frugt af Læber, som bekende hans Navn. 16 Men glemmer ikke at gøre vel og at meddele; thi i sådanne Ofre har Gud Velbehag.

Indbyrdes påmindelse og undervisning gennem sang

Kristne skal også gennem sang forkynde Guds gerninger. I Kolossenserbrevet 3,16 lærer vi:  Lad Kristi Ord bo rigeligt iblandt eder, så I med al Visdom lære og påminde hverandre med Salmer, Lovsange og åndelige Viser, idet I synge med Ynde i eders Hjerter for Gud. Kristne kan altså godt gennem fællessang og bekendelse forkynde Guds gerninger i menighedens gudstjeneste. Men igen er der ikke tale om, at kristne, som ikke er kaldet til det af Gud, forkynder Guds ord offentligt til menighedens forsamling. Det er naturligvis også alle kristnes opgave at styrke og opmuntre hinanden i det daglige ved evangeliet, ligesom kristne forældre har en særlig opgave i at opdrage deres børn i den kriste tro og undervise dem i den.

Bedømmelse af  læren og lærerne

Nogle kunne måske indvende, at dette syn på det almindelige præstedømme indebærer en undervurdering af kristne, der ikke er kaldet til ordets embede. Det er der ganske vist kirker der gør. Men den del af det almindelige præstedømme, som nogle kirker (f.eks. den romersk.katolske kirke) fratager mange kristne, er retten (og pligten) til at bedømme læren.  Mens det ikke er alle kristne, der skal prædike, har alle kristne ansvar for læren i deres menighed. Denne myndighed til at bedømme læren kan ikke blot uddelegeres til en bestyrelse eller nogle få teologer, men er alle kristnes. Derfor siger Jesus, at fårene hører hyrdens røst (Johannesevangeliet 10,3) og formaner kristne til at holde sig fra de falske profeter ( Matthæusevangeliet 7,15f), ligesom Paulus byder dem at holde sig fra vranglærere (Romerbrevet 16,17).

Kaldelse af præster

En anden vigtig opgave for hele menigheden er at kalde præster. Apostlene blev kaldet direkte af Jesus selv uden brug af midler. Sådan også med profeterne i det gamle testamente. Men efter apostlene kalder Jesus ikke mere uden midler. Nu kalder Jesus gennem sin kirke, som embedet tilhører ifølge 1 Kor 3,21-23: 21 Derfor rose ingen sig af Mennesker! Alle Ting ere jo eders, 22 være sig Paulus eller Apollos eller Kefas eller Verden eller Liv eller Død eller det nærværende eller det tilkommende: alle Ting ere eders; 23 men I ere Kristi, og Kristus er Guds. Kaldet til prædikeembedet udgår altså i sidste ende fra den lokale menighed. Enhver lokalmenighed, hvor mennesker forsamles om ordets rene forkyndelse og sakramenternes rette forvaltning, har ret til at kalde hyrder og lærere. Gud har ikke givet kaldsretten til en kirkeminister eller biskopper (og heller ikke til foreninger), men til menigheden. En menighed bør så gøre brug af dem, som allerede er hyrder og lærere, enten i den kaldende menighed eller i søstermenigheder, hvis der er sådanne, dels til at hjælpe med at finde og prøve egnede kandidater til embedet og dels til offentligt at bekræfte kaldet ved ordinationen. Men det er gennem menigheden, Gud kalder hyrder og lærere.

Man kan altså ikke uden videre slutte fra det almindelige præstedømme til, at alle kristne skal forkynde ordet i menighedens forsamling. For at finde ud af, hvem der skal forkynde i menighedens forsamling, må man gå til de tekster, der handler om  dette spørgsmål. Det vil jeg gøre i efterfølgende indlæg.

Indlægget Lægprædikanter 1. del – det almindelige præstedømme blev først udgivet på Augustanakirken.

Både Grabau og Walther mente i overensstemmelse med Skriften, at en retteligt kaldet præst ikke kan afsættes af andre ned Gud, og at menigheden derfor kun kan stadfæste Guds afsættelse af en præst, når der er gyldige bibelske grunde til det, som er ordentligt prøvede (se i øvrigt mine teser om embedet). De vidste, at det er tempelran (kirkerøveri) at afsætte en præst, som Gud ikke har afsat, og Grabau havde da også tidligere bekæmpet den praksis i USA, at menigheder hyrede og fyrede præster efter behag.

Nu skete det, at Grabau egenhændigt afsatte en diakon, Hochstetter, uden at der var fundet gyldige bibelske grunde, som kunne begunde en præsteafsættelse. Grabaus argument for at kunne gøre dette, var at Hochstetter jo blot var diakon og ikke bærer af prædikeembedet. Derfor mente Grabau, at Hochstetter kunne afsættes uden at der var gyldige bibelske grunde, som var ordentligt efterprøvede. Det er dette argument, Walther beskæftiger sig med i sit angreb på Grabaus praksis.

Spørgsmålet var altså, om Hochstetter var bærer af prædikembedet eller en hjælpetjeneste, indstiftet af mennesker. I oldkirken var diakonembedet ganske vist en hjælpetjeneste, skriver Walther. Diakonerne var ikke bærere af prædikeembede, men tog sig af økonomi og andre praktiske ting (svarer vel til kasserer eller menighedsrådsmedlemmer i dag). Disse kunne vælges eller bruges for en periode og så stoppe igen.

Senere ændrede diakonembedet sig, så det også indeholdt forkyndelse og sakramentsforvaltning, så diakoner på reformationstiden blev betegnelsen på hjælpepræster, som fik betroet prædikeembedet helt og fuldt men efter menneskelig ret blev undeordnet sognepræsten (pfarherr). Andre præster kaldtes også prædikanter for at skelne dem fra sognepræsten. (I Danmark indførte man kapelllanembedet, som senere blev til hjælpepræstembedet).

I oldkirken udvikledes også efter menneskelig ret skellet mellem biskopper og præster (presbytere), ved at presbyterne valgte en af deres midte som leder, sådan at hver kirke/by havde en biskop og flere præster. Men de fik alle det hele og fulde prædikeembede betroet og forskellene var efter menneskelig ret.

Når en luthersk diakon betroes embedet til at forkynde ordet og sakramenterne, er vedkommende altså fuldt og helt præst, uanset titlen. Derfor begik Grabau tempelran – han røvede en kristi tjener – da han afsatte Hochstetter uden gyldige grunde.

Walthers irettesættelse af Grabau viser, at også Walther, Missourisynodens stifter, regnede med forskellige “grader” eller grene indenfor prædikeembedet. Disse forgreninger skete efter menneskelig ret indenfor det ene guddommeligt indstiftede prædikeembede.

Samtidig holdt han fast ved, at enhver, der får betroet embedet, efter guddommlig ret får det hele og fulde embede betroet, som han også citerer Luther for at sige: Whenever the office of the Word is conferred to someone, so also all other offices which are carried out through the word in the church are conferred to him. That is, the authority to baptize, to bless, to bind and to loose, to pray and to judge or give decisions.

Der er altså ingen bærer af prædikembedet, som kun får en del deraf overdraget. Derfor må enhver, som kaldes til prædikembedet også være kvalificeret til at udøve alle dets opgaver og derfor også være grundigt prøvet i læren.

Walther fastholdt også skellet mellem prædikeembedet og hjælpetjenester, som ikke har fået betroet de opgaver, som kun bærere af prædikeembedet kan udføre. De har i stedet har fået til opgave at frigøre embedsbærerne fra opgaver, der kan udføres af andre, så de kan hellige sig forkyndelsen af ordet og forvaltningen af sakramenterne. Disse hjælpetjenester kan oprettes og nedlægges efter behov, da de ikke indebærer udøvelsen af det embede, som alene Gud kan indsætte i og afsætte fra.

Indlægget Walther om Grabaus afsættelse af en luthersk diakon – en illustration af den gamle missourisynodes embedssyn blev først udgivet på Augustanakirken.

Som en konsekvens af dette syn, mener Wisconsinsynoden, at kvinder kan tjene indenfor Ordets embede (se her afsnit VII pkt. 10). Imod dette hævder teologer i Missourisynoden, at hyrdeembedet er indstiftet af Gud. En misforstået version af denne tanke hævder, at kun sognepræsten i den lokale menighed, er bærer af prædikeembedet.

Den nu afdøde teolog i Missourisynoden, Kurt Marquart, gør opmærksom på, at man må skelne mellem grene af prædikeembedet og hjælpetjenester for dette. Der kan efter menneskelig ordning laves skel mellem forskellige tjenester indenfor prædikeembedet.

Luthers medreformator Filip Melanchthon skriver i “Traktaten om Pavens Magt og Overhøjhed” (bl.a. pkt. 63), at der efter menneskelig ordning er indført en gradsforskel mellem biskopper og præster/pastorer. Ifølge reformatorerne var det altså muligt at have flere former af prædikeembedet. Men Gud har dog givet den samme myndighed til alle indenfor prædikeembedet, nemlig nøglemagten, myndigheden til at binde og løse synden (bl.a. pkt 60-61).

I Efeserbrevet 4,11 står der: “Og han har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister og andre til at være hyrder og lærere“. Hertil kommenterer en af medforfatterne til Konkordieformlen, Martin Chemnitz, at der var forskellige former af embedet. (skriftet om Tridentinerkoncilet, oversat til engelsk “The Examination of the Council of Trent, PArt II s. 684) Nogle af disse var begrænset til aposteltiden, såsom apostle og profeter. Men f.eks. evangelisterne var ikke bundet til en bestemt menighed. De lagde den først grund i en menighed.

På baggrund af dette konkluderer Chemnitz, at der også kan laves forskellige former af prædikeembedet, som man har gjort med tredelingen i biskop, prebyter (pastor) og diakon (som på den tid nærmest var en hjælpepræst) (side 687).

Chemnitz skelner dog mellem disse tjenester, der forvalter ordet og sakramenterne, dvs. nøglemagten, i kirken, og så de mindre grader i oldkirken, som ikke var en del af prædikeembedet, men nok kunne være en forberedelse til det (bl.a. side 686-687).

De lutherske bekendelsesskrifter og de gamle lutherske lærere, mener ligesom Skriften, at der er ét guddommeligt indstiftet embede, som er sat til at forvalte nøglemagten gennem ordet og sakramenterne. Dette embede overdrages til kvalificerede mænd gennem kirkens kald. Selvom der kan laves forskellige menneskelige rangdelinger af det ene embede, er det dog grundlæggende det samme embede og nøglemagten overdrages derfor altid helt og udelt. Derfor er f.eks. søndagsskolelærere ikke bærere af dette embede, men af en hjælpetjeneste, og derfor kan kvinder heller ikke kaldes til prædikeembedet.

Men det betyder også, at kirken er fri til at indrette både menneskelige rangordninger indenfor det ene embede og indrette hjælpetjenester udenfor embedet. Man må bare skelne mellem dem. Sådan skelnede man førhen mellem diakoner, pastorer og biskopper.

I gamle lutherske kirkeordninger skelnede man i stedet mellem superintendenter (biskopper, dvs. tilsynsførende), sognepræster og kapellaner (hjælpepræster). En superintendent var en sognepræst, som førte tilsyn med de andre sognepræsters lære og praksis. Kapellaner var præster ved siden af sognepræsten, som hjalp denne i hans gerning. Teologiprofessorer som f.eks. Martin Luther var også kaldet til prædikeembedet, da deres tjeneste i sidste ende også er en del kirkens lærerembede.

Se også mit tidligere blogindlæg om prædikeembedet.

Indlægget Prædikeembedets former blev først udgivet på Augustanakirken.